Hvorfor den lykkelige skilsmisse ikke findes

Det er meget simpelt.

Det er, fordi det ikke er lykkeligt at blive skilt. Det er pissehamrende ulykkeligt.

I børnehaven leger man ‘mor, far og børn’. Det hænger sammen. En enhed, en lykkeboble. Men så blev de skilt. Og så blev det pludselig til mor og far og børn. Og en ny adresse. Og at huske sin yndlingsbamse. Og at sidde længere end de andre i sfo’en, fordi man skal lave to julegaver. Og altid være lidt i tvivl om, hvem man skal ringe op først, når man skal fortælle, hvordan det er gået til et eller andet.

De voksne skal lukke røven, når de snakker om lykkelige skilsmisser. De skal lukke røven, når de siger til børnene, at de har fået bonusfamilier. Det er ikke bonus. Og de skal lukke røven, når de siger til hinanden, at børnene hellere vil have, at mor og far er glade, end at de skændes. I det lange løb er det nok sandheden, men sommetider – og sommetider mange tider – vil barnet, det lille egoistiske barn inde i maven, hellere have skænderier, end man vil have, at mor og far er glade hver for sig. Eller endnu værre: glade med en ny, som ikke er mor eller far. Og så skal man pludselig til at rykke rundt i alle mulige familier. Og være på verdens dejligste ferie, troede man, indtil man kom i tanke om, at der sad en lille forælder i et stort, tomt og forladt hus. Eller være 8 år gammel og lidt bange for stormen udenfor, men mest glad, fordi far lige var kommet forbi. Håbe, at stormen aldrig slutter, for enheden føles en lille smule som en enhed igen, og der er ‘mor, far og børn’.

De voksne føler sig måske små. Jeg ved, at børnene føler sig store. Føler, at nu skal de passe på hinanden og de voksne, for alle er kede af det. Og man skal ikke gøre nogen kede af det. Og derfor opdager man, at man ikke helt kan sige til mor og far, at man selv er ked af det. Eller sige, at den der nye voksen, som kom ind ad døren med sine nye lyde og nye dufte og ikke rigtig gik igen, faktisk godt må tage de der nye voksenlyde og -dufte under armen og smutte ¡gen, fordi man gerne vil have lov til at gå med numsen bar og lugte ud af munden om morgenen. Derhjemme. Ikke i mors eller fars hus, men i sit hjem.

Man sagde ‘mor, far og børn’ i børnehaven, og man sagde også, at ‘man skal holde det, man lover’. Og de havde jo lovet det, at blive sammen, mor og far altså. Og børnene troede, at hvis man løj, så blev det sagt til de voksne. Men nu er det de voksne, der har løjet, og det føles sådan, som jeg tror, at det føles: at sidde i en flyvemaskine og mærke, at den hopper og danser og blive lidt bange og kigge hen på stewardessen, og hun er lige så bange. Så får man ondt i maven. Ikke bonus. Ikke lykke.

Det behøver heller ikke være røv og ulykke og bandeord hele tiden. Det er det ikke. Men lykke og bonus hænger ikke sammen med skilsmisse. Fuck 2 sommerferier. Fuck 2 fødselsdage. Fuck flere julegaver. Når nogen fortæller dig, at nogen skal skilles, skal du lade være med at trække på skuldrene og sige, at “det er der jo så mange, der bliver, at det snart er mere normalt end at blive sammen”. Det er ikke normalt. Det er ikke lykke. Det er ikke bonus.

Det er heller ikke utilgiveligt at blive skilt. Nogle gange var man måske virkelig gift med den forkerte – det ved jeg ikke, for jeg har ikke prøvet det. Men man skal altså gøre sit bedste, og man skal ikke negligere skilsmissen eller putte den ned i en pæn pose. Man skal lytte og prøve at forstå.

Og det må jeg godt sige, for mine forældre er vildt seje, vildt kloge og har vildt meget gjort deres bedste og mere til – og HVIS den lykkelige skilsmisse fandtes, så har jeg overværet den på allernæreste hold. Det gør den bare ikke. Streg under. Udråbstegn. Og det er ikke for at tisse på alle sukkermader i hele verden – man kan sagtens blive glad igen, nej, man bliver glad igen, og selvfølgelig finder man ud af det, det gør man jo (næsten) altid. Streg under. Udråbstegn. Det er bare, fordi det ikke er helt vildt skiderart at høre snakken om lykkelige skilsmisser, bonusfamilie og normaler og føle sig som et utaknemligt, forvokset barn, fordi ens forældre er bedste venner, helt vildt kloge, seje og kærlige, og du sidder et dejligt sted med den ene halvdel af dem, som virkelig har gjort sit bedste … og alligevel kan ens dumme, utaknemlige, forvoksede barnehoved ikke lade være med at snurre rundt om, at den anden halvdel, som virkelig også har gjort sit bedste, altid bare lige mangler.

Jeg ved godt, at der er hundredvis af nuancer. Jeg ved også godt, at folk aldrig gør noget med vilje i en ond mening. Jeg var et glad barn, og jeg er en glad pige, og det hverken var eller er synd for mig. Men der er mange fucked up polerede glansbilleder, og den lykkelige skilsmisse er ét af dem. Og egentlig gider jeg ikke rigtig sige noget, for jeg vil ikke være en brokkerøv, men for et lykkelig-ulykkeligt skilsmissebarn manglede der at blive sat ord på. Det prøver jeg på nu.