I står stadig

08. april 2021

Når man bliver forladt, opdager man pludselig værdien i alt det, der stadig står. Klara skrev i efteråret 2020 en tekst om hjertesorg, hvor det eneste håndgribelige bliver de små og store ting omkring hende.

Al den tid, der går, efter du er væk, er tid, hvor tingene står, som de plejer. For hver time, for hver dag nærer jeg en dyb tiltro og tryghed til disse ting. Fletter fingre med væven og nusser sengetøjet blødt og klæbrigt.


Alle mine små og store sten, mine muslinger, min konkylie, mit rav, vi fandt på stranden. Du råbte glad op, og jeg fik fornemmelsen af det flygtige, det kortvarige, den oppustelige lykke, som opstår for at trække tiden ud. Alle mine små og store sten, alle mine muslinger, min konkylie, mit rav, jeg placerer rundt omkring i rummet i cirkler, på række, spredt sporadisk i krukker eller nøje opstillet. I står stadig.

 

Jeg har brug for disse overflader eller stoffer, som jeg kan røre ved og lade mine håndflader ramme. Jeg har hjemve. Jeg væver striber af mohair, groft uld og bomuld. Hvid, blå, grøn og pink. Stryger fingrene over det vævede og tænker på, hvor meget jeg har grædt. Tænker på at danse i lejligheden og synge højt. I wanna dance with somebody. I keep dancing on my own.

 

Mit knæ låste sig fast flere gange i nat, og jeg vågnede hver gang af det lille jag af smerte, som smuttede over min knæskal. I dag regner det. Jeg har ikke værdsat de varme farver på bladene endnu og er bange for, jeg nok ikke kommer til det.

Jeg har hjemve efter dig hele tiden. Min grundfølelse er savn og kvalme.

 

Jeg hviler hovedet mod puden med en sådan tyngde, at jeg synker til bunds. Hvis bare jeg kunne falde i søvn med det samme og holde en pause for gråden. Jeg tænker tunge tanker, og det er alt, alt for tungt. Så jeg synker endnu længere ned i sengen og får liggesår og hold i nakken.

 

En slutning mellem os bliver nok aldrig helt forløsende, for hver gang vi siger farvel, vil jeg bare gerne sige farvel igen.

 

Det trøster mig at tænke på væven og bøgerne og studiet. De materielle ting, som jeg ved giver mig glæde, og som jeg ved ikke forsvinder.

 

Har en lille bitte æske med en lille bitte gul snegl af træ i. Jeg ved, jeg altid vil have denne æske, medmindre den bliver stjålet fra mig eller ved et uheld brænder op.

 

Har grædt så mange smukke steder for tiden. Kigger ud af toget, og himlen er rød. Lavede en konkylie i keramik i dag og malede den med farven kogt laks. Da jeg havde sagt farvel og gik mod stationen, fik jeg pludselig en stor trang til at ringe til dig og fortælle om min weekend.

 

Morgenerne er sværest, men kvalmen er gået væk, og jeg tager D-vitamin. Prøver så godt, jeg kan. Klamrer mig til ærmerne på min strik. Vil ikke have de krymper. Har fået nyt gult sengetøj, og det føles som at vågne op i en solstråle. Har sovet i det i en måned uden at vaske det. Det føles rart og nusset på samme tid. Vidner om alle de nætter, jeg har formået at falde i søvn.

 

Cykler langs Søerne og tænker på, at mit liv er lige nu. Jeg suser gennem det på min cykel og mærker en dråbe sved trille ned mellem brysterne, en fyr hvæser af mig, og jeg cykler videre. Folk danser ved bænkene, fordi alt er lukket, og alligevel er der så meget liv over det hele, og jeg føler mig så meget i live for tiden, især fordi alt sker lige nu på en helt uhåndgribelig måde. Jeg får at vide af en veninde, at jeg minder om Kirsten Dunst, og det er det bedste kompliment nogensinde.


Følelserne, jeg havde for dig, er svære at beskrive især nu, hvor der bare i sig selv ligger en tomhed i disse følelser, der ikke længere har et sted at være.

Jeg savner dig næsten altid om mandagen. 


Går ture tidligt om morgenen i den fleecetrøje, du lånte, og som lugter af dine cigaretter. Det føles som at tage dine arme omkring mig. Før dig lugtede trøjen af bål, og snart vil den dufte af min nye parfume. Jeg dufter mere og mere som mig selv. Tænker, det er for det bedste. 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN