Føddernes Begær

23. maj 2022

Hvordan kan vi lade vores beklædning styre os? Med et surrealistisk take tager Mikkel os med rundt på et gråligt gulv, der skal vise sig at være fyldt med fremmedgjorte ting og sager og minder fra en nær fortid fyldt med både positive og negative følelser.

Jeg åbnede langsomt og modvilligt mine øjne. Det første, nærmere eneste, jeg så, var det triste grå skær fra nogle lysstofrør, der hang et sted over hovedet på mig. Jeg lå på maven, så det, jeg kunne se, måtte være afspejlingen i gulvet. Med overraskende besvær fik jeg vendt mig om, sat mig op og kigget ned ad mig selv. Jeg så anonym ud. Ikke anonym som når Shia Labeouf går rundt i combatboots og en quarterzip, eller som når Bella Hadid har momjeans og en cropped striktrøje på, men mere på en måde der siger: ”Jeg gad ikke engang gøre mig umage, da jeg kiggede skabet igennem i morges”. Jeg kunne lige så godt have været nøgen.

Det, at jeg var kedeligt klædt, skræmte mig allerede, men det var først da mit blik ramte lidt længere nede, at jeg lammedes af frygt. Dels fordi mit personlige udtryk var visnet, dels fordi jeg havde nøgne fødder. Febrilsk og forvirret rejste jeg mig op og kiggede rundt. Det grå skær blændede mit blik uanset, hvor det faldt.

Med svækket energi tog jeg de første skridt. Det føltes som at løbe et maraton at skulle løfte benene gang på gang. Havde jeg bare haft et par Vaporflys på fødderne. Vaporfly var den sko Eliud Kipchoge havde på, da han som den første nogensinde gennemførte et maraton på under to timer. En skam, at det var det, den sko blev kendt for, stilmæssigt var de noget helt for sig selv. Den eleverede sål og det futuristiske udtryk gav dem en følelse af et par plateaus perfekt designet til streetstyle i 2050’erne. Samtidigt var det som at gå på en sky at have dem på. Den spidse hæl, der ragede lidt ud på underlaget bag ved hælen, gav dem mere tyngde end mange andre sko og gav en kantet komposition til bærerens samlede stilistiske udtryk. Et par Vaporflys ville have gjort hvilket som helst antal maratoner til en dans på roser.

Et par maratoner senere stødte min storetå på noget på det grå gulv. Det var en genstand formet som et fladt rektangel, det føltes blødt. Over den lå der et stykke stof, og ovenpå stoffet lå der en endnu blødere firkantet genstand, der føltes lun. Jeg gik rundt om det i en stor bue. En mindre cirkel lå på det grå gulv ved siden af, men den her var hård og hvid med små krummer på, og en gennemsigtig cylinder stod ved siden af. Det, der fangede mit blik, var dog de udtrådte Kawasakis, der lå op ad hinanden et stenkast fra det flade rektangel og den hårde cirkel. Jeg samlede dem op med det samme og kunne mærke mit hjerte banke hurtigere. Lige min størrelse! udbrød jeg højt og knyttede den ene næve for at cementere sejren. Omhyggeligt tog jeg dem på og følte mig straks bedre tilpas. Der var mudder op ad tåboksene, sålen på venstre sko hang i laser, og der var revner hist og her, men alligevel havde det aldrig følt bedre at have sko på. Specielt disse sko. Jeg havde haft dem på i skolegården i 5. klasse og kunne tydeligt huske, hvordan jeg følte mig ekstatisk over min udstråling den dag. Dette var en følelse, jeg havde haft et utal af gange gennem årene, men som var forsvundet fra mit sind. Jeg fnyste kort og uden at tænke videre over det, vendte jeg tilbage til euforien af at være den stilmæssige hersker af boldburet.

Med fornyede kræfter tog mine Kawasakis mig videre rundt på det gråoplyste gulv. Skoens sorte og beskidte look stod i kontrast til det nedtonede gulv og gjorde mig hurtigt opmærksom på, hvor kedeligt livet havde været. Der skulle noget til at bryde farvekombinationen af grå og mere grå. Jeg kunne mærke lettelsen over afvekslingen strømme gennem mig.

Kawasakierne blev pludseligt tungere og tungere at gå i som om en ny håndfuld ris blev lagt ned i poserne på siden af en luftballon, hver gang jeg tog et skridt. Til sidst var det igen maraton efter maraton, der skulle overstås. Jeg gik lynhurtigt i udforskningstilstand igen.

Av for satan, fuck dig! udbrød jeg højt, idet jeg kiggede op fra gulvets kolde grå overflade. Det, jeg havde ramt, var ikke nogen dig, heller ikke noget det, men derimod et ophøjet fænomen. Gud måtte have kigget ned på mig og valgt benådning fremfor afstraffelse. Med et forsvandt al smerte og utryghed i kroppen. Foran mig lå der et par kridhvide Nike Air Force 1.

Mit temperament begyndte at slå ind, efter hvad der føltes som et par timer. Jeg kunne mærke mine arme rykke sig fra min side op til håret, hvor mine hænder tog fat og rev i de uglede lokker, helt af sig selv. Jeg blev mere verbal, og snart bevægede læberne sig helt uden omtanke for, hvad der kom ud. Alle mulige former for forbandelser og skældsord blev kastet afsted mod det grålige underlag. Balancegangen blev besværlig, nærmest fraværende, og sådan fortsatte den akavede gang, helt indtil den højre Kawasaki sagde fra, og jeg blev kastet fremad, kurrende over det grå gulv. Med armene strakt ud foran mig, lå jeg endnu en gang komplet hjælpeløs. Sekunderne gik, og jeg blev ved med at lave forkrampede sne-engle, lige indtil min tommelfinger bukkede ubehageligt langt bagover, i det den ramte noget udenfor min synsvinkel.

Visuelt af Emma Svane

Jeg følte mig blændet, som var der flere tusinde lysstofrør, der pegede direkte ind i ansigtet på mig, men samtidigt havde jeg aldrig set klarere. Uhindret sad jeg pludseligt på hug foran dem. De lå under en plade, der med 4 monterede stænger under sig nærmest svævede en halv meter over det grå gulv. I bevægelsen fra at ligge ned til at sidde på hug, havde jeg lige akkurat kunne se en genstand eller to, der lå ovenpå på pladen. De her genstande var indviklede, de havde knapper og skinnende lys ud af sig. Havde der ikke ligget et par sneakers designet i start 80’erne, mest set på narkohandlere på USA’s østkyst og senere hen gjort til popkultur gennem hiphop, en halv meter under genstandene, havde jeg måske haft en smule udforskningslyst til overs for, hvad det nu var, som lå der på pladen. Da den tanke var færdigtænkt, lå Kawasakierne allerede kastet hen ad det grå gulv, og mine hænder var ved at tage den højre Air Force 1 på.

En følelse af melankoli væltede ind over mig, da jeg stod og kiggede ned af mig selv, og kunne se de ikoniske stykker fodtøj forneden. Som en bølge af minder, hvor ungdommeligheden var skummet på toppen, der skyllede ind over mig. Jeg lod strømmen tage mig med på en rejse gennem en erindring, der på en og samme tid føltes uigenkendelig og identificerbar. Fornemmelsen af en fjern tid bestående af en evig sommer druknede mig i et væld af eufori, oprør, troskab og naivitet, et følelsesregister, der længe havde trængt til at blive støvet af. Et savn meldte sig på banen, savnet til at føle. I mange maratoner havde vreden været altoverskyggende, en boblende følelse af had, sorg og ulykkelighed, men nu var alting, ligesom følelserne, endnu en gang let. Til et punkt, hvor jeg kunne se mig selv lette fra det kolde grå gulv, langsomt levitere opad. Med et par blink kunne jeg se mig selv hænge oppe mellem lysstofrørene, der gav alt et forfriskende lyst skær heroppe. Den her oplevelse var hele besværet på det grå gulv værd. Jeg kunne se mig selv, se ned af mig selv. Mit udtryk havde fået sig en hel ny karakter, en hel ny personlighed. Jeg så mere afdæmpet modeinteresseret ud, på samme måde som Shia og Bella: ligeglad-stilren. En trendy anonymitet, på trods af at jeg kunne se mig selv svæve ophøjet rundt mellem lysstofrørene i en tilstand, der slet ikke føltes anonym.

Lidt efter lidt åbnede jeg øjnene, og kunne ikke længere se mig selv. Jeg kunne kun se ned ad mig selv, et syn, der krævede lidt tilvænning. Jeg missede med øjnene som for spørgende at dobbelttjekke, om det jeg så var rigtigt. Den samme grålige farve var tilbage, både i mit udtryk og tøjet, men også i gulvet. Udforskningstilstanden føltes mere som en undtagelsestilstand denne gang, men jeg vidste alligevel, hvad jeg nu måtte gøre. Resolut startede jeg det første maraton, men kræfterne var spildte. Min Air Force 1 trådte midt ud i ingenting, simultant med at mit blik faldt på det grå gulv 4 meter under mig. Det tog mig et par sekunder at opfatte, hvad der foregik, og da jeg gjorde, kunne jeg med det samme se lysstofrørene ligge en uhyggelig afstand til mig på meget kort tid.

Smerten i kroppen var det første, der gav sig til kende for mit svækkede følelsesregister. En brændende fornemmelse pulserede i hele kroppen, som var det mit blod, der var virussen i mit system. Jeg vred mig så hårdt jeg kunne i et tamt forsøg på at ryste følelsen af mig, men ingenting skete. Jeg lå helt stille og tænkte kortvarigt, så gik jeg i gang med at bevæge så meget af kroppen, som jeg kunne. Jeg formåede at få rykket op og ned i ansigtsmusklerne og nakken, ellers lå jeg præcis så stille, som da jeg havde ligget og tænkt kort forinden. Jeg bevægede min nakke opad, så jeg igen kunne se ned ad mig selv. Det grå gulv lå udstrakt, så langt øjet rakte på niveau med min krop, som var det en kæmpemæssig kiste. Mine fødder var gudskelov stadig iklædt et par helt hvide Air Force 1, der kun havde fået lidt skrammer, siden sidst jeg så ned på dem. Jeg kunne godt have tænkt mig at se dem nedenunder for at tjekke, om sålen stadig var helt intakt, eller at kunne bøje mig ned for at se på tåboksene. Alt dette blev hurtigt glemt igen, da jeg i samme synsvinkel som på skoene kunne ane en genstand bevæge sig i min retning.

Genstanden havde ikke rigtig en form eller farve, jeg havde set før. Dens farve lignede lidt lysstofrørene blandet med gulvets grålige skær, men formen var ikke til at hitte ud af. Dens bevægelser så dog underligt genkendelige ud.

Den var nu kommet meget tæt på mig, og før jeg vidste af det, stod den få centimeter fra mine Air Force 1. Som jeg lå her og kiggede ned af mig selv, lignede genstanden på mange måder mig selv. Den havde arme, ben og hoved, var også iklædt anonymt tøj og havde endda nøgne fødder. Genstanden tog sig til hovedet med sine arme og udstødte en lyd, som om den var overrasket og glad på samme tid. Bagefter rettede den fokus mod mine Air Force 1 og havde med en hurtig bevægelse taget hænderne ned til mine fødder. Jeg prøvede ikke at panikke, men da genstanden rørte ved mine Air Force 1 slog temperamentet ind igen. Jeg gjorde alt for at vække min krop fra dens dybe søvn. Jeg måtte tænke hurtigt, gøre noget, skrige af mine lungers fulde kraft, prøve at få genstanden til at bevæge sig væk igen, men det virkede ikke. Genstanden havde få sekunder efter overtaget mine Air Force 1 fra mine fødder og spildte ingen tid. Gennem chok og fortvivlelse kunne jeg kun se på, mens genstanden igen bevægede sig samme retning som den kom fra, nu iført mine Air Force 1.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN