Hvordan Liam Paynes død konfronterer os med vores egen dødelighed

I den amerikanske serie ‘The Office’ udtaler karakteren Kelly i et interview: ”I never really thought about death until Princess Diana died. It was the saddest funeral ever”. Og så, efter et øjebliks eftertænksomhed: ”That and my sister’s”.

Kelly er selvfølgelig en fiktiv person, og fremstår som en karikatur på en overfladisk kvinde, som popkulturen har taget kvælertag på. Citatet er med al sandsynlighed ikke tænkt som en seriøs opskrift på, hvordan vi skal forholde os til døden.

Alligevel synes jeg, at det er enormt interessant at vende tilbage til det gran af sandhed, der gemmer sig i denne måde at tænke på, og hvordan chokbølgerne fra kendte menneskers død skyller ind over os samt hvad de efterlader.

Vi kan ikke blot tillade os at sige til Kelly, at hun ikke kendte Diana personligt eller at der dør mange mennesker hver dag, så hvorfor skulle Diana være vigtig? I stedet skal vi tage Kellys følelser – og vores egne – alvorligt.

Klik her og Støt SEIN

One Direction som baggrundsmusik til livet

Liam Payne, tidligere medlem af boybandet One Direction, døde i efteråret. Da nyheden om hans død kom ud, var det lidt som om, der var en forsinket reaktion fra de traditionelle medier i at tildele det særlig meget spalteplads.

Måske fordi Liam Payne for en 60-årig kulturredaktør er et lidt abstrakt navn at forholde sig til. One Direction gik trods alt i opløsning 8 år inden hans død, og på overfladen kan det derfor være svært at forstå, hvorfor så mange af de samtaler, jeg havde i de oktoberuger lige pludselig handlede om Liam Payne.

Det er ikke fordi, jeg nogensinde selv har været fan af One Direction, men jeg er alligevel uden tvivl vokset op med dem. Jeg er faldet i søvn på veninders værelse, mens Liam Paynes øjne stirrede på mig fra 20 forskellige plakater, udklippet fra ‘Vi Unge’. I hvert frikvarter i folkeskolen har jeg hørt hans stemme i de sange, der blev sat på smartboardet.

Vi havde en ordning i min klasse, hvor vi skiftedes til at sætte en Justin Bieber-sang og så en One Direction-sang på, fordi det for en 12-årig føltes som, at det var de to mest definerende genrer af musik. 

Da jeg for nogle år siden kørte studenterkørsel, hørte vi ‘What Makes You Beautiful’ på vognen.

Selvom vi kom fra forskellige folkeskoler, er One Direction uden tvivl så stærk en kulturel fællesnævner, at alle kunne sangteksten udenad og at vi alle så stranden i musikvideoen for vores indre blik; et vagt glimt af en fælles fortid, en fælles forelskelse i Harry Styles og en fælles referenceramme.

Med andre ord var One Direction, og dermed Liam Payne, en del af den kulturelle baggrund til min verden, som jeg tog for givet. Noget, der bare var der.

De fleste har sikkert prøvet en gang i mellem at blive fyldt med angsttanker, hvis deres søster ikke svarer på et opkald. Hvad hvis der er sket hende noget? Eller måske at være lettet, når man får en besked fra sin mor, der er landet sikkert efter en flyrejse.

Men jeg går ud fra, at de færreste seriøst har overvejet muligheden for, at et boy band-idol skulle dø.

Så da jeg stod på togstationen i Aalborg af alle steder og så på Instagram, at Liam Payne var død, var det en overraskelse. Både det, at han var død, og det, at jeg fik tårer i øjnene over at læse det. Jeg kunne ikke tænke på andet den togtur. 

En generations død

Det er måske en proces, alle generationer skal igennem, når nogle af deres kulturelle idoler pludselig dør alt for tidligt. Det lyder måske lidt langt ude, men jeg vil sige, at det kan rokke ved vores egen bevidsthed om vores egen dødelighed.

Jeg kommer aldrig nogensinde til at kunne danse til ‘What Makes You Beautiful’ eller ‘Best Song Ever’ uden at tænke en lille smule på, at Liam er død.

På samme måde som jeg ikke kan se ‘Friends’ uden at tænke på, at Chandler/Matthew Perry er død eller se Harry Potter-filmene uden at tænke på, at skuespillerne bag Hagrid, Dumbledore, Snape og McGonagall er døde. For at sætte det på spidsen, vil jeg omvendt aldrig aktivt tænke over, at Beethoven er død, når jeg hører Måneskinssonaten.

For selvom vi ikke kender de mennesker, så var de alligevel en del af vores liv, i en form for kulturelt baggrundstæppe, og det er klart, at deres død påvirker os.

Og at det sår frøet til en anden form for usikkerhed og tvivl på det konstante og givne i verden, når vi lige pludselig ved, at One Direction tager fejl, når de i en af deres sidste sange, ‘History’, synger: “We could live forever.”

Samtidig kan jeg også nemt forarges over mediedækningen af Liams død. Når han som kulturelt idol lige pludselig træder ud af rollen som menneske, som far, som søn, så hans død ikke er forbeholdt hans nærmeste.

Det bliver i stedet en kollektiv begivenhed, hvor vi næsten inviterer os selv, gennem pressen, til hans begravelse. Noget, jeg selv gør mig skyldig i lige nu.

Omvendt er det også vildt, at et enkelt dødsfald kan få så meget opmærksomhed, når der hver dag dør tusindvis af mennesker på mindst lige så tragiske måder, som følge af krig, folkemord, naturkatastrofer og sygdomme, som kunne være helbredt.

Men selvom jeg kan forholde mig kritisk til den grad af opmærksomhed hans død fik, vil jeg omvendt heller ikke slå det hen som overfladisk.

For da jeg sad på vej i toget fra Aalborg og hørte ‘Story of My Life’ med One Direction og prøvede at græde meget diskret, opfattede jeg det egentlig også som et ret smukt øjeblik.

Det at være i stand til at mærke vægten af døden, af ikke at tage livet for givet og føle sorg og savn efter et andet menneske, var alle sammen følelser, som jeg tillod mig at have i det øjeblik.

Og det var rart at forestille sig, at det den oktoberdag var følelser, jeg bar rundt på sammen med resten af min generation.

Tekst: Laura Rye Bislev
Visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen