Naturen er en kvinde, der ikke har bedt om din kærlighed – del 1

Jeg er ikke et naturmenneske. Jeg kan godt lide idéen om naturen, men når det kommer til stykket, mærker jeg oftere en let irritation eller angst, når jeg stikker fødderne ned mellem højt græs og alger end nogen form for forløsning. Omvendt tager den kunst, som jeg sætter størst pris på tit afsæt i naturen, og jeg trækker mig gerne med ind i stemninger, når folk omkring mig viser billeder og levende fortæller om dengang, de fangede metervis af fisk ved foden af norske fjelde (eller måske noget mindre idyllisk; bare følte en let tristhed på en mark et sted). Det er en slags second hand nature – at være langt mere behagelig tilpas bag historien eller maleriet end sammen med dem, der render rundt ude i motivet. Og jeg synes, der er noget enormt misundelsesværdigt ved dem, der netop er gode til at være i naturen.

Jeg er rejst til Island, hvor jeg i et par måneder besøger noget af landets storslåede natur. I forsøget på at forstå menneskets længsel efter den, er jeg startet med at se Sara Dosas dragende dokumentarfilm – Fire of Love. 

Filmen handler om det franske vulkanolog- og celebrity-par Katia og Maurice Krafft, der begge mistede livet i et vulkanudbrud ved Mount Unzen i 1991. De optagelser og billeder, som de nåede at fange, er nogle af de mest imponerende, forførende og ikke mindst uhyggelige scener, jeg nogensinde har set. Fra aktive vulkaners lava, der flyder silkeagtigt afsted eller rejser sig truende op foran parret i deres astronautlignende varmedragter, til askelandskaber, der dækker flere hundrede kvadratkilometer i et gråt tæppe, hvor intet liv kan eksistere. Billederne står måbende stærkt tilbage. Med de to vulkanologer i centrum, som spæner op og ned ad bjergsiderne med store klumper af lava faldende omkring sig, er der ingen tvivl om deres dragning mod denne del af naturen og deres dedikation til at forstå den.

Men jeg har svært ved at finde ud af, hvad det er ved naturen, der egentlig er så tiltrækkende? I virkeligheden har mennesket jo aldrig lavet andet end at beskytte sig selv mod den (ja, og så selvfølgelig at finde en mening med det hele); helt tilbage fra de første menneskers kamp mod en anden (menneskelignende) del af naturen, til når jeg står op om morgenen på Island og synes, her er hamrende fodkoldt. Det første, jeg gør, er at hive både sokker og uldsokker på fødderne – det er sådan, vi beskytter os. Undertøj og langærmet undertrøje af uld, longjohns, sokker og uldsokker udenover (godt op om anklerne). Bukser, voksede og regntætte. T-shirt (godt ned i bukserne), uldsweater, skaljakke. Vandrestøvler. Hue, handsker og et ekstra sæt handsker og også en halsedise (uld, selvfølgelig). Og så er vi klar til at erobre naturen!

Men jeg forstår det da også. Jeg forstår godt, når folk stopper op for at tage et billede af solnedgangen – det er mægtigt, og jeg gør det også selv. Men på samme tid er det også de færreste af os, der ikke har set en køn solnedgang før. Der må ligge noget mere i det. Nogle følelser, der rækker ud over det rent æstetiske. Er det, når det hele går i sync? Som når digteren beskriver nyudsprungne blade på træerne og forårsbrisen, der løfter jakken ved det jeg, der lige netop på dét tidspunkt bliver ramt af en meningsfuldhed. Eller omvendt, når alt synes at miste betydning: træerne, der bare er træer, stenene, der bare er sten, idet jeget oplever et tab? Vi kan mærke det i filmen: Helt grundlæggende rører Fire of Love ved kærligheden – både kærligheden til hinanden og til naturen. Det viser sig tydeligt i billedsiden, når vulkanerne eksplosivt skyder deres lava op i voldsomme buketter, eller når alt tildækkes af aske. Det kan dog også blive for poetiseret. Jeg synes, at filmen tager en smule skade af en overgjort og klichéfuld voice-over, der udpensler Krafft-parrets fantastiske billeder og film, der står så flot selv. 

Hos Krafft-parret kan det nogle gange være svært at tyde i hvilken retning, kærligheden strækker sig længst. Det er et større spørgsmål, filmen stiller flere steder. Der virker til at være en ulighed i kærlighedsforholdet mellem Katia og Maurice – ingen tvivl om, at de begge er glade for hinanden; det ser vi på de utallige optagelser af dem sammen, hvor en nørdet humor og ømhed skinner gennem den analyserende tale. Men Katias længsel synes alligevel at være vendt mere mod Maurice, mens hans peger mod vulkanerne. Det er som om, han hele tiden vil gå et skridt længere ind i naturen. Vi ser billeder af ham sejle langs en syreflod i en oppustelig gummibåd, mens Katia uroligt går langs kanten, og vi hører om hans drømme om umuligt at bygge en båd stærk nok til at kunne bære ham over en sø af lava, hvor Katia ikke kan gøre andet, end fortvivlet at ryste på hovedet.

Siden filmen allerede i starten afslører parrets skæbne ved Mount Unzen, bliver kærlighedshistorien hele tiden overskygget af en større tragedie. Det er mennesket, der blindt (og forelsket) nærmer sig naturen og tager konsekvenserne deraf. Det er eksplosionen ved Mount Unzen. Det er tusinder af lig, der ligger spredt over Mount Everest. Og det er Ikaros, der flyver for tæt på solen i sin flugt fra Kreta, hvor han midt i sin nyfundne frihed pludselig ser, hvor smuk ilden er. Der er også noget enormt tiltagende ved myten om Ikaros – jeg ser ham (i den mest naive forstand) som en helt. Det er ham, der tør hengive sig til sine følelser, og i sit overmod nærme sig det umulige. Men er det værd at dø for?

Dette var første del af en miniserie i to dele. Læs anden del her.

Fire of Love kan streames på Disney+ fra d. 11. november 2022.

Se traileren her: