Insta-poesi: lyden af ungdommens stemme

Dvælende poesi og hurtige likes møder hinanden på Instagram, hvor der eksisterer sin helt egen spirende subkultur af digtere, der deler deres ord og tekster i det kvadratiske billedformat. På lige fod med store personligheder og helt almindelige mennesker har de en stemme i virvaret af opslag, og de unge selvpublicerende digtere er med til at give et øjebliksbillede af nutiden, og hvordan det er at være ung lige nu.

En af dem, der er med i bevægelsen og fællesskabet af Instagram-digtere, er Christian Freund, der står bag profilen @poetensdagbog. Her deler han sine digte og prosatekster med de omkring 11,2 tusind mennesker, der følger ham. På kun et år har han opbygget en følgerskare udelukkende ved brug af sin sammensætning af ord og sine fotografier, som han elegant fletter ind mellem tekst-billederne. Han ser det som en kæmpe styrke, at alle kan udleve deres kreativitet på mediet:

– Jeg synes, at Instagram er en fantastisk platform til at udleve og dele kunst på, idet den er så universel og inkluderende. Alle har adgang, og den er gratis. Så nu eksisterer der et netværk af unge digtere, som ganske vist er uerfarne, men som har en passion og lidenskab, når det kommer til at skrive ligesom mig selv, og det er uundværligt. Selvfølgelig kan der opstå fordomme om, at platformens niveau af lyrik kan være lavt i forhold til de etablerede, traditionelle forfattere, men der må jeg bare sige, at det ikke er noget, jeg har oplevet. Der er så mange forestillinger om, at forfattere uden forlag ikke er “rigtige” forfattere, at der er en form for amatør-stigma eller tabu over det at dele sin kunst – gratis. Men jeg ser mig selv som digter, der bruger Instagram som en platform til at nå ud til mine læsere. Og jeg mener, sociale medier spiller en afgørende rolle, når det kommer til kunst, fordi det bliver delt og dyrket her. Så hvis man ignorerer det, går man også glip af denne generations nye poesistemmer – og de oser af talent, siger Christian.

Han nægter at føle sig underlegen eller mindreværdig, fordi han ikke er blevet udgivet endnu. For ham er læserne, der liker, kommenterer og skriver private beskeder med feedback, levende beviser på, at hans digte er vigtige og kan bruges til noget.

En jysk dreng, som drømmer om noget større

For et år siden i begyndelsen af 3.g startede han Instagram-profilen for at få afløb for alle de ord og tanker, der ophobede sig i ham dengang. Skrivningen blev en terapeutisk proces og en måde at befri sig selv for den uforløste kreativitet. For han havde brug for at skrive til et publikum og ikke til sin skrivebordsskuffe.

Christian Freund: “Dette er et af mine allerførste digte, som har rigtig stor betydning for mig, både fordi jeg kan se hvor langt jeg er nået nu, men også fordi det var en af mine første litterære oplevelser, hvor jeg virkelig kunne se mig selv i værket, et emne, jeg brændte og fortsat brænder for. Digtet handler om kønsroller, primært fra drenges perspektiv i forhold til at vokse op i en maskulinitetskultur med overarme så store som viljen til ikke at græde.”

Siden han delte de første digte, er skrivelysten eksploderet, og han tør nu drømme stort. For ham er Instagram en kanal til at dele sine ord uafhængigt af forlag og autoriteter. Men han lægger ikke skjul på, at han en dag håber at se sit navn på en indbundet digtsamling.

Ung i samfundets maskineri

Noget af det, der optager Christian allermest lige nu, er den enkelte person i forhold til de store problematikker, vi står overfor lige nu med herskende teknologi, klimakrise og ensomhed. Det er noget, som får en afgørende rolle i den digtsamling, han arbejder på lige nu:

– Mine nye digte handler om det fremmedgjorte individ, som agerer som et tandhjul i samfundets maskineri, en del af en større kollektiv enhed i det senmoderne samfund. Heri tager jeget samtidsrelevante emner op, heriblandt sociale medier, klimaet og ensomhed. Især ensomheden og den melankolske stemning fylder i digtene, følelsen af, at de individuelle muligheder og forventninger, som går hånd i hånd i den teknologiske guldalder, kan blive så overvældende, at nostalgien kan blive den dominerende drivkraft – længslen efter det, der aldrig var.

Christian Freund: ”Dette digt handler netop om nostalgi og er lidt inspireret af “Mandela-effekten”, hvordan vi nogle gange kan være stensikre på et minde, men i virkeligheden huske det forkert, enten fordi vi er blevet ældre, eller fordi det slet ikke var vores minde til at begynde med – netop på grund af, at hukommelsen er tåget af nostalgi og en mystificering samt idolisering af fortiden. Åbenbaringen af dette, af manglen på identitet og individualisme, idet vores sind og tanker bliver præget af verdenen omkring os, resulterer i en manglende tidsfornemmelse og evne til at kende forskel på fantasi og virkelighed for jeget i digtet. Dette er hans dødsdom – en døgnflue uden tidsfornemmelse. For alt ændrer sig konstant, toget kører hele tiden – med eller uden os.”

Nutidens stemme hersker på Instagram

De mange unge Instagram-digtere gør op med det etablerede og tager selv styringen over deres kreativitet, hvor tekster og digte ikke skal vejes på en guldvægt af en etableret litteraturelite. For her er alle lige, og alle har ret til at dele, hvad de har på hjerte.

Det stille og æstetiske ungdomsoprør på Instagram er Christian stolt af at være en del af. For ham er det både et opgør med det fasttømrede og overfladiske, der undertrykker det ægte og menneskelige. Men det er også en måde at skabe nye fællesskaber på, der samler sig om det skrevne ord:

– De sociale medier her i den teknologiske guldalder er denne generations talerør, og der gik ikke længe, før jeg opdagede, at jeg langt fra var den eneste digter, som brugte Instagram til at dele min poesi – hvilket overraskede mig meget. Men jeg er lykkelig over, at jeg lavede profilen, for alle kontakter, forbindelser og venner, jeg har fået i branchen, samt indsigt og viden angående forlagsverdenen har jeg opnået det seneste år, hvor jeg har haft profilen, siger han.

I dag er han dybt taknemlig for alle de mennesker, som han er stødt på gennem sin Instagram-profil. Nogle af hans yndlingsmedsammensvorne Instagram-digtere er @poetiskdansegulv, famlende_floskler, @annielvirah, @instadigter, @kaerlighedsmanifestet, @linjebrud, @aisha.jan__ og @ordganet.

Christian Freund: ”Et digt, jeg skrev, da jeg indså, hvordan man nogle gange skyder sig selv i foden og modarbejder sig selv, idet man forsøger at opnå sine mål. Nostalgien, længslen og minder herfra er dominerende temaer i min lyrik, og disse er subjektive og varierer fra person til person. Min nostalgiske poesi trives bedst i en ungdommelig “underground”-subkultur, og jeg indså, at jeg ikke kunne bevare det unikke ved denne bevægelse, samtidig med at jeg prøvede at udbrede den og gøre den kendt. Hovedstrømmen og konformiteten ville dræbe den eksklusive ungdomspoesi, og derfor måtte jeg vælge en af tingene – jeg kunne ikke få begge. Dette indser forfatteren i digtet og krøller det derfor sammen. Nogle gange er det godt at nyde nogle minder bare for sig selv.”

Når man scroller igennem digtene under hashtags som #renpoesi, står det klart. Her er en understrøm af poesi, ord og tanker, der afspejler det øjeblik, vi står i lige nu. Og som læser rammer det direkte i øjenhøjde på en måde, som gør, at man føler sig forbundet til digteren, der kun føles som et like eller en kommentar væk fra en selv.

I strømmen af selfies og lækre morgenmadsbilleder er det forfriskende at abonnere på lidt Instagram-poesi, der skaber et afbræk – et åndehul – i det fragmenterede medie, hvor man sjældent bruger mere end 5 sekunder på at se et opslag. Her bliver du nødt til at stoppe og læse hvert et ord for at få den fulde oplevelse.