Jeg er bange for atomvåben

Når det handler om atomkraft, atomvåben og atomkrig, så har jeg svært ved at forholde mig objektivt. Jeg er igennem både folkeskolen og gymnasiet blevet undervist i Tjernobylulykken, angrebene på Nagasaki og Hiroshima og protester imod Barsebäck-kraftværket. Jeg har kunnet følge med på tv i ulykken ved Fukushima-kraftværket efter de kraftige jordskælv og tsunamien i 2011. Det er ikke ligefrem små uheld eller små risikoer, der bliver taget, når det angår det her emne. Og måske er det mere et dagbogsindlæg værd, men jeg tror ikke, jeg står alene i denne situation. For kære dagbog, jeg er bange for atomvåben. Jeg er bange for, hvor uforudsigeligt det er, og hvor “nem” en løsning det virker til at være. Ellers ville det vel ikke stadig blive brugt i dag, men hvorfor? 

For få uger siden stod jeg i Fredsparken i Hiroshima fyldt med mindesmærker, tusindvis af foldede traner, Fredsmuseet og kiggede på A-bombe-kuplen, som er ruinen af den eneste bygning, der stod tilbage efter bombningen i 1946. Budskabet på dette kæmpe areal var no more Hiroshimas. For selvom Hiroshima står genopbygget med et smilende folk, så har de et forfærdeligt øjeblik i deres fortid, der ikke engang går 100 år tilbage. Jeg har altid kendt til OOA’s logo med den smilende sol med “Atomkraft? Nej tak,” men følte, at det mere hørte til mine bedsteforældres og forældres yngre dage. De har overværet et flertal imod atomkraft i Folketinget i 1985, og lige siden har debatter omkring indførelse af atomkraftværker i Danmark ikke haft dominans på den politiske dagsorden. Men det er ikke ensbetydende med, at danskerne ikke bruger atomkraft. Det er lidt, men det er noget. I dag kommer omkring 2% af den danske energi fra atomkraft, for vi har ikke mulighed for at sortere i den købte strøm fra Tyskland og Sverige, hverken energiselskabet eller den individuelle forbruger. Så der er ikke en umiddelbar fare inden for landets grænser i dag… Men hvad med internationalt?

Jeg tror, fundamentet for min frygt er skabt af to temperamentsfulde ledere: én i USA og én i Nordkorea. Dog er der flere lande med atomvåben, men det virker til, at den mest ustabile relation er mellem Donald Trump og Kim Jong-un. To mænd med en rød knap og, ud fra mit synspunkt, en god portion magtliderlighed. Og det er ikke en gang et måske i fremtiden, der hersker om, hvorvidt en atomkrig kan slå ud – det er lige nu og her. Hvor ofte kribler det mon i fingrene på Trump og Jong-un at vise, hvad hinanden har at gøre med? Muligheden for at gøre fjendens områder ubeboelige i årtier med konsekvenser for både mennesker og miljø må give en eller anden form for tryghed. Ellers ville man vel have stoppet udviklingen af våben og kraftværker, der gør brug af atomkraft noget før?
Det er et område, jeg ikke kan udtrykke andet end følelser og spørgsmål omkring, for naturvidenskab har aldrig været mit stærkeste område. Jeg kan prøve at sætte mig ind i uran og dets halveringstid, radioaktiv stråling og så videre, men glemme det hele igen dagen efter. Der bør vel også være mennesker, som sætter spørgsmålstegn ved brugen på et etisk og moralsk niveau? Det er der heldigvis også, og det virker til, at der er en international konsensus om, at atomvåben kun bliver brugt, hvis det er yderst nødvendigt – men hvornår er det dét, hvis civile er målet for våbnene, og ved regeringer overhovedet, hvad de skal gøre i disse situationer, hvis deres land rammes? Og hvad med generel radioaktiv affald, hvem tager sig af det? Jeg har ingen anelse, men ligesom mange andre miljømæssige og samfundsrelevante spørgsmål i vores tid, så peger pilen oftest på os unge, og at det er os, der skal deale med det. Betyder det, at det er tid til at holde demonstrationer imod atomkraft oftere? Skal vi kigge tilbage til vores bedsteforældres og forældres tider for flowerpower og græsrodsbevægelser og gøre det samme?

Ja, den individuelle stemme kan blive hørt, men bliver hørt tydeligere i kor. Og fællesskaber er noget, vi kan finde ud af – også på et internationalt plan. Med de sociale medier lærer vi mennesker at kende på tværs af landegrænser, og måske kan det forstærke vores kor, så vi kan blive hørt af flere end kun landets egen regering. Jeg ved i hvert fald, når jeg scroller igennem mine sociale medier, at unge er oplyst og har en holdning til vores samfund, miljø og de ressourcer, vi udnytter. Det mildner min frygt, for i det mindste er jeg ikke alene om at kigge misbilligende på Trump og Jong-un.

Det er tydeligt at læse, jeg ikke ser mange fordele ved atomkraft og heller ikke i de mennesker, der besidder magten til at udnytte det. Man skal træde forsigtigt, hvis konfrontationer mellem forskellige parter når så vidt, at atomvåben kommer ind i billedet. Det er set ved Den Kolde Krig mellem Sovjet og USA, men hvor lang tid kommer det i dag til at kunne ses af USA og Nordkorea? Trump har blandt andet udtalt, at hvis Nordkorea bliver ved med at lave prøveaffyringer, så vil USA blive nødt til fuldstændigt at udslette landet. Sikke en retorik. Jeg synes kun, jeg har hørt om uforudsigelighed, en “don’t fucking mess with us”-attitude og retoriske magtdemonstrationer fra begge parter, og det skræmmer mig at vide, at det højst sandsynligt ikke vil gå ud over de to ledere, men civile i USA, Nordkorea, nabolande og allierede lande. Små mænds store egoer og iltre temperament kan dræbe tusindvis af mennesker – hvor er medmenneskeligheden i det?

En konfrontation mellem USA og Nordkorea er ikke en vild fantasi – det er en mulighed. Jeg synes, det er syret og klamt, og det kan man nok godt høre i det, jeg skriver. Min frygt for atomvåben er større end for højder, og det siger alligevel noget. Men jeg ved, jeg ikke er den eneste, der har det sådan, og forhåbentligt kommer der en dag, hvor atomvåben er fortid.