I koncertfilmen har nutidens fans fundet hinanden

Klar scene.

Ud af det blå står han dér i spotlyset med sin guitar om skulderen. Hvide gummisko og gråt jakkesæt. Han stiller boomblasteren på scenegulvet og ytrer ind i mikrofonen, at han gerne vil spille et kassettebånd. Publikum jubler: ”Psycho killer, qu’est-ce que c’est?”, og som han sætter i en stakåndet dans rundt på scenen til lyden af trommemaskinens breaks, virker det som det naturligste i hele verden. Resten af bandet kommer på scenen én efter én, som numrene går, og først i sjette nummer – ‘Burning Down the House’ – er alle samlet.

Til at starte med gik de i skole sammen. Mens David Byrne spillede guitar, holdt Chris Frantz sig til sine stringente rytmer bag trommesættet. Senere kom Frantz’ kæreste, Tina Weymouth, med på bas, og da udgjorde de Talking Heads. Som en anden superlim kom Jerry Harrison til sidst med på keyboards, vokal og alt muligt andet. I sammensmeltningen var de en eklektisk masse af kantede rundgange, som utroligt nok fik en stor fanskare.

Klik her og Støt SEIN

Efter bruddet med deres hidtil faste producer, Brian Eno, havde bandet i løbet af 1982 indspillet ‘Speaking in Tongues’. Et album, som især bestod af cyklende rytmer og krimskrams-tekster, der alligevel gav mening. David Byrne, forsangeren med gummiskoene, var kendt for at tage et kassettebånd med hjem, som indeholdt deres foreløbige demoer. Så kunne han ellers gå i gang med at komponere melodier og tekster til numrene, mens han tog opvasken i sin lejlighed i New York.

På trods af, at albummets tilblivelsesproces ikke var lige nem hele vejen igennem, stod de til sidst tilbage med en udgivelse, der for længst har opnået klassikerstatus. Med et band på toppen af deres kunstneriske karriere, ville det næsten være synd ikke at tage de nye sange og bagkataloget med på turné – så det var præcis, hvad de gjorde, og heldigvis for os alle sammen hyrede de et kamerahold ind til at fange det hele på fotografisk film.

Med publikum i den selvgjorte hovedrolle

De havde været på turné i lidt over fire måneder, da bandet i december 1983 nåede til Pantages Theatre i Los Angeles og optagelserne til det, der skulle udgøre koncertfilmen ‘Stop Making Sense’. Til lejligheden var besætningen blevet udvidet med korsangere og andre musikere, som skulle være med til at løfte de komplicerede produktioner.

Scenografien var enkel – især i begyndelsen af koncerten, hvor det eneste, der stod på scenen, var et mikrofonstativ. Og selvom noget af det, der udspillede sig på scenen, virkede fuldkommen tilfældigt, var det imidlertid koreograferet ned til mindste detalje.

Noget er at være vidne til en koncert, noget andet er at blive taget med til et destillat af en koncert, som den tog sig ud i midten af firserne: ingen halvdårlige, vertikalfilmede mobilvideoer med forvrænget lyd og falskklingende “syngen-med”. Med andre ord får vi med filmen både et indblik i datidens måde at spille koncerter på, men afgjort også en forståelse af, hvordan man gik til koncerter dengang.

Selvom det var et (velvalgt) taktisk greb af filmens instruktør, Jonathan Demme, at undgå deciderede klip af publikum indtil slutningen af filmen, er netop publikums indvirkning på musikerne uden tvivl til at føle på. Således får vi både introduceret jogging på stedet, pardans med standerlamper og endeløs sprint rundt om scenen, mens de støvede diasprojektorer ihærdigt forsøger at følge med i deres visning af navne på alle de dagligvareartikler, man næsten havde glemt navnene på.

Alt dette er foreviget, så man kan begive sig ind i biografen eller ud på det store internet og genopleve det hele igen og igen. Filmen kan i år kan fejre 40-års jubilæum, men den holder så absolut stadig. Mange regner ‘Stop Making Sense’ for at være den bedste koncertfilm nogensinde, og hvis ikke det var nok, så burde deres liveudgave af ‘Life During Wartime’ være rigeligt til at få resten overbevist.

Nutiden spejler sig – endnu engang – i fortiden

Det er interessant, hvordan nutidens store musiknavne, hvoraf Taylor Swift nok er det mest aktuelle eksempel, reintroducerer det at gå til koncert som en anderledes social oplevelse. Musikken ender dog nogle gange i denne sammenhæng som et baggrundstæppe og en undskyldning for at udveksle farvede perlearmbånd med hinanden (ja, det er en ting, se bare her).

Til gengæld er det endnu mere spændende, at hun med sin ‘Eras’-film tager koncertfilmen til sig og gør det at se optagelser af en koncert til en vaskeægte begivenhed. Især Nordisk Film Biografer herhjemme har gjort et stort nummer ud af markedsføringen. Blandt andet har de lavet en gimmick ud af billetprisen – 131,3 kroner – med reference til Swifts lykketal, 13. Nogle vil kalde det fancatering, andre nok mere kynisk og dybt målrettet markedsføring, men det har tydeligvis virket.

Som en slags efterdønning af en vis verdensomspændende pandemis indelukkethed kan man sagtens se de passionerede fans’ dedikation til at mødes fysisk og være fælles om musikken som en modreaktion i en tid, hvor utallige digitale oplevelser ellers trumfer de analoge.

Taylor Swift reintroducerer altså koncerten som en anderledes social oplevelse – for så derefter også at reintroducere koncertfilmen på samme facon.

I begge henseender er det en chance for at spejle sig i nogle andre, man har noget til fælles med. Akkurat på samme måde som fodboldfans, der samles under et stadions halvtag for at holde blikket på bolden. Vi hungrer efter de fælles oplevelser i kølvandet på den lange periode, hvor det i det store hele ikke var muligt.

Swifties af den rette støbning

Efter premieren på biografudgaven af ‘Eras’-turnéen har der været mere eller mindre grelle eksempler på publikums opførsel rundt om i verdens biografsale – jeg nævner blot koreograferet dans, solo-karaoke og utallige TikTok-optagelser som eksempler. Det er alligevel opsigtsvækkende, at folk og fans i så overmåde grad er valfartet ind for at se en gengivelse af noget, en del af tilskuerne også har oplevet i levende live på Swifts turné.

Og set i lyset af, at hun faktisk fortsætter denne turné i år, selvom en optaget udgave jo allerede er udkommet, må man betragte filmen som et biprodukt eller et supplement til den sociale oplevelse, man kan få ud af at gå til en af hendes “rigtige” koncerter.

Når det alligevel går op for en, hvor meget biografgængerne har engageret sig i disse visninger ved at dresse op og gøre det til en begivenhed, har det selvfølgelig noget godt at sige for Taylor Swifts pengepung, som i slutningen af sidste år blev kåret som den andenrigeste kvindelige musiker på verdensplan. Samtidig giver det også et vist håb for de fremtidige generationers lyst til at opsøge musikken og måske endda gå til en koncert.

Herhjemme har vi set, hvordan billetsalget rundt omkring på landets spillesteder har stået sløjt til efter corona, og at folk i høj grad køber ind på de større navne, som de er kendte med i forvejen. Et ydmygt ønske må være, at vi fremover ser et mere nysgerrigt publikum – uanset generation.

Inden da skal man måske lige overveje at give gængerne et kursus i gængs koncertetikette, som desuden er noget, min egen pandemihæmmede generation knapt kan finde ud af, men lad os tage den en anden gang. For nu: et fokus på den genfundne fascination ved at samles om livemusik i levende og filmet form. I kan finde mig til venstre for lydpulten eller i biografen, når den næste koncertfilm har premiere.

Tekst: Magnus Møller
Visuelt: Ida Agnete Storgaard
Redaktør: Laura Rye Bislev