Hvordan skal vi være kritiske uden nogen at se op til?

06. november 2019

Tanya har skrevet om følelsen af at miste et medie med substans. Hvordan vi som unge skal forholde os, når ét medie, mange har kært, dør, og et andet opstår.

Illustration af Emma Iben Sahl Frederiksen

Jeg havde netop kæmpet mig op til min lejlighed på 4., da nyhederne tikkede ind. I øjeblikket op til nyhederne var det blot mine beskidte kaffekopper på skrivebordet, der gav mig hurtig hjertebanken. Men det her var et lidt større chok. Det var i virkeligheden også en form for sorg, da de fleste danskere og jeg fik at vide, at Kirsten Birgit og co. på Radio24syv nu var en æra forbi. Den største nyhed var altså ikke, at det nye Loud ville opstå, men at Radio24syv nu for alvor var slut. En otte år gammel radio, der i længere tid havde moslet med at få lov til at lave, hvad de ville, selvom nogle måske ikke ønskede det. Nemlig god og kritisk journalistik. Og nu skulle de forlade sendefladen for good. Altså på mange måder det rene galimatias. Det her er ikke en hyldest til Radio24syv, på samme måde som det heller ikke er en svada mod Radio Loud. Jeg er nemlig ikke fan af alt, hvad Radio24syv har lavet. Det tror jeg heller ikke er meningen. Meningen er nok heller ikke at omvende alle lyttere til kritiske journalister. Men det er med til i hvert fald én ting: at tænke sig om. I hvert fald før man sluger en nyhed om, at Trump har sagt at ’republikanere er dumme’.

Radio24syv måtte altså lade livet til fordel for det nye ungdomsradio Loud. En ungdomsradio med Nationalmuseet og Roskilde Festival i ryggen. Det lyder jo umiddelbart fedt. Et ungdomsmedie med nye, friske værter, der skal levere. Men der er bare en kedelig tendens til, at når voksne får idéen om at lave indhold målrettet til unge, så bliver indholdet ikke altid det fedeste. Det bliver indhold, som nogle mennesker tror, at unge gerne vil have. Men unge vil ikke altid kun have reality-TV og reklamer i neonlys. Vi vil se på verden i det kritiske lys. Vi vil gerne se en MF’er blive ristet for åben skærm. Ikke kun fordi det er komisk, men fordi der er nogen, der bliver stillet til ansvar. Politikere er jo ikke bare almindelige mennesker med hus, hund og have. Det er folk med magt. De står med et ansvar bl.a. over for os unge, når de træffer beslutninger, der er vigtige for vores fremtid. Derfor skal vi vide, når de laver fuckups, der kan gå udover os. Vi skal bestemt også have at vide, når de prøver at skjule de fuckups.

Men unge vil ikke altid kun have reality-TV og reklamer i neonlys. Vi vil se på verden i det kritiske lys.

Nu sidder du og læser en artikel om Radio24syv på SEIN, et ungdomsmedie. Men hvorfor er lukningen af Radio24syv så vigtig, i forhold til hvad vi unge skal høre? Nogle vil jo sige, at Radio24syv’s segment ikke helt passer til dem, der stadig kan købe en ’Ung’-billet til DSB. Men kritisk journalistik handler ikke kun om at få hr. og fru Danmark til at komme ud af sin boble. Det handler om noget så vitalt som at stille spørgsmål til den verden, vi lever i. At stille spørgsmål uden at frygte konsekvenserne. Og det er altså ikke kun forbeholdt generationen over os.

I vores generation er det vigtigt at stille spørgsmål. Men vigtigst af alt at lytte til hinanden. Også på SEIN er det vigtigt at lytte til hinandens idéer og tanker, fordi alle individuelt har en idé om, hvad der er vigtigt i verden. Alle har forskellige idéer om, hvad der er vigtigt at kæmpe for. Men en ting er sikkert: I en verden som den, vi har, kan vi ikke længere overlade ansvaret til andre, men vi må selv gå ud og kæmpe for, hvad vi synes er vigtigt. Vi går ud og demonstrerer, for at vi kan leve på en planet om 20 år. Vi demonstrerer for hinandens rettigheder, om det så gælder reformer i gymnasiet eller menneskerettigheder i Hong Kong. Vi er sådan set også klar over, hvilke knapper der skal trykkes på, hvis vi vil se forandring. Vi ved godt, hvad der sker rundt omkring os. Også selvom de voksne ikke fortæller det. I en verden, hvor tortur af Uighur-muslimer i Kina måske når ud til under halvdelen af de mennesker, som burde vide noget om den sag, så tyer vi til andre metoder. Vi læser det måske på Twitter. Ofte hurtigere end nogle af de danske medier overhovedet får det på tavlen. Vi har brug for at læse kritiske nyheder for at fremme vores egen kritiske tænkning. Og for at vi kan skabe forandring i verden, så skal vi fandme også have retten til at følge dem, der leder op til forandring. Dem, som bringer nyhederne for at insistere på, vi ikke kan hvile på laurbærrene.

Det handler om noget så vitalt som at stille spørgsmål til den verden, vi lever i. At stille spørgsmål uden at frygte konsekvenserne. Og det er altså ikke kun forbeholdt generationen over os.

Som ung står vi nu lidt i midten af det hele. Et medie med substans er nu blevet taget ud af hænderne på os. Som ung vil vi da også gerne have Roskilde Festival og Nationalmuseet på dagsordenen, så skal vi bare omfavne Radio Loud? Jeg tvivler på, at Radio Loud kommer til at bringe den næste Kirsten Birgit. Radio Louds programmer vil noget andet, og det skal der jo også være plads til. Men Radio24syv har været med til at kombinere satire og kritisk journalistik på en hel unik måde, som jeg ikke tror, at Radio Loud eller nogen anden radio vil kunne efterligne. Jeg har følt en form for håbløshed, i form af at den kritiske tænkning bliver censureret til fordel for ren underholdning. Der er ingen tvivl om, at det her forsøg på at slå Radio24syv ud har været med til at slå den undersøgende og kritiske journalistik ud af radioen, selvom det har været en brav kamp. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at de unges kamp for de kritiske medier langtfra er slut.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *