Hvorfor er det svært at elske?

21. november 2022

Et af de sværeste forhold, vi har, er ofte det, vi har til os selv. I dette indlæg reflekterer Askild over, hvordan det bliver endnu sværere at elske sig selv, når man støder imod samfundets strukturer. Strukturer, som man må støde imod, indtil de buler og giver sig, så der er plads til den person, man er.

Visuelt af Solbjørk Kuusisto Nielsen

At være sårbar og intim med nogen har altid været en grænse, jeg skulle overvinde. Det er svært at indrømme, men en del af det skyldes nok, at jeg ikke føler, at min krop lever op til andres forventninger. Den passer ikke ind i det binære kønssystem. Og angsten for at blive afvist på baggrund af det har ofte holdt mig tilbage fra mange ting – specielt når det kom til dating og kærlighed. Jeg kan tit føle mig ekstra udsat, når det kommer til at være sammen med nogen: for hvordan fortæller man lige det allermest sårbare til en, man måske lige har mødt over Tinder? Og skal man fortælle det som det første, eller er det i virkeligheden ikke underordnet?

Når jeg ser på mine venner, som dater og har sex og ikke behøver at tage stilling til de samme bekymringer og overvejelser som mig, kan jeg godt føle mig ret meget udenfor. De kan tage ubekymret i byen og dyrke uforpligtende sex med hvem, de vil. De kan gå på tinder og matche med et hav af forskellige mennesker, hvor de alle har dét tilfælles, at de ikke behøver forklare deres køn på forhånd. Det ligger jo implicit i vores kultur, at man er cis-kønnet, med mindre man siger noget andet.

Det bliver især tydeligt for mig på datingapps, hvor der ofte er en klar opdeling mellem køn. En app, der hedder Feeld, er nyeste skud på stammen af dating apps, som skulle være mere inkluderende. Den lader en vælge blandt flere forskellige kønsidentiteter; både hvad man selv identificerer sig som, men også hvad man er til. På den måde kan man også aktivt fravælge overhovedet at få vist kønsminoriteter på sin forside, og jeg kan godt have en følelse af, at jeg nemmere kan blive fravalgt af andre, alene fordi jeg er en minoritet.

Nu kan man ikke længere se, at jeg er queer, og man kan ikke længere se, at jeg ikke er cis-kønnet. Derfor bor der også en lille frygt i mig for, at det bliver svært at finde det her trygge rum i en cis-kønnet jungle af kroppe.

For mig er det vigtigt, at der er et trygt og inkluderende rum, når det kommer til krop, sex og forventninger. I det lesbiske miljø fandt jeg den tryghed i form af et stærkt fællesskab og en følelse af endelig at høre til et sted. Nu passerer jeg som en cis-kønnet mand, og mens det har givet mig rigtig mange privilegier, har det også givet mig andre udfordringer, jeg ikke havde tænkt over før. Nu kan man ikke længere se, at jeg er queer, og man kan ikke længere se, at jeg ikke er cis-kønnet. Derfor bor der også en lille frygt i mig for, at det bliver svært at finde det her trygge rum i en cis-kønnet jungle af kroppe.

Jeg synes, det er svært at elske sig selv og sin krop, når man føler, man skal passe ind i et system. Det med at passe ind er på mange måder noget, jeg altid har ønsket, at jeg gjorde – på lige fod med mine cis-kønnede, straight venner. Men samtidig ønsker jeg også at bryde med den her følelse. Samfundet har aldrig givet den samme plads til mig og min queer-identitet som til den cis- og hetero-normative kultur – det er noget, jeg har været nødt til at skabe plads til selv. Så på mange måder er jeg også glad og stolt af min queer-identitet, fordi den er med til at at gøre op med de her strukturer, som er med til at begrænse mig og mange andre unge.

Det er et kropsideal, som har præget mit forhold til min krop lige siden og gjort det enormt svært at elske de dele af den, som ikke er hyper-maskulint.

Det kan stadig føles rigtig ensomt at være transkønnet – især hvis man har få eller ingen at spejle sig i. For tiden ruller tv-programmet ‘Sex med P3’ over skærmen, som bliver omtalt som seksualundervisningen 2.0. Det er på mange måder et revolutionerende program sammenlignet med den mangelfulde seksualundervisning, man fik i grundskolen. Et af de afsnit, der kommer ud, er særligt dedikeret transpersoner og trans-kroppe. Her fortæller en række transpersoner om forholdet til deres kroppe og køn, samtidig med at de er helt eller delvist nøgne. Det er et hudløst ærligt afsnit og en vigtig repræsentation af queer-kroppe, som jeg har manglet igennem min egen opvækst.

Jeg har naturligt altid sammenlignet min krop med en stereotyp, ciskønnet, maskulin krop (læs: David statuen), for det var dét billede af en mandekrop, jeg blev præsenteret for mange steder i populærkulturen. Det er et kropsideal, som har præget mit forhold til min krop lige siden og gjort det enormt svært at elske de dele af den, som ikke er hyper-maskulint.

En stor del af min ungdom er blevet brugt på at være usikker på mit udseende, og jeg tror, at det havde været anderledes, hvis jeg havde haft flere queer-personer og -kroppe at spejle mig i. I de seneste par år er der kommet en væsentlig større repræsentation af transpersoner i medierne, og det går også i den rigtige retning. Men der er stadig lang vej endnu, og der er stadig meget, der skal ændres i hele måden, vi opdeler og definerer køn på.

Hvad tænker du?

  1. Johanne siger:

    Så fint og vigtigt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her