Jeg frygter tiden og dens tikken

I nattens mørke dykker jeg ned i Spotifys uendelige musikalske arkiv i søgen efter musik, jeg ikke har hørt før. Musik, som jeg kan smelte sammen med og flyde væk i. Musik, der i sin lyd og tekst sætter ord på brudstykker af mit eget følelsesliv. I samme et, som lyden af de insisterende klokker i begyndelsen af Pink Floyds nummer ‘Time’ flyder ud af højtaleren, former sig et lydligt spejl af en frygt, der nok har boet i mig længere, end jeg har troet. Frygten for tid.

Klik her og Støt SEIN

Tired of lying in the sunshine, staying home to watch the rain
You are young and life is long, and there is time to kill today
And then one day you find ten years have got behind you
No one told you when to run, you missed the starting gun
– ‘Time’, Pink Floyd (1973)

Visuelt af Malin Høm

Hen over sommeren gik jeg fra at være nyudklækket student: lykkelig og levende i øjeblikket, til at være en person uden noget særligt tilhørsforhold. Stående intetanende foran sabbatårets uendelige mulighedsrum. Allerede fra den dag, jeg igen satte mine fødder på dansk jord efter den obligatoriske interrail-rejse, kunne jeg mærke, hvordan mit forhold til tid havde ændret sig. Jeg lagde det danske landskab bag mig, da højsommeren løsnede bladene på magnoliatræet i min have. Og jeg kom tilbage, da de lå brune og triste under træets nøgne krop. Årstidernes skiften blev et symbol på tidens uoverskuelige dimensioner. Jeg følte mig pludselig meget lille og tøvede med at forsøge at tæmme tiden ved at udfylde den med gøremål og aftaler, som jeg ellers havde været så vant til i gymnasiet.

Det var, som om min tidsfornemmelse ændrede sig. Tiden udvidede sig. Den syntes at ændre form og mening. Den fik betydning af en overvældende kontrol og frihed, som jeg aldrig før i mit liv havde oplevet. Foran mig lå måneder, uger, dage, timer, minutter, som jeg – og kun jeg – skulle bestemme, hvad skulle bruges på. I min forestilling af sabbatåret var denne frihed og kontrol helt fantastisk og unik, men da jeg først stod ansigt til ansigt med den, var den mest af alt skræmmende. Dér slog det mig, at jeg – selvom jeg nu var sat fri af gymnasiets rammer og tidsfrister – havde den samme frygt for tiden, som jeg havde dengang. 

I gymnasiet tog min frygt for tiden form i afleveringsopgavernes tidsfrister og uendelige lektiemængder. Som var i disharmoni med lysten til at drikke én øl mere i solen med mine bedste venner, tage på spontan aftenbadning eller heldags-genbrugsshopping. Frygten kriblede i fingre og tæer, når jeg – stirrende på et blankt Word-dokument – blev distraheret af samtlige ure i min nærhed: det runde på væggen, de firkantede på skærmene. Tik, tak, tik, tak.
Når jeg undslap urets tikken og faldt hen i dagdrømmeri, undrede jeg mig over, hvordan magnoliaens kronblade pludselig pyntede i haven, når de syntes at have været knopper dagen inden. Allermest misundte jeg dog træets frihed til at blomstre under solen.
Tiden gik, og blev jeg ikke færdig med mit skolearbejde, var der mindre tid til at søge uden om det, gymnasiet krævede af mig. Min frygt for tiden bar altså præg af, at jeg følte en tidslig knaphed til at udforske og følge mine lysters spontanitet – til at lade den kreative og frie masse boble over.

Nu hvor jeg har sabbatår, går tiden på samme måde, som den altid har gjort. Viserne tikker i samme tempo, døgnet består af de samme 24 timer, bladene bliver brune og gule samme tid på året, men alligevel har tidens betydning skiftet mening. Tiden er ikke længere skræmmende, fordi den er knap, men fordi der synes at være så meget af den. Pludselig er det mig, der er herre over den. Den rummer en utrolig frihed. En frihed, der med den magt, jeg får over, hvordan jeg bruger min tid, bliver overvældende. Jeg tøver med at udfylde min tid, for hvad hvis jeg gør det forkert? Og jeg finder mig selv i spænd mellem en tøven med at udfylde tiden og frygten for at spilde tiden.

Det er nok ikke en balancegang, jeg kommer til at lære fra den ene dag til den anden eller har lært efter de første måneder af mit sabbatår. Men midt i en betragtning af visernes tikken kommer jeg også i tanke om, hvordan jeg i de bedste øjeblikke og stunder slet ikke mærker, at tiden går. Hvordan mit hår vokser, uden jeg lægger mærke til det. Og hvordan de spæde knopper på magnoliatræet i min have i al ubemærkethed springer ud i maj og pludselig står i fuld flor.