Hvordan jeg fik en ven (rent teknisk)

20. oktober 2021

Det er så naturlig en ting at blive venner med nogen. Når vi tænker på, hvordan de venskaber, vi har, er opstået, kan det ofte godt forklares. Men hvis vi skulle forklare nogen, hvordan man aktivt går ud og skaber et venskab med et fremmed menneske, er det måske mindre ligetil. Begge dele skriver Nikoline om i denne tekst.

Engang fik jeg at vide af en daværende veninde, vi kan kalde hende A, at hun havde drukket kaffe med en pige, som syntes, jeg virkede sød. Der var glat i græsset af blommer, som snart blev brune, alle mennesker var nye, og måske A aldrig rigtig var min veninde. 

Næste gang hun og pigen drak kaffe, var jeg med, og den pige, lad os kalde hende S, blev min veninde. Hvornår og hvordan det præcist skete, at S og jeg blev venner, ved jeg ikke. Vi sad på et vattæppe og drak kaffe, måske det faktisk var urtete med mynte og lakrids. Jeg så meget på S, og når S ikke så på mig, da så jeg på A. A var blond og klædt i klare farver, det er hun måske stadigvæk. Hun havde et af de der grin, som ville larme, hvis alle andre end hun brød ud i det under en samtale. Det grin var ofte til stede, særligt når hun var sammen med nye mennesker, det vækkede andres appetit til at grine med. S var mere falmet, mørkhåret, klædt i jordfarver. Når hun talte, var det med en lav, mild stemme. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var en fin måde at få andre til at lytte på. 

Hun holdt samtalen i gang. Imens tog jeg en slurk for hver gang, jeg glemte, hvad man siger, når man skal blive venner med nogen. 

Det var fredagen forinden, at S og jeg havde gjort indtryk på hinanden. Der var fest, og jeg dansede med et par enkelte andre, jeg overdrev nogle trin, som de andre grinte ad og efterlignede. Det boblede indeni, og jeg frygtede, at jeg udenpå havde et overanstrengt ansigtsudtryk, som jeg havde for vane at få, når jeg boblede indeni på et dansegulv. Sådan et ansigtsudtryk, der enten signalerer, at jeg er dybt frustreret eller upassende meget det modsatte. Det værste var, at det var her, S blev en del af den gruppe, jeg dansede med. Hun havde et rødt sæt på og jeg en sort dragt med blottet ryg, og hun var sej uden at prøve på det. Vi dansede vist længe i gruppen, men så vidt jeg kan huske, sagde S og jeg aldrig et ord til hinanden. 

På vattæppet må jeg have været dybt taknemmelig for A’s tilstedeværelse. Hun holdt samtalen i gang. Imens tog jeg en slurk for hver gang, jeg glemte, hvad man siger, når man skal blive venner med nogen.

Det blev langsomt efterår, og jeg var stadig i tvivl om, hvordan jeg skulle nærme mig S. Jeg vidste ikke, om vi nu var nået dertil, hvor jeg kunne spørge, om vi skulle drikke kaffe bare os to. Måske en gåtur var mere passende. Jeg var ikke længere veninder med A, S var heller ikke rigtig, og med A forsvandt en fælles veninde. Vi var helt det samme sted, lige mellem at være hinandens venner og bekendte. Der var ingen andre til at samle os på vattæppet end os selv. Efter første gang vi drak en øl sammen alene, kaldte jeg hende en veninde. Efter første gang vi sås efter højskole, kaldte jeg hende en veninde og kunne mærke, at det var mindre omskifteligt.

A kaldte jeg derimod en veninde efter knap 2 uger. Med hende blev initiativ til kaffe-grænsen overtrådt hurtigt, på papiret var vi venner, det varede kun ganske kort. Hun nåede slet ikke at låne alle mine bukser og se, hvor godt de også ville have siddet på hende, eller at høre alle de nuancer, jeg kunne have bidraget med under et afsnit reality. Hun nåede ikke at mærke, hvor god en veninde jeg var. Det værste var, at jeg tror, hun valgte mig fra, fordi det netop var det, hun søgte. Jeg forestiller mig, hun valgte mig fra på uoplyst grundlag. Jeg ved ikke, hvornår et grundlag er godt nok oplyst til, at man må tage sådan et valg. Derfor har jeg sjældent selv taget et. Jeg har næsten udelukkende valgt at blive valgt.

Det er snart to år siden, jeg mødte S og A. Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at visse omstændigheder var afgørende for, om venskaberne varede ved:

Der var det stedsmæssige i venskabernes begyndelser. Vi fandt de samme gange at gå på, vi fandt de samme grønne, glidende stolehynder, vi fandt den samme store øseske i havregrøden, vi fandt hinanden, før vi rigtig kunne finde rundt. Det sværeste ved det stedsmæssige var, når andre var med: Var en af os alene og den anden sammen med andre, virkede det mere risikabelt at nærme sig. Så var det, som om det stedsmæssige handlede mere om, om der var plads til, at den ene tilsluttede sig den anden. 

Nogle bliver kærester i vores alder ved at spørge. Ingen bliver venner i vores alder ved at spørge.

Der var det tillidsmæssige, når vi nærmede os hinanden. Når vi nærmede os hinanden, så vi mest på os selv. Når vi så på hinanden, var de ting, vi så; antydninger af smil ved hurtige bemærkninger, berøringer på armen, varme, grunde til at andre også så på den, man ville være venner med, tegn på at dette menneske også gerne ville være venner med en. De ting, vi ikke så, var nøjagtigt de samme ting som dem, vi så, men på tidspunkter hvor vi kiggede væk. Det sværeste var at huske på de ting, vi så. Tro på, at de var der. At den anden gerne ville, når vi ikke kunne se det. Nogle bliver kærester i vores alder ved at spørge. Ingen bliver venner i vores alder ved at spørge. Når en romantisk relation stopper, kan det mærkes tydeligt. Ofte slår man op. Hvis det ikke går, gør det ondt, fordi det er den ene person, man havde en forhåbning om, at det ville gå med. Med venskaber er det noget andet. Ofte ebber det ud. Hvis det ikke går, gør det ondt, fordi man ikke regner med at skulle kysse mange frøer, før man finder én ven. Der er ikke samme forståelse for, at det brister.

Der var det tidsmæssige. Det gik hurtigt med A, det gik langsomt med S. Med A blev ingen tid spildt, men den blev tabt, jeg ville gerne have haft mere af den. Venskabet med S gik langsomt, det var grundigt, det tog mere end det halve år at stadfæste. Jeg tror måske, det generelt gælder for mig, at min tillid til venskaber er afhængig af, hvor længe de har holdt. Jeg har en hovedregel: Jeg plejer at tænke, at har de holdt et halvt år, så holder de som regel i hvert fald lidt endnu. Under det halve år holder jeg øje, ikke som sådan med personen, bare med venskabet. Jeg bilder mig ind, at så længe mit øje er på det, kan jeg se begyndelsen på enden på forhånd, og jeg kan måske holde det kørende. Lidt ligesom hovedpersonen i Erica Jongs ‘Luft under vingerne’. Hun begynder romanen med at forklare, hvordan hun kan holde det fly, hun sidder i, i luften, netop fordi hun er bange for, at det styrter. Hvis først hun slapper af, så styrter det ned.

Der var det passive og det aktive. Da jeg blev venner med A, stod æbletræerne og initiativerne i flor, men da bladene visnede, var det allerede længe siden, venskabet havde gjort det. Jeg er kommet frem til to grunde til, at venskabet holdt op, jeg tror på den ene af dem: Jeg var ikke det, hun ledte efter, og jeg var for ivrig. Jeg sparede på kaffen, når den blev drukket med hende. Jeg lyttede efter, hvornår jeg kunne klemme smukke sætninger ind i hendes talestrøm, mere end jeg lyttede, og mere end jeg mente de smukke sætninger. Da jeg blev venner med S, var det tøvende, mere genert, forsigtigt næsten. Jeg var ofte i tvivl om, om det var der, så spinkelt og skrøbeligt føltes det. Jeg ville næsten ikke kalde det et venskab, af frygt for at det ville briste. Jeg ville så gerne kalde det et venskab.

Hvad tænker du?

  1. Malin siger:

    Virkelig fin tekst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Ønsk dig SEIN i gave