I en tid, der kalder på kollektiv handling, slås vi om at få ret

Har du nogensinde prøvet at være mægler imellem to personer, der er blevet uvenner? Det kan være dine søskende, der over aftensmaden er kommet i karambolage, eller to gode venner, der er gået forbi hinanden og ikke kan finde fælles grund igen.

Ofte er det klart, hvor misforståelsen opstår, når vi ser på konflikten udefra, men det kan være svært at tage de objektive briller på, når vi står midt i den.

Vores skyklapper glider langsomt ned over vores øjne. Vores mål er ikke at løse konflikten, men at ”vinde” den. Og her har vi kernen i det problem, jeg gerne vil adressere.

Det er forkert at betragte en konflikt som en konkurrence, hvor den, der formår at gøre sin version af sagen til den sande, er vinderen. I kampens hede mener jeg, at vi overser, at der ofte er mulighed for flere sandheder i samme sag, og at disse naturligt kan sameksistere.

Boksering eller debat?

Hvis bare behovet for at ”få ret” var begrænset til vores hverdagsskænderier, ville problemet se anderledes ud. Men det, mener jeg ikke, er tilfældet. Problemet strækker sig nemlig ud over middagsbordet i en sådan grad, at det er en del af vores politiske kultur. Det, mener jeg, udøver konsekvent skade på vores evne til at opnå kollektiv forståelse for hinanden. 

Den viser sig særligt, når vi bliver eksponeret for offentlige politiske debatter. Det bedste eksempel er nok, når tusindvis af danskere ugentligt ser ‘Debatten’ på DR, hvor vi bliver mødt af en holdopstilling på hver sin banehalvdel, der ikke er castet til at udvise forståelse og respekt for hinanden.

Det kan føles som det modsatte, næsten som et cast til et realityprogram, med den bedste chance for et spektakel.

Vi har sågar DM i Debat, hvor finalerne bliver afholdt under Folkemødet, vores demokratifestival på Bornholm, med et stort publikum. Tidligere vindere af konkurrencen inkluderer markante politiske figurer som Alex Vanopslagh (formand for LA) og Peter Hummelgaard (nuværende justitsminister).

Årligt kæmper 32 unge mennesker i, hvad der udadtil ligner, at være bedst til at få ret. Det forekommer mig mere som en træningsbane for vores kommende politiske stemmer, hvor tungerne slibes skarpe til kamp, end en demokratisk drøftelse med åbenhed for overtalelse og argumentet i fokus.

Lad mig illustrere min pointe med  et citat med fra begivenhedens arrangør, DUF, som har skrevet følgende opsamling på finalen i 2023: ”Mathias Kring Niebuhr fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom kan løfte vinderpokalen efter en hæsblæsende finale til DM i Debat ved Folkemødet i Allinge, hvor han besejrede Maria Ladegaard fra Venstres Ungdom i en meget tæt finale.”

Vinderpokalen. Hæsblæsende finale. Besejrede i en meget tæt finale! Det er billeder, der hører hjemme i en boksering. Ikke i en demokratisk samtale. Det forekommer mig paradoksalt, at vi på Folkemødet, en af de mest symbolske scener for vores demokrati, promoverer en så konkurrencepræget debatkultur.

Vi står i en tid, der i høj grad kalder på kollektiv handling og gensidig forståelse, og jeg tror ikke på, at dette er vejen frem. Tværtimod ser jeg det som tunge skridt bagud og et tegn på en forstokket tilgang til uenighed og politisk konflikt.

En konkret, demokratisk udfordring

Min utilfredshed med vores demokratiske samtale kan synes at være forankret i det symbolske, måske idealistiske, men forskning bidrager til forståelsen af, at det er et mere konkret problem.

Forskning indikerer nemlig, at når vi konfronteres med hårdt optegnet politisk konflikt, så styrkes vores tillid til vores egne holdninger, og vi bliver mere fastlåste i vores egne perspektiver.

Samtidig falder vores villighed til at overveje alternative synspunkter, uanset hvor velbegrundede de måtte være. Disse er instinktive mekanismer, vi risikerer at aktivere, når vi hylder en konkurrencepræget debatkultur med formålet om at vinde førstepladsen eller tryne sin moddebattør på tv.

I det politiske landskab bliver der tegnet op til kamp overalt, og samfundets borgere bliver konstant delt op i hold. Landsbyerne mod de store byer. De gamle hvide mænd mod de unge generationer. Akademikerne mod de fagligt udlærte. De ”rigtige” danskere mod dem, der ikke vil Danmark.

Det er en effektiv politisk strategi at skabe disse hårdt optegnede narrativer. Men vi risikerer at fodre en ond cirkel, hvor vi intensiverer den politiske konflikt, indsnævrer vores tunnelsyn, forstærker konfliktniveauet i politik og så videre.

Fremtidens konfliktkultur

Heldigvis slår andre studier en håbefuld tone an. Et samfund præget af en politisk samtale, hvor der fremmes værdier som bred deltagelse, respekt, refleksion og åbenhed for overtalelse, viser sig at være mere modstandsdygtigt over for at politiske splittelse.

Disse værdier har endda potentiale til at samle et allerede splittet samfund. Dermed kan en sådan udvikling være med til at omvende nogle af de strømme, som risikerer at fragmentere vores demokratiske sammenhængskraft.

Som tilstanden er lige nu, tror jeg dog, at vi bliver mere opslugte af os selv, vores egne holdninger og målet om at forsvare os selv. Vi forestiller os, at det er farligt at give vores ”modparter” medhold i deres synspunkter – som at blotte os selv for et modangreb.

Vi ved, at det risikerer at blive brugt imod os, og vi risikerer at undergrave vores egne holdningers slagkraft. Af den grund er det sjældent, at vi overhovedet overvejer at anerkende hinandens alternative argumenter og synspunkter.

Det er en skam, fordi størstedelen af os har mange gode nuancer at tilbyde. Vi lever alle forskellige liv, hvilket producerer forskellige vinkler på vigtige problemer. Rød som blå, kvinde som mand, ung som gammel …

Mit forslag går ikke ud på, at vi skal blive grå i vores holdninger. Vi skal ikke ensrettes, tværtimod. Det er vigtigt, at vi værdsætter vores egne bidrag og har tillid til, at vores synspunkter har gyldighed i debatten.

Samtidig bør vi opretholde en sund kritisk sans over for hinanden. Men det er lige så afgørende, at vi er kritiske over for os selv og åbne over for den mulighed, at selv de holdninger, vi ikke deler, kan være begrundede og berettigede.

Det samme gælder, når vi står i hverdagskonflikter ved middagsbordet og med vores venner, søskende, forældre, kæreste og så videre. Konflikter er en uafværgelig del af vores liv. Friktion vil ske i mødet med andre mennesker, og særligt dem, vi er nære med.

Med en tilgang til disse konflikter, hvor de ikke ses som en kamp om at få ret, men som et problem, der skal løses sammen, tror jeg, at vi er langt bedre polstret til at give hinanden plads og skabe mere konstruktive relationer. Og hvis vi er heldige, kan denne mentalitet sprede sig, og vi kan kollektivt begynde at løsne boksehandskerne på den politiske debat.