Jeg erklærer jer hermed karantænekærester

Min bolleven og jeg er begge desperate singler. Før var vi ikke forpligtet af hinanden, men nu er det åbne ”forhold” blevet gambling med menneskeliv.

Hold nu kæft, det er svært at undgå et seriøst forhold med en bolleven i karantænetiden. Før var vi enige om, at vi jo må nøjes med hinanden, hvis vi i en spritstiv brandert ikke kunne overtale andre tomme sjæle på dansegulvet en tilfældig aften. Det var bedre end ingenting. Nu kan jeg ikke undgå at være nervøs for, hvor, og hvem, hun har været sammen med, fordi jeg desperat prøver at jonglere med udsatte menneskeliv i venstre hånd og en eksponentielt voksende sexlyst, der spreder sig som ukrudt i min dødkedelige hverdag, i min højre hånd.

Min moderne søndagsflirt er nu faretruende tæt på at være en kæreste. Karantænen har gjort det direkte uforsvarligt at mødes med andre piger. Det er sværere end nogensinde før at score. Så jeg klamrer mig om den sidste mulighed for nærvær. Min bolleven.

Først var det bare for sjov. For hyggens skyld. Uforpligtende sex en lørdag nat efter kl. 04. Eller måske lidt søndags-sofa-sex for at afbryde en dårlig film. Altid smalltalk og aldrig om følelser. Men nu er der ikke mere at snakke om. “Nå, har du også siddet derhjemme hele sidste uge?”. Karantæne-samtaler er næsten mere kedelige end selve karantænen. Plus vi er ædru nu. Så dér blev de pludselige åndssvage samtaler om alt og intet også smidt på porten.

Morgenen efter vores hedenske aktiviteter kunne jeg flygte fra skammen ved at nævne mine næsten dødelige tømmermænd, og at jeg nok hellere måtte pleje dem derhjemme, eller at jeg skal nå hjem og i bad, inden et opdigtet familiemedlem kommer forbi til frokost.

Nu er de sædvanlige redningsveste bag corona-karantænens lås og slå, og stilheden efter sex brydes med hæsblæsende tanker om den frygtede dybe samtale: Hvad er vi to egentlig for hinanden?

Svaret er lysende klart for mig. Der er ingen fremtid for os. Jeg tror faktisk også, vi har snakket om det i en gudsforladt brandert en dag. Hun havde det vist på samme måde, men hun var bestemt ikke overbevisende i sin begrundelse. Alkoholen har sløret hele episoden lidt, men jeg er sikker på, at vi ikke delte den samme dyne den nat. Hun var vist også oppe af sengen for at tage en T-shirt på.

Weekenden efter skrev jeg alligevel til hende. Hun svarede, at kælderdøren var åben. “Husk at låse døren ind til stuen, når du er kommet ind ;)”.

Så er alt vel godt, hvis vi endte med at være enige? Vi er begge bare afhængige af abesex og lange nætter, og ingens følelser er i klemme, hvis man tror på det sagte ord. Tjo, i et åbent samfund, ja. I en tid, hvor de lokale snabelvaskerier er ulovliggjort? Fuck nej. Det er sgu svært at holde en dyrisk romance kørende, hvis man konstant bliver mindet om, at vi uden 200 Hz bass, der pumper “Natteravn” med Rasmus Seebach, og uden en promille, der nærmer sig 2, så er vi bare to desperate og liderlige unge mennesker uden en snert af fællesinteresser.

Så skal jeg bukke under for karantænens afsløringer af vores udnyttelse af hinanden, stoppe seancen og acceptere mindst 3-4 måneder uden sex? Eller skal jeg jonglere videre med hr. og fru. Danmarks bedsteforældre, imens jeg kører på line, nøgen på en ethjulet cykel, med min bolleven på ryggen, over en kløft af akavede samtaler og hjerteskærende diskussioner om, hvorfor det ikke skal være os to for evigt?

Indtil videre er der ikke andre, der har swipet til højre på mit coronafri-tapas-og-rødvin-forslag i min Tinder bio.

Jeg går på line lidt endnu.