Jeg er så træt af at forsvare Barbiefilmen

Jeg hørte første gang om den kommende Barbiefilm i slutningen af 2019. Det var den dag, det blev annonceret, at Greta Gerwig skulle instruere den. Med andre ord var det den dag, jeg fik øjnene op for det enorme potentiale, der gemte sig i denne film med en premieredato mange år ude i fremtiden. Jeg erklærede straks, at jeg ville skrive en SRP om ‘Barbie’ og havde allerede en vag ‘Legally Blonde’-agtig fantasi om mig, der trippede ind til en mundtlig SRP-eksamen. Totalt iklædt lyserødt ville jeg lægge min glitrende, hyperfeminine SRP på bordet foran en måbende midaldrende, mandlig censor, hvorefter jeg ville tvinge ham til at tage den seriøst.

På det tidspunkt var jeg dog ikke engang startet i gymnasiet – tværtimod turde jeg knap gå uden for en dør pga. voldsom angst. Drømmen om at starte i gymnasiet virkede stadig meget fjern. Alligevel begyndte jeg at få tiden til at gå ved at gense alle de animerede Barbiefilm fra min barndom med klassikere såsom ’Barbie og diamantslottet’, ’Barbie og de tre musketerer’ og ’Barbie på prinsesseakademiet’.

Jeg tog tonsvis af noter om magtbalancen i Barbies romantiske relationer, den vægt filmene lagde på de platoniske forhold, og hvordan filmene udstillede kønsroller som socialt konstruerede. Samtidig havde jeg oprettet et Word-dokument med titlen ‘Den feministiske barbiedukke?’, hvor jeg trofast skrev på om, hvad der sker med feminismen under kapitalismen, og når en global bevægelse for lighed eksisterer i et globalt system for profit.

Spol tiden tre år frem, jeg går i 3.g, og premieren på ‘Barbie’ bliver udskudt fra januar til juli 2023. Jeg skal skrive min SRP i april og er derfor tvunget til at vælge et andet emne og ender med noget så gabende tørt som ”æstetisering af kvindelig lidelse i kunst og litteratur”.

Klik her og Støt SEIN

Men i juli sidder jeg i biografen sammen med to venner. Vi er lige blevet studenter sammen, men for mig er det lige før, at det her øjeblik føles større. Jeg var så overvældet den dag. Jeg havde lige haft min første dag på et nyt arbejde, og jeg havde forstuvet min storetå, så hvert skridt, jeg tog i mine lyserøde sko, gjorde ondt. Men jeg var også så taknemmelig. Mens hvad, der føltes som resten af salen, sad og græd over Billie Eilishs ‘What Was I Made For’, kunne jeg ikke andet end at smile så stort, at mine kinder gjorde mere ondt end min tå, da vi gik ud derfra.

Jeg turde næsten ikke tro på, at et sådan et kulturprodukt rent faktisk fandtes, at hvad, der føltes som alt mit håb, rent faktisk var blevet indfriet. Alle de feministiske budskaber, jeg for tre et halvt år siden følte, at jeg havde fundet i ‘Barbie og de tre musketerer’, var lige pludselig blevet synliggjort for resten af verden. Og jeg glædede mig helt enormt til at kunne tale med virkelige mennesker og ikke kun et åbent Word-dokument om den paradoksale form for feminisme i ‘Barbie’.

Det er klart, at den for mig var så meget mere end bare en film. Den var så symbolsk, at den næsten gjorde ondt. At jeg havde siddet for tre år siden og været i tvivl, om jeg nogensinde ville komme ud på den anden side af en ungdomsuddannelse. Og ud på den anden side af verdens mest giftige forhold med en ekskæreste, der elskede at mansplaine, hvordan ‘Idioten’ perfekt illustrerede Dostojevskijs opfattelse af kontrasten mellem det ideelle menneske og en korrupt verden. Og nu sad jeg og kunne grine med mærker i panden af svedbåndet i en studenterhue, mens Ken i filmen mansplainede til Barbie, hvordan ‘Godfather’ var et perfekt eksempel på Coppolas æstetiske geni.

Og så kom jeg ud af biografen. Så kom jeg ud af biografen og brugte, hvad der føltes som resten af sommeren på at have og overvære samtaler om Barbiefilmen. Algoritmen havde vist for længst opfattet, at jeg (ligesom størstedelen af verden) havde en temmelig stor interesse i den.

Jeg så en artikel, der kaldte ‘Barbie’ et feministisk mesterværk for efterfølgende at se 500 forskellige tillægsord, der blev hæftet på dens feminisme: fascistisk, performativ, hvid, plastikagtig, kapitalistisk, overfladisk, problematisk. Ikke nok med at Barbiefilmen var dårlig, den var nu pludselig et eksempel på alt, hvad der galt med verden. Og jeg begyndte at være bange for at sige ordet ”Barbie” højt af frygt for, at det lige pludselig var blevet det mest antifeministiske ord, der fandtes.
Selvfølgelig kan vi have samtaler om, hvorvidt filmen er intersektionel nok, og hvordan den understøtter Mattels brand. Vi skal have de samtaler – så længe det er samtaler.  The Onion, et amerikansk satiremedie med opdigtede nyheder, bragte for nogle år en artikel om en mand, der fortæller, at han altid er så glad, når nogen nævner John Lennon eller The Beatles, for så får han chancen for at fortælle, at John Lennon slog sin kone.

Hvis nogen står og fortæller, hvor meget John Lennon-sangen ‘Imagine’ betyder for dem, fordi det giver dem troen på en bedre verden, eller hvor meget ‘Abbey Road’ minder dem om at sidde hjemme hos deres bedsteforældre, og din første indskydelse er at komme med det fun fact, at John Lennon slog sin kone, så er der noget galt.  Kunst og kultur er altid noget, vi investerer følelser i, så når vi snakker om det, skal vi passe på de følelser – og gøre plads til de følelser.

Vi skal samtidig være bevidste om, hvor kritikken kommer fra. ‘Barbie’ er ikke en perfekt feministisk film, men det er en feministisk film, der er blevet set af mange millioner mennesker. Det er en feministisk film, der gav mig anledning til at forklare min 11-årige lillesøster, hvad patriarkatet er, og som min mor er begyndt at referere til på sin arbejdsplads. Det er en film med en kvindelig instruktør.

Og det er måske det, der gør mest ondt. Der er blevet lavet tusindvis af film fra Hollywood af mandlige instruktører, der også er i lommen på diverse virksomheder. Film, som har minimal diversitet, men som der ikke har været i nærheden af samme grad af debat om.  En veninde sagde det så perfekt: ”Greta Gerwig har ikke solgt sin sjæl, hun har ofret den for at kunne give os denne film.”  Vi bliver altså nødt til at anerkende den skævvridning, der kan være i måden, vi kritiserer kulturprodukter lavet af kvinder og marginaliserede grupper.

Selvfølgelig skal vi ikke et sted hen, hvor der ikke er plads til kritik.  Men for at kunne have nuancerede forståelse af vores kulturprodukter, skal vi gøre plads til hinandens sårbarhed. At lægge sit hjerte frem, når det banker for noget, bør ikke altid kræve et konstant forsvar, et konstant skjold, en konstant forsikring om, at man altså ikke er fascistisk. I stedet bør det blottede hjerte opfattes som en invitation til en samtale, en undren og måske endda et forsøg på at få flere hjerter til at banke i takt.

Det kan godt være, at jeg aldrig fik skrevet den SRP om ‘Barbie’. Men nu er jeg begyndt at sige til folk, at det må blive en ph.d. i stedet for.

Tekst: Laura Rye Bislev
Visuelt: Liv Møller