Hvordan bevarer jeg fremtidsoptimismen, mens verden er på vej i den forkerte retning?

Fremtidstanker er noget, jeg forsøger ikke at lade fylde i min bevidsthed. Jeg er bange for døden og det ukontrollerbare, og at skulle forestille mig fremtiden fremstår på mange måder ubegribeligt. På grund af omverdenens konstante foranderlighed er det uoverskueligt at skulle forestille mig, hvordan mit eget liv ser ud om blot et år eller to.

Den medierede virkelighed gør, at vi hele tiden kan følge med i, hvad der foregår ude i verden – på godt og på ondt. Fra jeg slår øjnene op om morgenen og slukker alarmen på min telefon, konfronteres jeg af magtfulde mennesker og verdenskrige. Børnearbejde og realityshows. Al denne viden skal vi selv finde ud af, hvad vi vil stille op med.

Ovenpå Trumps (andet) opgør med Paris-aftalen, som næppe har kunnet komme bag på mange, synes fremtiden endnu mørkere på klimaområdet. Selvom USA langt fra er den største ”klimasynder”, er dette en trist udvikling for verdens sammenhængskraft.

Alt imens vi kæmper vores egen klimakamp herhjemme, skal vi leve med, at et land som Kina udleder næsten dobbelt så meget CO2, som USA og Europa udgør tilsammen. Det kan få mig til at tænke på klimakrisen som uløselig.

Jeg er langt fra den eneste, der har svært ved at holde fast i optimismen. Kun godt hver tiende dansker tror på, at samfundet er meget bedre om ti år, end det er i dag. Det viser en repræentativ national meningsmåling fra forandringsbureauet Operate.

Ifølge Operates indsigtsdirektør, Camilla Guldberg, er vi blevet mere kritiske overfor samfundets institutioner:

”Tilliden til autoriteter i samfundet daler, tilliden til vores ledere og deres evner til at skabe samfundsforandringer ændrer sig,” fortæller hun i en artikel i mediet Mandag Morgen.

At leve livet til fulde

Men skal vi overhovedet bevare denne fremtidsoptimisme, når verden på nogle områder er på vej i den forkerte retning?

For mit psykiske velbefindende er det vigtigt af have en vis tro på, at der eksisterer, eller at der kan opfindes løsninger på klimakrisen. Hvis ikke jeg har en grundlæggende følelse af optimisme for fremtiden, kan jeg ikke leve mit eget liv fuldt ud.

Jeg har oplevet, at mange, særligt unge, sår tvivl om, hvorvidt de overhovedet fortjener at leve livet fuldt ud, hvis det skal koste de kommende generationer. Men det tror jeg på, at vi skal.

Som den danske digter og opfinder Piet Hein engang skrev i et af sine mange digte:

”Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det.”

Ja, vi har ret til at nyde livet til fulde, og det har jeg en stærk vision om at gøre – selvfølgelig med min samvittighed i bagagen. Bevidstheden om klodens tilstand er viden, som ikke kan slettes fra min hukommelse, heldigvis for det.

Det er den dårlige samvittighed, det giver mig at lægge oksekød i indkøbskurven, eller når jeg køber endnu et stykke tøj til min i forvejen fyldte garderobe. I sådanne tilfælde er min bevidsthed om klimaudfordringer med til at skabe handling i mit eget liv, og ligeledes er den kollektive bevidsthed med til at skabe forandring på samfundsniveau.

Den journalistiske klimadækning er i høj grad præget af denne krisebevidsthed. Min helt personlige oplevelse er, at negativiteten i klimadækningen afføder modløshed hos modtagerne, som i værste tilfælde kan føre til klimaangst og depression.

Jeg forstår udmærket, at nogle mennesker vælger at slukke for nyhedsstrømmen som reaktion på de endeløse krisefortællinger. Derfor bør medierne lægge mere vægt på konstruktive og løsningsorienterede nyheder, der kan være med til at afføde håb hos modtagerne.

At tale om bekymringer

Jeg skriver dette indlæg for at dele mine egne tanker om fremtiden, i håbet om at nogen vil kunne relatere til mine følelser og overvejelser.

Som undersøgelsen fra Operate viser, er vi mange, der kan rammes af modløshed, og derfor bør vi dele disse tanker og følelser med hinanden. Miljøorganisationen Greenpeace skriver på deres hjemmeside følgende om håndteringen af klimaangst:

”At tale med familie og venner om klimakrisen og klimaangst kan hjælpe med at bearbejde angsten.”

Personligt hjælper det mig meget at tale om emnet med mine nærmeste. Vi udveksler anbefalinger til klimaprofiler på nettet, deler viden om nye tiltag og opfindelser på klimafonten, og så kan vi spejle os i hinandens til tider modløse tanker.

Det giver mig ny viden og perspektiver på verdens udfordringer, og ikke mindst får det mig til at føle mig mindre alene. Selvom vi alle deler samme bevidsthed om verdens udfordringer, går jeg faktisk altid fra samtalerne med mere optimisme i bagagen. Følelsen af at stå sammen i kampen mod noget, der kan føles ukontrollerbart, gør det til en mere håndterbar størrelse.

Som Piet Hein skrev i et af sine andre digte om troen og håbet:

”De reneste tåber/de tror på det modsatte af/hvad de håber./Nej, de optimister/som livet beror på/er dem, som tør håbe/på noget, som de tror på.”

Uden håb og optimisme er det svært at leve det liv, som vi alle fortjener at leve.

Tekst: Louise Agerfeld
Visuelt: Maja Renner Weichel
Redaktør: Kamille Agerley