Sammen går vi på Jorden

Vi ser naturen som noget fjernt fra os selv, noget vi river ned og bygger op, en brønd fyldt med samvittighedskvaler, en uudtømmelig kilde af uransagelige svar til uendelige spørgsmål.

Vi lader som om, naturen er noget uden for os selv, et passivt medium for menneskelig udfoldelse: Vi skændes om at udnytte den eller ikke at udnytte den godt nok.

Vi kalder den for den vilde natur, fordi vi ser den som en nostalgisk og naiv inversion af det civiliserede menneske. Plante- og dyrelivet er blot et bagtæppe i opførelsen af menneskets historie –som om universet begynder og ender ved vores væren i verden, som om mennesket er en invasiv art i Jordens kredsløb.

Vi kan ikke beslutte os for, om naturen har autonomi eller ej, for vi genkender den ikke, hvis den ikke ligner vores frie vilje. Vi bruger vendinger som at redde eller ødelægge, hjælpe eller dræbe naturen for at beskrive formålet med vores handlinger. Vi kalder det menneskelig indgriben, som om vi ikke allerede er betinget af samme rodnet.

I de hede sommernætter læner vi hovedet tilbage og vender blikket mod stjernerne, længes efter det kolde lys, som omgiver dem. Antropocæn, menneskets tidsalder, har vi døbt denne epoke, fordi vi forestiller os, at alt andet har måttet dø, for at vi kan leve.

Når vi sidder på stranden og tæller vindmøller i horisonten, snakker vi om, hvordan vi bremser den destruktion, mennesket altid vil bringe med sig, mens solen, med mere end fire milliarder års erfaring, varmer sandet op, brænder vores fødder og leder os mod vandet.

Konstant bliver vi konfronteret med, at det nu endegyldigt er for sent for vores jord, vi har gjort det utænkelige, vi har tvunget naturen i knæ og fordærvet den. Det er storhedsvanvid, som taler, når vi antager nogen form for ejerskab over det evindelige univers. Vi pisker os selv med dommedagstænkning og dårlig samvittighed, fordi det trods alt stadig er nemmere end sameksistens.

Sameksistens forudsætter konstant udvikling, men udvikling er ikke lig med vækst og fremskridt. Vi forherliger idéen om fremskridt, fordi den er umættelig, umulig.

Vi bilder os ind, at livet er et løb, som man kan komme i mål med. Alligevel fortæller den levende historie os, at udvikling er alle de ting, vi gør sammen og samtidigt, en kontrakt, der forlanger, at vi ikke tager uden at give tilbage. Vi går på Jorden sammen, til vi en dag selv forvandles til den muld, som skal bære vores efterkommere: Og så gør vi det hele igen.