Teenagedrømmenes sammenbrud

27. februar 2020

Rasmus har skrevet om albummet My Teenage Dream Ended, der er lavet af realitystjernen Farrah Abraham. Albummet har et ry for at være et af de dårligste albums nogensinde, men Rasmus argumenterer for, at albummet i virkeligheden er et fremadsynet og banebrydende stykke outsidermusik, der samtidig står som et kraftfuldt vidnesbyrd om et både tragisk og fascinerende liv.

Dette er sjette del i en tekstserie om albums, der ifølge Rasmus ikke har fået den anerkendelse, de fortjener.

Illustration af Helena Hollænder

Meget få albums er blevet modtaget så overvældende negativt som My Teenage Dream Ended – Det album, som Farrah Abraham, der bedst er kendt fra MTV’s realityprogram Teen Mom, udgav i 2012. “The most horrible combination of sounds to ever be assembled in the history of audio recording”, skrev det amerikanske medie Jezebel for eksempel i en anmeldelse af albummets første single, og reaktionerne er til dels forståelige: Der er noget øresønderrivende ved kombinationen af Abrahams stemme – autotunet til uigenkendelighed – og den larmende, elektropop-agtige musik, der i 2012 måske bedst ville kunne sammenlignes med Britney Spears’ Blackout – hvis altså nogen havde tvunget det igennem en affaldskværn. Det var i 2012. Nu er vi i 2020, og det er næsten umuligt at lytte til de musikere, der i dag definerer popmusikkens undergrund – kunstnere som SOPHIE, Charli XCX og især den amerikanske duo 100 Gecs – og ikke blive mindet om My Teenage Dream Ended. Albummets producer Frederick M. Cueva har fortalt, at albummet lyder, som det gør, fordi Abraham nægtede at indspille sin lyrik, mens hun havde den musik, han havde komponeret, i ørene, hvorfor han var nødt til at optage hendes vokal a capella og derefter ved hjælp af autotune tvinge den til at passe til musikkens toneart. Men selvom albummets lyd på den måde kan siges at være opstået ved et slags tilfælde, er der ingen – og jeg mener ingen – albums udgivet i det foregående årti, der i samme grad kan siges at have forudset popmusikkens fremtid.

 

Det er reality-TV taget til dets yderste, mest isnende konsekvenser.

Det er dog ikke kun i sin lyd, at albummet udmærker sig. My Teenage Dream Ended er en hårrejsende bearbejdning af traumer, der på mange måder er lige så følelsesmæssigt knusende en lytteoplevelse som Nick Caves Skeleton Tree (uden sammenligning i øvrigt). “I can only put so much into a song”, synger Abraham på albummets åbningssang The Phone Call That Changed My Life, men det lykkes hende at putte utroligt meget ind i albummets 27 minutter: Hendes graviditet som 16-årig, hendes psykisk voldelige mor, der forbød hende at få en abort, faren til hendes barn, der døde, før barnet blev født, hendes kampe med depression og stofmisbrug, livet i mediernes søgelys – det er alt sammen lige her, og det er netop i kombinationen af de voldsomt ægte følelser og den iskolde, syntetiske musikalske overflade, at der opstår noget på én gang fascinerende og rædselsvækkende. Noget lige så grotesk og uhyggeligt som albummets cover, der viser Abraham og hendes datter fastfrosset i insisterende og åbenlyst kunstige smil: deres tænder blottede, men deres øjne fuldstændigt livløse. Det er reality-TV taget til dets yderste, mest isnende konsekvenser. En postmoderne skildring af et af ofrene for den amerikanske underholdningsindustri, der er som taget ud af en David Lynch-film. Det bør løbe alle koldt ned ad ryggen, når hun i sangen ‘After Prom’ igen og igen hvisker ordene “Don’t tell / Don’t tell / Don’t tell / Don’t tell / Don’t let it get out” over lyden af flashende kameraer, og jeg har svært ved at komme i tanke om et mere hjerteskærende musikalsk øjeblik end den konstante repetition af “We’re fighting / We’re fighting not” i sangen ‘Liar Liar’ – en både tragisk og intelligent omskrivning af klichéen om teenagepigen, der plukker bladene af en marguerit, mens hun gentager remsen “He loves me / He loves me not”. Hun dekonstruerer teenageklicheerne, river dem fra hinanden og sætter ild til dem på samme måde, som hun gør med popmusikken. My Teenage Dream Ended er lyden af teenagedrømmenes endelige sammenbrud. Det vil nok aldrig blive et populært album, til det er det for mærkeligt, for larmende og for uharmonisk, men der findes næppe et bedre soundtrack til en generation af unge, der har set drømmen om ungdommens frihed til at lære, eksperimentere og begå fejl blive knust til fordel for et kapitalistisk præstationssamfund, der skyr alt, der ikke har en direkte økonomisk værdi, hvor unge er maskiner, der bare skal ud på arbejdsmarkedet hurtigst muligt, og hvor bevidstheden om, at alle fejl vil blive genspejlet i det uendelige på de sociale medier, er allestedsnærværende. Bedre end nogen anden reflekterede Farrah Abraham på My Teenage Dream Ended det senmoderne samfunds eksistentielle angst.

Der findes næppe to kvinder i musikhistorien, der er mere uretfærdigt hadede end netop de to

At My Teenage Dream Ended rent musikalsk er utroligt fremadsynet, er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er en række paralleller i musikhistorien. Der er noget ved den skarpe og metalliske lyd af Abrahams autotunede stemme, der har samme effekt på mig som Yoko Onos fandenivoldske primalskrig eller Courtney Loves vrede og aggressive snerren. Der findes næppe to kvinder i musikhistorien, der er mere uretfærdigt hadede end netop de to, og jeg kommer til at tænke på, at der inden for populærmusikken den dag i dag stadig er nogle meget afgrænsede forventninger til, hvordan den kvindelige stemme bør lyde, forventninger, mænd aldrig har været underlagt. Mange hader at blive mindet om de ekspressive muligheder, der er i den kvindelige stemme, de skræmmes og forarges, måske fordi stemmen er så kraftfuldt et udtryk for de menneskelige følelser, og fordi stærke kvindelige følelser historisk set er blevet kædet sammen med vanvid og hysteri. Jeg tror, det er en af årsagerne til de voldsomt negative reaktioner på Farrah Abrahams musik. 

 

En anden tradition, My Teenage Dream Ended skriver sig ind i, er den lange tradition for outsidermusik – en betegnelse, der, som navnet antyder, dækker over musik, ofte med primitive og naive træk, lavet af selvlærte og utrænede musikere, der bevæger sig uden for det musikalske etablissement og de traditionelle ideer om, hvad musik er. Når jeg lytter til Farrah Abraham, ser jeg for eksempel en oplagt sammenligning med 60’er-gruppen The Shaggs, som bestod af tre piger, der af deres far blev taget ud af deres skole og tvunget til at starte et band, fordi han som ung – i forbindelse med en håndlæsning – fik at vide, at hans fremtidige døtre ville blive berømte musikere. Deres skramlede garagerock minder mig mest om den scene i Alene hjemme 2, hvor Kevin skubber et værktøjsskab ned ad en trappe, men ligesom hos Farrah Abraham er der noget rørende og tragisk ved det, musikken symboliserer: Det er svært at høre The Shaggs’ musik som andet end et produkt af børnemishandling. 

 

Det er en kontrast, der bedst kan bedst sammenlignes med en operationsstue på et hospital

Der er to forholdsvist afdæmpede ballader på My Teenage Dream Ended, der giver små afbræk fra den hårdtpumpede dance pop-agtige lyd på resten af albummet, og de minder mig mere end noget andet om et enkelt værk: Gavin Bryars komposition ‘Jesus’ Blood Never Failed Me Yet’ fra 1971. På ‘Jesus Blood Never Failed Me Yet’ bygger Bryars et stykke klassisk musik op omkring en optagelse af en hjemløs mand, der står på gaden og synger, og hos både Gavin Bryars og Farrah Abraham opstår der i mødet mellem den pæne og meget professionelle musik og den utrænede, men oprigtige sang, en kontrast, der på én gang er vanvittigt smuk og helt utroligt trist. Det er en kontrast, der bedst kan sammenlignes med en operationsstue på et hospital: kontrasten mellem de hvide, sterile overflader, og så blodet, der flyder ned over dem, i det øjeblik kroppen bliver skåret op. 

 

Og Farrah Abraham, hvor er hun så i dag? Hmm. Som opfølger til albummet udgav hun en enkelt single – ‘Blowin’, hedder den – der minder langt mere om en traditionel popsang og er langt mindre interessant end sangene på My Teenage Dream Ended. Hun har sidenhen medvirket i en række pornofilm samt blandt andet gyserfilmen Axman 2: Overkill og realityprogrammerne Celebrity Big Brother – hvor hun blev politianmeldt efter at have angrebet en anden deltager med et glas – og Ex on the Beach. Jeg har ikke set nogen af delene, men det siger formentlig en del, at pornofilmene er de mest velmodtagede. Det er muligt, at Farrah Abraham aldrig nogensinde kommer til at lave noget så fascinerende og modigt som My Teenage Dream Ended, men det er måske også okay. Det album vil for mig altid være en vigtig påmindelse om, at stor musik kan komme alle steder fra. 

 

Hvad tænker du?

  1. Søren Frederiksen siger:

    Rigtig fint indlæg, med gode tanker og refleksioner. En unik indgangsvinkel at tage og du fik mig til at blive interesseret nok til at give albummet et lyt igennem fra start til slut.

    Når det er sagt dog, så holder jeg dog fast i det udtalte om albummet: Forfærdelig oplevelse at høre det igennem. Måske hvis man tager nogle af de lag med som du overvejer i din tekst er det acceptabelt at høre, men rent musikalsk, puha nej.

    1. Rasmus W. siger:

      Haha tusind tak! Jeg er glad for, at indlægget gav dig lyst til at lytte, selvom jeg er ked af at have udsat dig for en forfærdelig oplevelse. Håber du kommer dig over den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her