Hvorfor rejser vi os op, når bølgen kommer?

Det amerikanske satire-medie ‘The Onion’ har lavet en youtube-video med titlen ‘Trump Voter Feels Betrayed By President After Reading 800 pages Of Queer Feminist Theory’. I videoen møder vi karakteren Mike, en midaldrende, hvid mand, der arbejder på en stålfabrik i Pennsylvania og stemte på Trump. En beslutning, han efterfølgende fortryder efter at have læst Judith Butler og have lært om de patriarkalske strukturer, der holdt Hillary Clinton fra magten. Han fortæller, at han forstår det hele meget bedre, efter han deltog i et ”gender-fluid non-binary poetry slam”.

Jeg citérer ofte videoen, fordi den for mig er et ret perfekt eksempel på det komplekse i at få folk til at ændre mening. Selvom jeg også nogle gange kan blive fanget af den naive idé, at hvis man bare stak den her mand den rigtige feministiske bog, ville hele hans værdigrundlag falde fra hinanden, så er det ikke tilfældet. Derfor virker det komisk, når Mike i videoen kalder sig selv en cis-het mand og taler om intersektionalitet, fordi vi dybest set godt forstår, at det ikke var hans litteratur-forbrug, der var det udslagsgivende for hans stemme på Trump, men alt muligt andet ved hans baggrund.

Det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi i virkeligheden snyder os selv, når vi tror, at vi kan oplyse og formidle os ud af klimakrisen. Så jeg læste endnu en bog.

I bogen ‘Vi er vejret: At redde planeten begynder ved morgenmaden’ forsøger Jonathan Safran Foer at besvare netop dét spørgsmål. Han er også forfatter til bogen ‘Om at spise dyr’, der udkom i 2009 og i detaljer beskrev de barske realiteter ved animalsk landbrug. Et årti senere i den nye bog ‘Vi er vejret’ beskriver han det at være på bogturné og at sidde og spise hamburgers i lufthavne. Med andre ord: Selv efter at have skrevet en lang bog om emnet og researchet det til hudløshed, sad han stadig og spiste en bøf. Hvis han ikke engang kunne overbevise sig selv, hvordan skulle han så overbevise andre?

Jeg blev selv vegetar for seks år siden. Vores geografi-lærer i ottende klasse viste os dokumentaren ‘Cowspiracy’, og det var første gang, jeg for alvor hørte om, præcis hvor stor en rolle animalske produkter spillede i udledningen af drivhus-gasser. Der var en masse fine procent-tal, nogle grafer og en video af en kylling, der blev slagtet. Og så stoppede jeg med at spise kød. Jeg trappede ned hen over sommerferien til niende og har ikke spist kød siden. Det lyder så simpelt, når man fortæller historien på den måde: Jeg så en dokumentar, jeg ændrede mit liv, og jeg så mig ikke tilbage.

Det er bare kun den halve sandhed. Flere af mine venner og flere fra min familie var allerede vegetarer. Jeg elskede virkelig falafler, og jeg havde allerede eksperimenteret med at lave vegetariske madpakker i noget tiden inden da – ved vitterligt bare at putte spinatblade på rugbrød, fordi jeg havde hørt, at der var meget protein i spinat. Med andre ord var jeg allerede modtagelig over for dokumentarens budskab.

Samtidig har jeg stadig den dag i dag vildt meget lyst til at spise kød. Især om vinteren og om efteråret længes jeg efter den mæthedsfornemmelse, jeg forbinder med kød. Jeg længes efter det trygge, det varme. Mens jeg sidder og som en anden karikatur-tegning af en vegetar tygger mig igennem mine kikærter og spinatblade.

Med sin bog forsøger Foer at flytte fokus fra bevæggrunde og følelser til selve handlingen. Vi er ved at være nået til et punkt, hvor langt de fleste mennesker anerkender de menneskeskabte klimaforandringer. Men alligevel fortsætter de deres liv som før. På samme måde som langt de fleste rygere ved, at rygning er usundt. Der er forskel på at vide og på at føle noget, og klimaforandringer kan være svære at få følelser for. Som i ’Gift ved første blik’: Selvom man godt ved, at der er et helt hold af eksperter, der sidder og hepper på ens følelser, kunne de fleste medvirkende lige så godt kysse en dør, som de kunne kysse deres nye ægtefælle.

Derfor foreslår Foer, at vi starter et andet sted – ved handlingen. Han sammenligner det med, når publikum laver en bølge til en baseball-kamp. Ifølge ham rejser man sig ikke op, når bølgen kommer, fordi man tilfældigvis lige netop i det øjeblik er blevet ramt af overvældende hengivenhed for sit hold eller føler sig som en del af et større fællesskab. Man rejser sig bare op. ”Bølger kræver ikke følelser, de skaber følelser,” skriver han.

Han nævner også den amerikanske krigsindsats under 2. verdenskrig. De amerikanske kystbyer blev ligesom størstedelen af Europa også mørklagt om aftenen, for at tyske krigsfly ikke kunne bruge deres lys at navigere efter. Men for byerne midt inde i landet gjorde det i princippet ingen forskel. Alligevel sad indbyggerne i disse byer også i mørke; aften efter aften. Og aften efter aften var den handling – at slukke lyset – en påmindelse om den krig, der udspillede sig langt fra deres hjem. Det var en påmindelse om den krise, verden lige nu gennemlevede. Det var en påmindelse om, at de var en del af den.

Et af mine yndlings irriterende citater er: ”Du sidder ikke fast i trafikken, du er trafikken.” Med andre ord: Du er også en del af trafikken, en del af en motorvejskø. Du er en del af problemet. Men du er også en del af løsningen. Med andre ord: Du kan ikke blive irriteret over vejret, for du er vejret. Hvad, du spiser til morgenmad, har lige så meget med vejret at gøre, som når vanddamp fortætter til regndråber.

Jeg har hørt ‘Vi er Vejret’ på lydbog, mens jeg gik fra sted til sted udenfor. Jeg hørte den, da der var skybrud i Århus forleden, og gaderne var blevet til floder, og mine bukser var gennemblødte op til knæene. Det var en ret surrealistisk fornemmelse at gå rundt med en oplæser-stemme i ørene, der blidt fortalte mig om de nært forestående naturkatastrofer og kunne se, at de allerede var på vej. Men jeg følte mig i sandhed som en del af vejret, som en del af regnen. Som en del af det hele. Og jeg følte, at det, at jeg havde hældt havremælk i min kaffe den morgen, var det, der kom til at gøre hele forskellen.

Det kan godt være, at det at læse en bog sjældent vil kunne ændre liv, følelser eller meninger. Det er alt det, vi selv gør, før vi læser bogen og alt det, vi gør efter. Det lærte jeg ironisk nok ved at læse en bog.

Tekst: Laura Rye Bislev
Visuelt: Matilde Sigersted