Her sidder jeg med mit lille spinkle hjerte

20. maj 2020

I et teenageværelse hænger lugten af kopnudler i luften, sammen med tonerne af Celine Dions “My heart will go on”. Mens aftensolen står ind i værelset, skriver Krista om kærlighed, om at være en teenager med et bankende hjerte, og om at brænde af både kynisme og længsel. En længsel efter det you, som vi besynger i al poesi.

Kollage af David Yazdandoust

Da jeg var 7 år gammel, så jeg Titanic for første gang. Jeg husker, at Rose og Jack var meant to be. Jeg husker den fysiske smerte i min 7-årige krop over den umulige kærlighed, jeg husker soundtracket “My Heart Will Go On“. Musikvideoens slørede glimt fra Rose og Jacks forelskelse: Rose flygter i Jacks favn, hun overgiver sig helt og fuldstændigt til ham, dér på skibets stævn i den salte vind fra havet, lyden af bølgerne, der brydes mod skibet. Den rosa aftensol varmer dem.

Det var første gang, jeg blev konfronteret med kærligheden.

Céline Marie Claudette Dion blev født i 1968 i Quebec, Canada, som datter af en slagter. Hun var den yngste af 14 børn. 12 år gammel indspillede hun sin første single, som hendes bror sendte til manageren René Angélil. ”Angélil was moved to tears by Dion’s voice and decided to make her a star,“ står der på Wikipedia. I 1991 fik hun sit internationale gennembrud med sangen “Where Does My Heart Beat Now”. Siden har hun udgivet 27 studiealbums med titler som Let’s Talk About Love og Falling Into You.

Og sådan cirka alt, hvad Céline Dion har udgivet, handler om: kærlighed. Hjerter. Forelskelse. Heartbreaks. Og alt, der minder om.

Og sådan cirka alt, hvad Céline Dion har udgivet, handler om: kærlighed. Hjerter. Forelskelse. Heartbreaks. Og alt, der minder om. Fra de første sange i 80’erne, der som roser stille begynder at folde deres blade ud i blomstringen eller som små børn med forsigtighed begynder at vinde kontrol over deres motorik. Hun glider gennem tidens smag, gennem blød, følsom rock med synthesizer hen over flygel til autotune og techno-beats. Først var hun noget velduftende, uberørt på scenen, med de mørke krøller glinsende af hårlak i rampelyset. Det var Eurovision i 1988, hun var 20 år gammel. Og til nu: 52 år. Hun har været 40 år i musikbranchen, hun har en krop, der er blevet mere og mere mager, en krop, der har mistet sin elskede. Og hun synger stadig om kærligheden.

En fyr går forbi mit vindue med en pose chips. Hans hår skinner lidt som Céline Dions i den nedadgående sol. Jeg kan dufte hans aftershave helt herinde på værelset.

Jeg ser tilfældige videoer på YouTube. Et interview med Céline Dion. Hun går rundt uden makeup på terrassen i sit enorme palæ i Florida, og hun dypper fødderne i en azurblå pool. Og jeg ser en dokumentar om en hjertetransplantation. En ung kvinde, sprunget ud fra et vindue, hjernedød, giver i sine efterladte papirer tilladelse til at lade sit hjerte donere. De fjerner altså hjertet fra hendes krop, trækker det ud gennem den åbnede brystkasse og placerer det i en opvarmet kasse, fastmonterer en slange, hvorigennem friskt blod rinder. Hjertet vrider sig bare helt uacceptabelt dér i kassen og drypper lidt. De siger, det er, fordi der ingen krop er til at sidde uden om hjertet, til at forhindre hjertet i at slå så sindssygt som nu. Hjerter har brug for kroppe.

Min krop sidder uden på mit bankende hjerte. Hvad er det, der sidder inde i mig? Tænk at have et hjerte, som banker et helt liv. Tænk at synge om kærlighed et helt liv.

Love can touch us one time / and last for a life time,“ synger Céline. Jeg er 16 år gammel og ved intet om den kærlighed, hun synger om. Jeg sender bare længselsfulde blikke efter crushes, som varer nogle uger, og scroller gennem mit feed af unge, smukke skuespillere og modeller, som jeg kunne overveje at give mit hjerte. Og så går jeg hjem og hører Céline Dion og tænker på al den kærlighed, jeg føler.

Mine læber er sprukne af lipgloss.

Céline er en poet. Hun er en poet, som får sin poesi skrevet af de bedste i verden. Hun er en poet, som optræder i Caesar’s Palace i Las Vegas. Vi vil alle høre Célines poesi. 

Vi vil høre om Rose og Jack, som var meant to be.

En duft af kopnudler breder sig i mit værelse. Suppen i bunden af bægeret glitrer lidt af fedt og aftensol. Det er nu Céline synger: “Once more you open the door / and you are here in my heart / and my heart will go on and on“. Jeg mærker mit hjerte banke under huden. Døren til mit værelse er lukket, der er ikke nogen hjemme.

Hvem er you? Hvem er det, Céline synger til?

Vi vil forelske os. I en eller anden. I en eller anden, som forelsker sig i os. Jeg tror, jeg kunne elske hvem som helst lige nu.

Vi vil forelske os. I en eller anden. I en eller anden, som forelsker sig i os. Jeg tror, jeg kunne elske hvem som helst lige nu.

Vi lader elskede efter elskede glide fra os. Vi er ikke villige til at nøjes, vi er ikke villige til at kæmpe nogen udmattende og langtrukken kamp for kærligheden.

Vi sidder tilbage og hvisker: “Love was when I loved you / One true time I’d hold to”. Vi længes efter et “you”. Det endeløse you, det you, som findes i al poesi. Den bevidsthed i vores menneskeliv, på én gang nærværende og fraværende, som you er.

Er det et behov for anerkendelse, at være genstand for en andens forelskelse, begær? Et behov for endelig at blive forstået og elsket som dem, vi er?

Skal vi kalde det for onani? – kærlighedens onani.

Her sidder jeg med mit lille spinkle hjerte i solnedgangen i forstaden. 16 år gammel og kærlighedshungrende.

Her sidder jeg med mit lille spinkle hjerte i solnedgangen i forstaden. 16 år gammel og kærlighedshungrende.

I 1994 giftede Céline Dion sig med sin manager, René Angélil, ved et privat bryllup, der blev broadcastet live i hele Canada. Hun bar en svulmende kjole i hvid silke og et meterlangt slør flagrende fra et headpiece besat af Swarovski-krystaller.

Jeg synes, at hun ser meget forelsket ud på billederne.

Kate Winslet, som spiller Rose, har for nylig giftet sig for tredje gang, og jeg har læst på nettet, at Leonardo DiCaprio, Jack, siden har datet, hvad der svarer til 24 modeller.

Jeg må tilstå: Jeg tror ikke på kærligheden. Jeg må også tilstå: Jeg tror på kærligheden. Kærligheden er den lille hjertekolde safir, som Rose bærer om halsen. En safir mørk som den nat, Titanic synker i, som mobilskærmen, der ikke lyser op af beskeder, men ligger i stilhed på mit bord.

Ønsket om kærlighed lever i mig som et kredsløb, der strømmer dæmpet. I dét kredsløb: en pink, krystalglitrende galde.

You bliver tilbage, hængende i luften.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN