Tid til te

Noget af det bedste, jeg ved, er at høre elkedlens klikken ovre fra køkkenbordet. At tage dåsen med Earl Grey ned fra hylden for øjeblikket efter at nyde den klukkende lyd af færdigkogt vand, der hældes op i kruset. Se den gyldne smag brede sig som spiraler i vandet og fortsætte op i luften via velduftende damp.

Som du måske har fornemmet, er jeg kæmpe tefan. Ikke bare fan – jeg er faktisk teafhængig. Når jeg kommer hjem om eftermiddagen, er noget af det første, jeg gør, at sætte en kande vand over. Det er, som om handlingen i sig selv gør mig afslappet. Så varer det nemlig ikke længe, før jeg kan nyde smagen af pusterum og mærke keramikoverfladens varme, der breder sig helt ud i fingerspidserne.

På bagsiden af Marcussens universal-urtete står der skrevet et gammelt kinesisk ordsprog: “Hellere undvære mad i tre dage end te i én”. Selvom jeg ikke helt deler denne – lad os bare sige hardcore – opfattelse, ville jeg nødigt undvære te en hel dag. Det er nemlig ikke kun den gode smag eller varmen i halsen, jeg holder af. Nej, det bedste ved te er den følelse, jeg får, når jeg sidder med en kop i hånden. Hvad enten det er alene på mit værelse opslugt i en god bog eller serie eller i snak med mine venner – ja, så er teen stærkt forbundet med hygge og afslapning. Et fysisk og mentalt break i en ellers så tætpakket hverdag.

Te er desuden perfekt imod kagetørsten, hvis du altså kender den. Det er den tørst, der opstår, når man spiser noget tørt og sødt. Den tørst, der ikke bare kan slukkes med et koldt glas vand eller juice. Her skal der noget varmt og relativt neutralt til, noget, der harmonerer behageligt med kagesmagen uden at overdøve den. For mig hører mælk sig fint til i te – i hvert fald så længe teen er sort. Jeg synes, det giver en god afrunding i smagen, og så er det jo en bonus, at mælken har en kølende effekt på drikken, så man ikke behøver at vente i ti minutter, før man drister sig til at tage den første slurk.

Jeg har kastet mig ud i lidt research for at sikre mig, at jeg nu også ved noget om den drik, jeg har så travlt med at hylde. Nogen kalder teen for verdens ældste kulturplante, og efter at have læst noget tehistorie, kan jeg godt forstå hvorfor: Teen stammer oprindeligt fra Kina, hvor den er blevet dyrket i over 2000 år. Det er stadig kinesisk skik at byde gæster velkommen med en kop te som symbol på venlighed og respekt. En legende fortæller, at det var kejseren Shen Nung, der ved et tilfælde opfandt drikken. Han sad i sin have med en kop kogende vand (han foretrak altid at drikke vandet varmt), da et par blade fra en tebusk via blæsten endte i koppen. Vandet fik straks en spændende farve og duft, og kejseren blev så glad for sin nye “opfindelse”, at han fortsatte med at drikke te og gjorde den til en eksklusiv og fornem drik.

Mange århundreder senere, i 1600-tallet, nåede teen til Europa, hvor man roligt kan sige, den blev et hit. Man skulle tro, at det var englænderne, der blev de første tedrikkende europæere, men faktisk var det hollandske handelsmænd, der bragte de tørre blade med sig fra Asien til Amsterdam. Der gik dog ikke lang tid, før den nye handelsvare bredte sig – bl.a. til Storbritannien, der i 2013 delte titlen som den mest tedrikkende nation med Irland og New Zealand.

I 1717 åbnede Thomas Twining sit første tehus i London. Netop på denne tid begyndte teen at opnå så stor popularitet, at den erstattede øllen, der ellers havde været folks foretrukne drik pga. alkoholens gode konserveringsevne. Teen indeholdt ingen alkohol, men fordi den blev lavet på kogende vand, var den ideel de steder, hvor drikkevandet ikke var rent nok. En klar fordel ved at udskifte øllen med te var, at befolkningen pludselig kunne arbejde langt mere effektivt, fordi de ikke gik rundt og var fulde samtidig.

I 1830 blev Earl Charles Grey premierminister i England. Måske får navnet en klokke til at ringe? I hvert fald var det ham, der fik den sorte teblanding Earl Grey opkaldt efter sig. Den er indtil videre min sikre favorit – især hvis der er lidt jasmin i.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er kommet til at elske te så højt, men at jeg er vokset op i en yderst teglad familie spiller måske en rolle. Min farmor og farfar har, så længe jeg kan huske, serveret sort Assam for os, når vi besøger dem, og selv drikker de den dagligt. Hjemme hos mig er vi også trofaste, når det gælder tedrikkeriet, og i en familie på seks er det næsten aldrig nok kun at lave én kande.

Udover alle de plusser, jeg indtil nu har nævnt ved te, så er drikken også en sund én af slagsen. I flere tusinde år er den blevet betragtet som helbredende, og i dag kan videnskabsfolk godkende, at der er noget om snakken. Urterne indeholder nemlig et stort indhold af biologiske stoffer, som frigives, når de kommer i kogende vand. De er rige på antioxidanter, der er kendt for at mindske risikoen for adskillige sygdomme.

Alt i alt må jeg konkludere, at teen bare er den helt perfekte drik. Den smager godt, er dejlig varm, indbyder til følelsen af ro og hygge, er ideel til at drikke under en samtale, egner sig fantastisk til kage, den er sund, og så er den ikke mindst verdens ældste kulturplante med en historie, der strækker sig langt forbi vores tidsregning.

Ligesom den for de gamle kinesere blev forbundet med imødekommenhed og respekt, synes jeg teen er et oplagt samlingspunkt for fællesskaber. Man kan ikke bare bælle et krus i én mundfuld – sådan et tager tid at tømme. Netop tiden er væsentlig for relationer; når der drikkes te, har man tid til at se hinanden i øjnene. Derfor er det ikke kun drikken i sig selv, jeg hylder med dette indlæg, men også dét rum for snak, refleksion og samvær, den skaber. Både med dem, man holder af, og med dem, man endnu ikke har lært at kende.

Sidst, men ikke mindst, er teen trofast. Altid ved hånden, uanset om man er i festhumør eller bare har lyst til at lægge sig ned og græde. Så er den klar med sin varme, der breder sig helt ud i fingerspidserne. Det kræver nemlig kun at sætte elkedlen i gang med et klik.