Fortællinger fra Libanon: Mohamed og Mariam

Jeg kigger altid på børnenes fødder. Nogle har gummistøvler på. Nogle har vinterstøvler på. Nogle har træsko og nogle klipklapper. Mange sko ser lidt for store ud. Nogle har to forskellige sko på. Nogle er lappet sammen med gaffatape. Nogle har bare tæer. Selv den uge, det sner, ser jeg børn med bare tæer. Jeg synes, deres fødder siger meget om det at have lidt.

”Det eneste, der fungerer i Libanon er Hisbollah”. Sådan lyder overskriften på en Politiken-artikel, min far sendte til mig i et forsøg på at tale mig fra rejsen. Politiken har ret: her er meget, der ikke fungerer. Hverken vores wifi, vandvarmer eller elektricitet. Vores ene bil går i stå, hver anden gang man drejer nøglen. Trafiklys, vigepligt og systematiseret offentlig transport. For slet ikke at tale om landets økonomi.

Libanon er i kæmpe økonomisk krise. Det er tydeligt, hvordan hyperinflationen påvirker både de mange syriske flygtninge, der bor i telte i flygtningelejre og nu har endnu mere usikre fremtidsmuligheder. Men også alle andre mennesker i landet, hvis løn daler, mens priserne stiger, og pengene forsvinder mellem fingrene på dem. Min kollega kalder Libanon ”broken and beautiful”, og jeg deler opfattelsen.

Et indtryk, der altid vil sidde dybt indprentet i mig, er børn, der smiler i flygtningelejrene.

Jeg har aldrig set børn med sorte tænder, men her er alle tænder sorte, gule, skæve eller rådne. Ikke desto mindre ofte blottet i et stort smil. På vores skole i den nærmeste flygtningelejr underviser vi syriske flygtninge i engelsk og fransk. Men også i kunst, sport, yoga og dans. De helt små børn i kids club, ser youtube-videoer, der skal lære dem navne på former og dyr. De løber rundt og kaster legoklodser efter hinanden, mens jeg forsøger at få nettet til at virke, så jeg kan sætte ”baby shark”-sangen på repeat.

I engelskundervisningen øver jeg verber med et hold teenagere. Jeg beder dem skrive sætninger med de verber, jeg skriver på tavlen. ”Love” for eksempel. ”I love to learn english,” skriver Aziza på 15 år. ”Hope”. ”I hope to have a good and happy future.” Jeg tænker på de teenagere, jeg underviste som lærervikar hjemme på en dansk folkeskole – hvad mon de ville have skrevet?

MOHAMED OG MARIAM

En onsdag aften spiser jeg middag hos en palæstinensisk familie med fire børn. Før krisen boede familien i en anden lejlighed. “De havde et middelklasseliv,” fortæller vores tolk. Nu har de ingenting.

Mohamed og Mariam byder os indenfor i et helt mørkt rum. Det tager lidt tid, før det går op for mig, at der er et lille gasblus i hjørnet, hvor de laver mad. Det andet rum er oplyst af en lampe i et koldt lys. Gulvet er dækket af et støvet tæppe, væggene er rå mursten. Brændeovnen kæmper en hård kamp mod kulden, der trænger ind alle vegne. De har solgt alle deres møbler. Det eneste, der er tilbage, er to madrasser i hjørnet af rummet, hvor alle familiens medlemmer sover.

Vi spiser ris og kylling, som vi har medbragt, på gulvet. Mariam hælder store portioner op på vores tallerkener og hælder sodavand i vores glas, mens hun siger, at vi skal komme på besøg igen.

Mohamed sidder i hjørnet og ryger cigaretter. “Det er min aftensmad,” siger han. Han fortæller om sit job, som tolken har svært ved at finde den rigtige oversættelse for. Billedhugger måske? Han smiler, mens han forklarer og gestikulerer med cigaretten. “Min far lærte mig det særlige kunsthåndværk, hvor man hugger motiver ind i bygninger som dekoration. Det er en familietradition, som alle mændene i familien har lært. Det er et godt job,” fortæller han stolt.

Det var før krisen. I løbet af de sidste to år har alt forandret sig. Ingen har længere brug for kunst og udsmykning. Alle køber kun det basale. Hvis han er heldig, kan han arbejde fem-seks dage om måneden, ellers er han arbejdsløs. I begyndelsen kunne han låne penge af venner og familie, men nu har ingen længere råd til at hjælpe.

”Før krisen hjalp alle i Libanon hinanden,” siger han, “nu tænker folk kun på sig selv”

Mariam siger, at vi skal spise mere mad, selvom hun selv dårligt nok har rørt sin portion.

Den ene dreng tager en stor tår vand. Han sluger nærmest hele glasset i en slurk.

”Du var tørstig,” siger jeg og smiler til ham.

Mohamed forklarer, at drengen har en sygdom, og siden han var indlagt sidste gang, har han været bange for at tørste. Han har ”elektricitet i hovedet” siger Mariam, epilepsi. Selvom han får medicin, sker det cirka to gange om ugen, at han får et anfald, der gør ham bevidstløs. “Vi er bange for, at det en dag vil ske et sted, hvor han kan falde ned eller komme alvorligt til skade, eller at vi ikke kan vække ham igen,” fortæller hun.

De tager ham til hospitalet, hver gang han får et anfald. Det libanesiske sundhedsvæsen dækker ikke indlæggelsen, fordi palæstinensere ikke har fulde rettigheder i sundhedsvæsenet. Mohamed fortæller, at hospitalet tager hans identitetspapirer i pant, når han ikke kan betale. Drengens hår stritter op i luften, som om han faktisk er ramt af elektricitet.

Den ene pige sætter sig mellem benene på mig. Hun har store brune øjne, mørke krøller og store smilehuller i kinderne. Hun viser os sin dukke, der er nøgen og mangler det ene ben.

Den anden pige har et stort uglet hår og et frækt grin. Hun skærer grimasser til mig, der afslører hendes manglende fortænder. ”Underernæring,” siger Mariam.

”Hun er den værste,” siger Mohamed om sin datter. “Hun hører aldrig efter, hvad vi siger.”

Babyen i Mariams arme ser på mig. Vi ser hinanden i øjnene længe, før han endelig meget langsomt begynder at smile. Øjnene er kæmpestore og brune.

Mohamed fortæller, at de snart bliver smidt ud af lejligheden, fordi de ikke kan betale deres husleje.

”Hvad vil der ske med dem, hvis de bliver smidt ud?” spørger jeg vores tolk på vej hjem. ”Jeg ved det ikke,” svarer hun.

 Lægger du også inde med en film, fotoserie, tekst, podcast, artikel, debatindlæg eller andet, du bare må dele?

Så send et bidrag til os her

Tekst: Agnes Sofie Andkjær

Redaktør: Camilla Angaard Nielsen