Jamen du godeste, er det allerede …

Er der nogen der kan sige mig

akkurat, 

hvor mange gange

man i december-månederne gennem årene, har kunne spotte en granvoksen træmand, der fældes og knækkes midt i den lokale Matas butik? 

Brølende og kravlende, mod den nærmeste udgang, 

eller næstbedst, 

det nærmeste hjørne, 

hvor han enten slipper ud eller forskanser sig med ryggen mod hylderne, der bugner med showergels, hårkurer og andre fremmedverdenslige produkter, for til sidst at lægge sig i fosterstilling med tårerne strømmende ned ad kinderne. 

Hvor mange gange har man kunne observere en sådan mand af træ, gå fra at være billedligt talt, til faktisk at have barket hud, grøn krone og rødder? Som langsomt gror sig længere og længere ned gennem det rene marmoragtige gulv, helt ned i fundamentet, hvor denne virkelighedens træmand, kan nære sig på diverse kloakrør, begravede historier, og hvad hans rødder ellers kan finde på sin vej. I stedet for bare at tage sig sammen, og ordne det, han er kommet for. 

Sig mig engang, hvor mange gange har presset inde-, ude- og hjemmefra savet sig igennem hans torso? Som en af Amerikas første settlers med bjælkehyttelystige planer og en familie, der virkeligt trænger til at få varmen om et hjemmelavet indendørs ildsted. For næsten at skille ham i to, og sådan tvinge ham til at slå rødder over i hjørnet af butikken, midt i den travleste måned af dem alle. 

Måske er det fordi, der er så travlt omkring ham, at det også pludseligt kan mærkes indeni. Og lige så tæt butikken er på at nå sit maksimale antal kunder, lige så tæt er hans, ellers før så tomme, bæger nu ved at flyde over. Han ved jo godt, han er sent ude. Og han ved også godt, at han ikke bare kan bede sin mor om få tingene købt, for nu er det jo ham, der har leget chauffør og kørt sine søskende til storcentret for det store gaveræs. Og turen virkede da også lige så hyggelig.

Men nu går det op for ham, at han er alene om dette.

Helt alene. 

Man kan jo ikke bede mor om hjælp til at købe sin egen gave. 

Så er der jo ikke meget overraskelse i det. 

“Amen forhelved’,”

Siger han til sig selv. 

Mens han smiler sit store 

‘alt-under-kontrol-jeg-står-bare-lige-og-tænker’-smil 

til en af de mange ekspedienter, der vimser rundt. 

Men han har intet under kontrol,  

og han er allerede, for fem minutter siden, gået fra at tænke – til at panikke. 

For han kan ikke hitte rede i alle de gaveæsker, der ellers skulle være så nemme. Og den bodyscrub hans mor ønsker sig 

ER

DER

IKKE

Han ville faktisk ønske,

at alle i denne Matas

ikke så

en snart, / næsten / voksen mand. 

Men i stedet lod som om, han var komplet åndssvag

eller mentalt retarderet.

Så han kunne få den hjælp, han havde brug for. 

Måske havde de virkeligt fat i noget i filmen ‘Idioterne’?  

**** 

“Amen for helvede,”

 

siger han til sig selv

igen,

ligesom han stiller sig i køen til kassen.
Med den næstbedste bodyscrub, han kunne finde, i den ene hånd

og sin pung i den anden, 

begge hænder svedige.

 

Og sådan står han og holder sammen på sig selv, indtil en høflig stemme river ham ud af sit dagdrømmeri.

 

“Skal du ha’ en kvittering med?” 

 

“Ja, mange tak,”

 

Han smiler og opretholder en nogenlunde anstændighed, mens sveden på panden afslører, hvor tæt han er på at krakelere. 

Men altså, lige ved og næsten, slår ingen mand af hesten,

og nu kan han fint ride hjem

med 

upersonligt

indpakket 

Matas-bras

til mutter