Hvorfor får jeg dårlig samvittighed, når jeg ikke har overskud til andre mennesker?

Sommetider kører alting i et meget højt gear for mig. Aftaler, arbejde og fritidsinteresser smelter sammen til én stor masse, og jeg bliver overrasket over, at ugerne tager hinanden med en så enorm fart, der gør, at jeg helt glemmer, hvad jeg egentlig lavede i går. Det er både super rart og priviligeret at have en masse at se til. Men det er også ret drænende, når jeg glemmer at trække vejret og mærke mig selv, hvilket er noget, jeg tit gør.

Den seneste måneds tid har jeg haft så mange skønne aftaler. Jeg er virkelig taknemmelig for, at mine venner gerne vil invitere mig til ting og generelt være i mit selskab. Især fordi jeg før i tiden har været ret ensom og ofte meget ufrivilligt alene. Jeg har før i tiden haft få, men gode venner, hvilket stammer fra et af mine yndlings-ordsprog: ‘Hellere få, men gode venner’. Det er noget, jeg synes, er enormt fint og sandt, men når mine tre gode venner ikke havde tid til at ses, kunne jeg tit føle mig ensom. Inden for de seneste tre år er min venneskare virkelig vokset, hvilket skyldes skiftende arbejdspladser, fornyet energi til ting og nok også en tro på, at jeg faktisk er en, folk gerne vil være venner med. Det er noget, der er kommet i takt med, at jeg har fået det bedre psykisk.

Jeg er så taknemmelig for alle de skønne mennesker, jeg har i mit liv. Det er noget, der virkelig er gået op for mig i den seneste tid. Men selvom min venneskare vokser, vokser døgnet desværre ikke, og jeg finder tit mig selv i en position, hvor jeg har mere end to aftaler på en dag. Det lyder måske ikke af meget, men det er det tit for mig. Jeg har altid været lidt skrøbelig i forhold til at skulle mere på én dag, fordi jeg hurtigt bliver overstimuleret og synes, det er svært at skifte mellem flere stemninger på én dag.

Jeg kan godt synes, det er hårdt at skulle være nærværende med mere end ét menneske på tomandshånd på samme dag. At fortælle min ene ven om, hvad jeg har lavet den seneste tid og så skulle fortælle det til en anden senere på dagen. Og omvendt: at skulle være tilstede og lytte på en ven for så at skulle gøre det igen senere på dagen. Dette uden at jeg får et rum til at reflektere over samtalen, følelserne og nærværet, men bare hopper videre til et nyt menneske. Det kan give mig følelsen af, at jeg ikke har mig selv med i begge samtaler.

Jeg har nok mere brug for at være alene og lave ingenting, end jeg vil tillade mig selv. Jeg elsker at være social, have meget at se til og være spontan og åben. Men nogle gange fylder jeg så meget på tallerkenen, at jeg helt mister jordforbindelse. Derfor ender jeg i min seng; helt udmattet, lettere grådlabil og med en underlig tom følelse indeni. Det genererer altid de samme spørgsmål: Hvordan kan jeg lære at skabe den balance, jeg har brug for? Hvordan lærer jeg, at jeg skal have mindst én dag i ugen, hvor jeg ikke skal have nogle planer? Hvornår lærer jeg ikke at gå i panik og overbooke mig selv fuldkommen i frygt for at komme til at føle mig ensom og desperat efter at have noget at lave?

Det ender som oftest ud i, at jeg tit har sagt til min terapeut: “Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik angst og bare græd i en halv time.” Så kan hun igen terapeut-rigtigt og med klog mine fortælle mig, at det er fordi jeg igen ikke har taget mig tid til at lave ting kun for mig. Som eksempelvis at dyrke min boksning, yoga eller en gåtur i mit eget selskab. Så aer hun sig selv på armen og siger: “Björk, husk selv-omsorgen.” Jeg bliver altid en smule irriteret i øjeblikket, fordi jeg synes, det lyder så let, når hun siger det. At det nærmest er lidt åndssvagt. Og jeg tænker ofte: “men hun ved jo ikke, hvor meget jeg har at se til, og at jeg ikke bare lige kan tage en dag ud af kalenderen til mig-tid.” Men hun har jo ret. Og jeg ved, at jeg altid får det bedre, når jeg får gjort de der gode ting for mig selv.

Men det sværeste ved det hele er ikke, at jeg får dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed, når jeg igen må erkende, at jeg har overbooket mig selv. Og at jeg derfor på dagen, hvor jeg har en aftale, kan mærke, at jeg er for træt i mit hoved til at rumme andre mennesker. For hvorfor kunne jeg ikke bare have været bagklog og for én gangs skyld indset, at jeg ikke kan ses med nogen kl. 13, inden jeg skal arbejde kl. 15. Og så også have en aftale efter arbejde om at drikke øl med nogle venner.

Jeg føler, jeg skylder mine venner og mig selv at lære at sige: “Hey, jeg vil vildt gerne lave en fast aftale, men jeg er også bare nødt til at indrømme, at jeg måske ikke har overskud på torsdag. Jeg har lavet så meget på det seneste og prøver at passe på mig selv.” Eller bare indrømme: “Jeg har kørt mig selv hårdt de eneste par dage, nu har jeg brug for alenetid.” For hvis mine venner er gode venner, ville de da forstå dette. De kender mig jo trods alt og ved, at jeg har brug for at trække mig engang imellem.

Men i stedet siger jeg bare ja til alt og overpropper mine dage. Så kan jeg igen møde den dårlige samvittighed, når jeg indser, at jeg ikke altid kan alt det, jeg gerne vil. Jeg tror, det bunder i en frygt for, at folk til sidst ikke vil mig, hvis jeg er ærlig omkring mine følelser. Jeg er så bange for at være utilstrækkelig. At mine venner en dag forsvinder, fordi de synes, jeg er svær at lave aftaler med. Og at jeg nogle gange har ti læste beskeder, jeg ikke har overskud til at svare på. Og derfor er måske nogle af dem, der derfor undrer sig over, hvor jeg blev af.

Frygten for at miste venner, fordi jeg ikke altid kan være tilstede, stammer nok fra, at det faktisk er sket. At jeg har mistet venner, fordi jeg blev sværere at få fat i en periode. Derfor er det nok blevet en grundangst i mig. Det er så ufatteligt svært for mig ikke bare at virke overskudsagtig og sige ja til alt og alle, selvom jeg godt ved, at jeg muligvis kommer til at bakke ud af aftalen i sidste minut. Måske lærer jeg det med tiden, alderen og mere øvelse i selv-omsorg.

Jeg har også erfaret, at det hjælper at holde pause fra sociale medier. Især Instagram har røvet mig meget tid og givet mig en slags dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed over eksempelvis “bare” at ligge i sengen på en fridag. I stedet for at være ude og nyde det gode vejr. Drikke naturvin med en ven på en fancy vinbar på en helt normal tirsdag eftermiddag eller lave noget andet fedt og socialt. For alle synes at være sociale 24/7 på Instagram og har gang i alt muligt mega fedt hele tiden! Men jeg ved jo godt at det ikke er sådan hele tiden, og at alle nok har dage som mig, alligevel kan jeg ikke lade være med at blive ramt af det og føle mig doven eller asocial. Jeg øver mig derfor i at lukke Instagram og prøver at finde ro i, at jeg er et menneske, der har brug for bare at ligge i sengen og stene en serie eller læse en bog. Så jeg kan samle energi til at være social i morgen.