Jeg er så skuffet over dig, Aarhus
Jeg har ikke lyst til at skrive den her tekst. I virkeligheden ville jeg ønske, at den slet ikke var nødvendig at skrive. Sådan skriver Karoline Noer til sin hjemby, Aarhus. Flyttekasserne er pakket, og snart rykkes teltpælene op for at blive sat ned igen i København. Men hun kaster stadig lange blikke tilbage mod Aarhus, og med hende flytter der en todelt skam. Skammen over at hendes Aarhus næsten ikke har plads til LGBTQ+-miljøet, og skammen over at hun ikke bliver og kæmper for miljøets plads.
Som stolt aarhusianer, der er opvokset i den sydlige del af byen, har flere kritiske kommentarer om min elskede hjemby siddet som en kniv i siden på mig. Særligt i de seneste år, hvor flere af mine studiekammerater fra Sjælland er flyttet til byen for at studere, har kritikken fyldt. Hver gang snakken er landet på byens LGBT-tilbud og -muligheder, er blikket blevet rettet mod mig. For jeg må da om nogen vide det. Både som aarhusianer og som queer-person. I stedet må jeg stampe i jorden og erkende, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal forsvare min hjemby. For i virkeligheden har jeg slet ikke lyst til at indrømme, hvor skuffet jeg selv er. Og at jeg nu – med lidt dårlig smag i munden – også vælger at flytte herfra – og så endda til København.
Homofobi og transfobi fylder i klasselokalet
Vi spoler lige tiden et par år tilbage. Når jeg selv husker tilbage på min egen seksualundervisning i folkeskolen, bestod den mest af alt af kondom-påsætning på bananer, fnisen og grin fra klassen samt en gammeldags opdeling mellem drenge og piger. Piger skulle lære om menstruation, og hvad drengene skulle lære, kan jeg stadig undre mig over. Desværre virker det ikke til, at meget har ændret sig siden da. Det øgede fokus på diversitet er ikke fulgt med ind i klasselokalerne.
Flere undersøgelser viser, at LGBT+-elever mistrives i de danske folkeskoler. 9 ud af 10 LGBT+-elever oplever homofobiske eller transfobiske skældsord i skolen. Det viser tal fra undersøgelsen: “Stop diskrimination i skolen – LGBTQ elevers trivsel og vilkår i grundskolen” foretaget af LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark. Skældsord som desværre opleves næsten dagligt for disse elever.
Jeg aner ikke, hvordan jeg skal forsvare min hjemby
Noget kunne tyde på, at skældsordene starter i undervisningen – eller i hvert fald ikke bliver aflært her. Undersøgelser viser, at undervisning om LGBTQ+-tematikker er mangelfuld eller direkte dårlig. Og over halvdelen af LGBTQ+-eleverne kalder seksualundervisningen i skolen “dårlig” eller “meget dårlig”.
Nu tyder nye sparingsplaner fra Aarhus Byråd på, at dette problem ikke afhjælpes lige foreløbigt. Her planlægger Aarhus Kommune at spare den finansielle støtte væk, der skulle være givet til organisationen, Normstormerne. Denne frivillige organisation tilbyder ’normkritisk undervisning’ til folkeskoler. Og udover at fokusere på kønsidentitet og seksuel orientering, underviser de frivillige undervisere også i normkritisk tankegang om f.eks. racisme og økonomisk råderum. Nu drøftes det i byrådet om støtten til tilbuddet skal skæres helt væk. Dermed vil der ikke længere være nogen finansiel støtte tilbage til LGBT-fokuseret undervisning i Aarhus. Kun lidt under hver tiende elev har lært om forskellige kønsidentiteter; Det til trods for, at det er obligatorisk at lære om mangfoldighed i krop, køn og seksualitet i folkeskolen.
”Men I har da GBAR?”
Manglen på LGBT-fokuserede initiativer og tilbud bliver desværre ikke bedre, jo ældre du bliver i Aarhus. For et par uger siden ramte endnu en trist nyhed; LGBT-baren, Kromosom, lukker i Aarhus. Klemt mellem inflation og energikrise må baren dreje nøglen om. Dette rammer i en tid, hvor der mere end nogensinde før er brug for frirum som netop Kromosom kunne give. Kig blot på VM i Qatar, terrorangreb mod Oslo Pride og for nyligt da fem mennesker mistede livet på en LGBTQ+-bar i Colorado. Begivenheder som alle vidner om vigtigheden af at LGBT-tilbud og -organisationer fastholder deres plads i samfundet.
Åh ja. GBAR. GBAR, hvor jeg i et kys med en anden kvinde bag mig kunne høre: ”Mh, hvor er det lækkert, at I gør det der.”
”Men Karoline. I har da GBAR?”
Åh ja. GBAR. GBAR, hvor jeg selv og andre kvinder ofte oplever diverse scoreforsøg fra heteromænd. GBAR som har kønsopdelte toiletter. Selv mener de ikke at have kønsopdelte toiletter, da de har fjernet skiltene på toiletterne. Det ændrer dog ikke på, at kun det ene toilet har et pissoir, og at toiletterne til hverdag benyttes kønsopdelt. GBAR, hvor jeg en sensommeraften fandt mig selv i et kys med en anden kvinde og bag mig kunne høre kommentaren: ”Mh, hvor er det lækkert, at I gør det der”.
Sprinklervæske og tilråb fra gaden
I sommers lavede jeg en reportage på Journalisthøjskolen om at føle sig tryg i bybilledet som åben LGBT-person. Her fulgte jeg og mine to medstuderende nonbinære Marcum, der i høje hæle, kjole og overskæg spankulerede igennem byens gader. Selvom de ikke altid oplevede tryghed i Aarhus’ gadebillede, søgte de det aktivt hos Kromosom – en tryghedsboble i storbyen, hvor man netop burde kunne sænke skuldrene og ikke bekymre sig om hverken nedladende blikke eller kommentarer.
Desværre kunne bar-ejer, Andre Rix Frichot, berette om daglige tilråb fra forbikørende biler, når deres gæster sad ude i forårssolen og nød en smøg og et par Ceres. Baren havde flere gange oplevet at få kastet både æg og rugbrød mod sine gæster, og selv den dag, hvor vi besøgte baren, kørte en bil forbi ad flere omgange. Første gang blev der råbt: ”bøssesvin”, og anden gang blev der sprøjtet med sprinklervæske efter os. Hertil lød et sukkende ryk på skuldrene fra bar-ejeren, som det efterhånden var blevet dagligdag for.
Burde netop sådan en som mig ikke blive tilbage og lade alle de andre jyder om at flytte til hovedstaden?
Undskyld. Det er dig, ikke mig
Om mindre end en måned rykker jeg teltpælene til København – og så endda Y2K-fyldte Nørrebro for at det ikke skal være løgn. Mens flyttekasserne fylder omkring mig, kan jeg ikke glemme tanken om, at jeg burde blive tilbage i Aarhus og kæmpe denne kamp videre. Hvis Normstormerne skubbes ud af klasseværelserne og LGBT-barerne forsvinder fra bybilledet; Hvem står så tilbage og kæmper diversitets-kampen i min elskede barndomsby? Burde netop sådan en som mig ikke blive tilbage og lade alle de andre jyder om at flytte til hovedstaden?
Støt din lokale LGBT-bar. Undersøg hvilke frivillige organisationer, som gør en forskel for minoriteter i din by. Og lad for guds skyld være med at kommentere på mennesker, som kysser på hinanden – også selvom det er to kvinder. Måske, hvis jeg husker at nævne dette en ekstra gang, kan det fjerne noget af den grimme smag, som min flytning til København også medbringer.
Jeg var nok også flyttet til København, selvom LGBT-repræsentationen havde været bedre i Aarhus. Når man er vokset op i en by, tror jeg på, at det er meget sundt at opleve noget nyt. Måske vender jeg endda hjem igen. Til mine elskede Brabrandsstier, hvor jeg alt for mange gange er gået fuld hjem fra byen. Til de utallige brune bodegaer hvor mine venners seneste tinderdates er blevet vendt og drejet. Gaden, hvor min ekskæreste bor. Gaderne i forstaden, hvor hele min verden befandt sig, da jeg var mindre. Og jeg håber, at når jeg en dag vender snuden hjem igen, at LGBT-miljøet i Aarhus har fået vokseværk. At der stadig er plads til seksualundervisning, som udfordrer det gængse, og LGBT-barer i bybilledet.
Hvad tænker du?