Hvordan siger jeg dit navn?

21. januar 2025

Kulturskribent Idun har taget en snak med højskolekammeraten Mastarn om det at stå uden for normen, og hvordan samtalen og nysgerrigheden er en vigtig del af vejen til lighed.

Foto: Julie Frimer

Mastarn og jeg gik begge på skrivelinjen på Testrup Højskoles efterårshold 2024.

Jeg kan godt huske første gang, vi talte sammen. Hun havde hørt mit navn i en navnerunde og spurgte mig, om hun udtalte det rigtigt, bare for lige at dobbelttjekke. Noget, jeg ikke var blevet spurgt om før, men ville ønske, jeg var.

Jeg har hørt mit navn sagt forkert så mange gange, at jeg nogle gange har givet op selv at rette på folk. Der var noget hyggeligt i, at vi allerede dér kunne genkende, at vi havde en delt oplevelse: Det at skulle møde nye mennesker, når man har et anderledes navn.

Det var især rart at vide midt i de utallige navnerunder, der kendertegner starten på højskole.

Hun var den første til at spørge mig så direkte, om hun udtalte det rigtigt, og hun var den første til selv at tage initiativet til at snakke om det. Ikke kun på min højskole, men bare generelt og i lang tid faktisk.

Mødes på ny

Nogle måneder er gået siden, og det føles lidt som at skulle lære hende at kende forfra igen, når jeg spørger hende om at fortælle lidt om sig selv.

“Jeg hedder Mastarn, jeg er 22, er født i Helsingør og opvokset i Struer. Jeg er førstegenerationsdansker, min mor er fra det kurdiske Irak,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg flyttede til Struer i 2013, da jeg var 11, efter at have boet i Helsingør. Jeg blev anbragt i oktober 2012 og boede på institution indtil oktober 2013. Jeg boede hos en plejefamilie, indtil jeg var 20.”

Den første skriveøvelse, vi havde sammen, var en del af den navnerunde, der ledte op til vores førnævnte samtale. Vi havde fået 15 minutter til at lave en beskrivelse af os selv og skulle læse den højt for holdet. Her hørte jeg for første gang en smule om Mastarns baggrund.

Det var velskrevet og anderledes end de andre beskrivelser, jeg hørte den skrivetime. Hendes beskrivelse adskilte sig fra den typiske højskoleelev, som jeg havde hørt, jeg ville møde, og som jeg selv er.

Den stereotype højskoleelev

Nu vi lige er der: Snakken om “den slags højskoleelev” og om et overtal af dem på højskolerne har fyldt meget, både i de store aviser, men også for mig selv, især inden jeg startede. Jeg ville ikke ende i et ekkokammer, hvilket bliver nemmere og nemmere at gøre, jo ældre man bliver.

Det er ikke så simpelt som at kunne dele det op i “typisk” og “atypisk” højskoleelev, naturligvis. Den typiske højskoleelev er så snæver en kategori, at ingen rigtigt lever op til den. Det var også noget, jeg lærte af at tage op til Testrup Højskole.

Men der er et par fællestræk, som mange deler.

Mange er fra hjem, hvor man diskuterer politik og litteratur. Eller også har man bare i forvejen selv en interesse for det. De fleste er venstreorienterede og kæmper de rigtige kampe: kvindekampen, klassekampen og kønskampen. Selv hvis man ikke tilhører de grupper, man forsvarer.

Jargonen på en højskole er meget farvet af det. Jeg tror aldrig, jeg har hørt så mange samtaler om Glenn Bech, Politikens poptillæg og det amerikanske valg som over et givent måltid i spisesalen.

Berøringsangsten i fokus

Derfor overrasker det mig, når Mastarn fortæller mig, at interessen i politik ikke er noget, der kommer særlig meget til udtryk i hendes personlige liv uden for skrivetimerne. Vi har måske læst og rost hendes tekster og diskuteret den politik, der farver dem. Men den personlige samtale med hende om det, har der ikke været.

“Jeg føler virkelig, at folk rigtig gerne vil høre om det og læse det. Men der er meget berøringsangst for de samtaler, det kan lede til. Jeg tror også, at det er berøringsangst omkring, hvordan de skal gribe det an efterfølgende og spørge ind,” siger hun.

Udover det punkt får hun nævnt, at hun har nemmere ved at blive mødt i det at være queer frem for noget andet.

“Jeg tror, folk har nemmere ved at forholde sig til det at være queer, end måske det at være anbragt eller min etnicitetssplittelse,” forklarer Mastarn.

Jeg spørger hende, hvorfor hun tror, at folk ikke tør spørge ind til hende.

“Jeg tror generelt, at vi kan have paraderne meget oppe. Det kan ses på den måde, vi hilser på hinanden. Jeg skulle for eksempel hjem og møde min kærestes familie og panikkede helt over, om jeg skulle give hånden eller kramme – for det er de to måder, man kan hilse på hinanden på,” siger hun.

“Håndtrykket er det mest gængse, men er også meget distanceret. I hvert fald i forhold til Kurdistan, hvor man giver kindkys eller krammere.”

Man kan ikke gå op i en politisk sag uden ikke også at kende sin egen rolle og evner inden for den. Vi ser også på det meget binært: om man er den, der får gavn af tingene, som de er, eller ej.

Nu er vi tilbage ved det igen: Den typiske højskoleelev, den, der diskuterer politik og litteratur, er oftest også den, der er på “den privilegerede” side af de sager, de kæmper for.

 

Samtalen er med til at mindske uligheden – den viser interesse.

Måske kan man, når man står på den side af tingene, hurtigt blive bange for at tale over sig eller stille dumme spørgsmål. Vi vil helst møde folk, uden de egentlig skal gå os for meget i møde. Det er en smuk tanke, og én jeg altid har været tilhænger af, men den har måske også gjort mig bange for at spørge ind, når jeg skulle.

“Vi har allerede prøvet det, så vi har jo arbejdet med det. Så derfor så har vi jo et helt andet syn på det, end folk der ikke har prøvet det før, måske hører om det for første gang og synes, det er lidt voldsomt,” siger Mastarn og fortsætter:

“Jeg tror ikke, man kan stille for mange spørgsmål. I mine øjne kan man altid sige fra, hvis det kommer for tæt på. Så spørgsmål i sig selv kommer ikke til at diskriminere. Jeg har bevæget mig rundt i mange forskellige kredse og har nogle gange oplevet, at det har været som en elefant i rummet.”

“Så når folk endelig spørger, bliver jeg virkelig glad. Også selvom det er på en kejtet eller usikker måde. Det viser interesse for andre mennesker. Jeg tror, vi skal huske på, at samtalen nemlig er det, der mindsker ulighed. Det er fint og smukt at sige, at man kæmper de her kampe. Men det der virkelig skal til er samtaler og det at forstå hinanden,” forklarer hun.

Kun Mastarn kan fortælle sin egen historie

Der var flere på skolen, som sagde, at de glædede sig meget til at læse det, jeg ville skrive om Mastarn, fordi hun jo har så spændende en historie. Det har hun også, men jeg ville ikke kunne opsummere den i en artikel eller gengive den selv, den kan kun findes ved at spørge hende.

Nok har vi begge to unikke navne. Men når jeg skal forklare og udtale Idun, kan jeg sammenligne det med noget genkendeligt – med Ida eller Iben. Jeg kan referere til nordisk mytologi, ungdommens gudinde, hende fra ‘Jul i Valhal’, når jeg forklarer det. Folk forveksler mig højst med en fra Island. 

Det var hyggeligt at kunne genkende det i hinanden, at vi begge havde det tilfælles, at vi måtte lære folk at sige vores navne. Jeg har tit måtte gentage mit navn så mange gange til folk, at jeg har følt mig irriterende. Eller bare levet med at blive kaldt det forkerte. Jeg tror også hun, endnu mere end jeg, har kendt til at måtte gøre det. 

Så jeg tror ikke, det er tilfældigt. at hun er den af os to, der først spurgte, hvordan man siger mit navn.

Tekst: Idun Sandsgaard
Foto: Julie Frimer
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge

Hvad tænker du?

  1. Regitze B. siger:

    Meget tankevækkende tekst – tak !

  2. Tilde Marie Bundgaard siger:

    flot tekst Idun – måske kunne Mastarn lave et bidrag med sin historie, hvis hun har lyst til at fortælle den?
    knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her