Hvorfor heler mit hjerte så langsomt?

Jeg så engang en TED-talk omkring helingsprocessen efter et endt forhold. Det var en lidt ældre, klog og – efter min optik – troværdig mand, der kunne give mig håb for, hvornår jeg skulle komme ud af denne lidelse, som jeg sad i efter mit brud fra min ekskæreste. I sin tale fortalte han om, hvordan helingsprocessen er delt op i forskellige simple faser, som jeg syntes virkede genkendelige. Og efterfølgende tænkte jeg virkelig, at jeg havde knækket koden til, hvordan jeg hurtigt ville komme over det og blive oprigtigt glad igen.

Første fase: du starter godt ud med at være ked af det og forvirret – hermed er du i benægtelses-/chok-fasen. “Det kan ikke være rigtigt det her, de skal da nok komme tilbage.” Næste fase sker så, når de stadig ikke er kommet tilbage endnu. Og her træder du ind i vrede-fasen. Du finder grunde til at være sur i stedet for ked af det. Måske er du alt i alt egentlig bare sur over, at din tidligere kæreste er skyld i, at du sidder i så meget sorg. Det er da pisse tarveligt.

Derefter kommer du den depressive fase. Her er du bare rigtig ked af det. Måske egentlig også reflekterende over, hvad der gik galt i forholdet, og hvorfor det netop gik galt. Du indser, at det ikke nytter så meget at være sur mere. Du begynder stille og roligt at nærme dig den sidste fase, og den kan du godt glæde dig til… Det er nemlig accept-fasen. Her accepterer man, hvad der er sket. “Vi har slået op, og vi finder ikke sammen igen, og det er helt okay. Det er faktisk sådan, det skal være”. Og bum, så er du i mål. Tillykke, du er officielt kommet videre!

Denne fase bed jeg rigtig meget mærke i. Jeg så det nemlig lidt som et kapløp med mig selv. Om hvor hurtigt jeg kunne overkomme de første tre faser, og hermed komme til den sidste fase – og per defintion være “kommet over” bruddet hurtigst muligt. Accept-fasen er jo på alle måder det, man går og stræber efter i mange måneder.

Men okay, nu er jeg i accept-fasen. Jeg har fundet ro i, at tingene er, som de skal være, og at vi ikke bliver kærester igen – den tanke virker faktisk helt fjern nu. Jeg har reflekteret over, hvad der gik galt, og taget det med mig videre ud i fremtiden. Så hvorfor er jeg stadig trist? Har jeg gjort noget forkert? Hvad er det, jeg mangler at føle? Der er jo ikke flere faser tilbage.

Det er netop derfor, jeg ikke kan lade være med at være kritisk over for idéen om disse faser. Jeg er sikker på, at de fleste vil kunne genkende mindst en af faserne. Og de vil derfor mene, at modellen giver god mening – ligesom jeg selv gjorde. Men som jeg mærkede, så er der måske andre, der heller ikke føler, at det er nok at skulle igennem de forskellige faser, før man kan føle sig hundrede procent helet.

Derudover tager idéen ikke højde for, at vi som mennesker reagerer forskelligt i situationer. Og det er måske ikke alle, der skal igennem alle faserne, før de føler sig helet. Vil f.eks. en person, der normalt reagerer i vrede, også skulle igennem den depressive fase – og omvendt?

Det kan også være, at nogen skulle mærke faserne i en anderledes rækkefølge. Ville det betyde, at man så røg frem og tilbage i faserne? Hvis dette var tilfældet, ville man heller ikke kunne bruge denne idé. Man ville simpelthen miste overblikket over, hvor man var i processen.

I mine refleksioner over hvorfor jeg ikke følte, at accepten var nok, kom jeg frem til, at det nok var, fordi jeg stadig manglede en form for afklaring. Lige en sidste gang for alle. Men gør jeg virkelig det? Var alle tårerne ikke afklaring nok? Var alt den respektløshed, jeg følte, ikke afklaring nok? Ville et “undskyld” overhovedet ændre noget for mig? I bund og grund tror jeg, at idéen om, at afklaring skulle være svaret, er bedre end nogen afklaring, jeg ville få. Hvad ville afklaring egentlig gøre for mig lige nu? Jeg tænker, at chancen er, at den ville skubbe mig tilbage i den depressive fase frem for at hjælpe mig videre ud af faserne.

Jeg tror også, at mange netop sidder fast i, at de føler, at de mangler en form for afklaring. Uanset hvor man befinder sig i faserne, så kan man stadig føle, at man fortjener at få en ordentlig forklaring eller samtale om, hvad der er sket. En som efterfølgende gerne skulle gøre, at man kan gå derfra med ro i sindet.

Den idé kan jeg heller ikke lade være med at være kritisk overfor. Jeg tror på, at man tidligt bliver nødt til at afvise idéen om, at man har brug for afklaring for at kunne komme videre. Jeg får lidt et sug i maven, som jeg skal til at skrive det her: Men nogle gange er den “rigtige” årsag, til at forholdet ikke fungerede til sidst, måske noget, man faktisk ikke har brug for at høre, vide eller forstå. Chancen er også, at der ikke har været nogen bedre grund end det, man selv kan tænke sig til, og at beslutningen bare er sket i øjeblikket.

Jeg har i hvert fald fundet en trøst i at tænke, at fortiden i bund og grund ikke eksisterer mere. Så det, som jeg skal fokusere på, er det, der sker lige nu. Og hvis jeg begynder at hive fat i problemer fra fortiden, vil jeg bare trække mig tilbage igen. Og det er faktisk det sidste, jeg har brug for. Man bliver nødt til at tage en dag ad gangen og se fremad. Og med denne tankegang vil en afklaring netop ikke kunne ændre noget.

Nu er du nok nået dertil i indlægget, hvor du håber på, at jeg kan fortælle dig, hvordan man så knækker koden til at komme over et brud – nu hvor jeg kommer og afviser idéerne om de forskellige faser og afklaring.

Men kan jeg egentlig fortælle dig, hvad den rigtige fremgangsmåde er? Nej desværre, det kan jeg ikke. For sså kliché som det lyder, så er det jo forskelligt fra person til person. Alt, hvad jeg kan fortælle dig, er, at det, som jeg har lært, er, at det er tiden, og ikke faserne eller afklaringen, der heler dig. Og der er ingen skam i stadig at være påvirket, af hvad der er sket, mange måneder efter. Hvis man tager en dag ad gangen og fokuserer på at leve i nuet og ikke kigge for meget tilbage – så vil man en eller anden dag vågne og mærke, at man helt tryg i sit eget selskab, og at man er kommet ovenpå igen.

Derudover har jeg også læst, at det skulle hjælpe at skrive det ned, man føler. Det skulle hjælpe en med at give slip på sine følelser. Så måske ender det her faktisk alligevel med at være min afklaring…