Skal jeg tage mine øreringe ud, inden jeg stiger på toget?

I ferien er jeg på Bornholm. Jeg går rundt i Rønnes små gader med min mor og min kæreste en formiddag. Allerede om morgenen spørger min mor mig, om jeg er sikker på, at jeg både vil have kjole og øreringe på – hun spørger af velvilje, fordi øboerne, som hun siger, ”godt kan være lidt gammeldags” – men jeg tager det på alligevel. I en skramlet genbrugsbutik spørger en kvinde mig hvorfor, jeg er klædt ud. Det slår luften ud af mig. Jeg er vant til åndssvage spørgsmål. Også spørgsmål, der er langt grovere. Så jeg svarer instinktivt, at jeg ikke er klædt ud. Hertil fortæller hun mig så, at når man vælger at stikke ud, må man samtidig være parat til at svare på folks spørgsmål.

Generelt er jeg tilfreds med den krop, jeg er født i. Så længe jeg ikke bliver konfronteret med en forestilling om, hvad mit køn indebærer: værdier, egenskaber, forpligtelser osv. Egentlig tænker jeg nok nærmere mig selv et sted på et non-binært spektrum. Men fordi jeg ikke har nogle egentlige problemer med min drenge-/mandekrop og fordi de pronominer, der hører til, ikke generer mig, lader jeg folk aflæse mig, som de vil. For samtidig generer det mig heller ikke, når folk tror, at jeg er en pige.

Jeg har et valg i forhold til hvordan, jeg går klædt. I princippet i hvert fald. Den formiddag på Bornholm kunne jeg sagtens være trukket i et par bukser og taget øreringene ud. Så ville jeg have været mindre i skudlinjen for blikke og kommentarer. Det er et enormt komplekst valg for mig. Selvfølgelig er det der helt konkret med curseren et sted mellem ”mand” og ”kvinde” på ASOS eller foran skabet, men hvis det er et spørgsmål om hvad, jeg føler mig bedst tilpas i. Hvad, jeg synes, er pænest. Så er det pludselig ikke så meget et valg længere. Det er et virkelig ubehageligt valg at skulle træffe, for i sidste ende bliver det et valg mellem hvad, jeg ønsker at tage på og hvad, der er tryggest og nemmest.

Siden jeg sidste vinter fik lavet huller i ørerne og nu til hverdag har rhinsten og guldringe dinglende, har jeg fået komplimenter (og kommentarer) som aldrig før. Fra bekendte såvel som fremmede. Folk er ofte søde eller søde nok. De har gode intentioner, når de til gymnasiefesterne kommer fulde hen til mig og kører mig igennem en lang smøre om hvordan, man lægger mærke til mig på gangene. At jeg er modig, og at jeg står ved mig selv. Jeg tror ikke, de forstår, hvor nederen den situation er at stå i, men jeg ved også, at de mener det godt.

Andre er mindre søde. Teenagedrenge på bytur, der lægger en hånlig arm om min skulder og spørger, om jeg er homo. Folk, der stirrer, råber efter mig eller spørger enormt eksplicit ind til mit sexliv. Generelt virker det til at folk tager sig en masse friheder, fordi jeg har klædt mig opsigtsvækkende, anderledes eller udfordrende. Mænd, der lægger an på mig på gaden på en måde, hvor det er tydeligt, at det ikke er oprigtigt – men hånligt. Og selv hvis det skulle være oprigtigt, så er det stadig grænseoverskridende. Men det er åbenlyst, at de føler, at de har mere lov, fordi jeg jo har valgt at tage det, som jeg har på, på.

Jeg er klar over, at jeg som ung, tynd og hvid person har privilegier i form af hvor fri, jeg er til at gender fucke. Jeg ved godt, at jeg ikke er hårdest ramt, men jeg prøver ikke at være melodramatisk, når jeg siger, at jeg er i risiko for at blive udsat for vold – hele tiden – pga., hvordan jeg går klædt. Og det findes hele tiden i baghovedet hver gang, jeg tager toget og går ned af gaden.

Nogle dage er min påklædning måske et projekt. Eller i hvert fald en hidsig insisteren på at folk må finde sig i, hvad jeg har lyst til at gå rundt i. Når jeg klæder mig på, er jeg meget bevidst om, hvad andre folk kunne tænke. Men det er samtidig alt for hårdt hver dag at skulle vandre rundt i noget, der er et politisk projekt. Noget, man også må stå til regnskab for. Jeg har intet imod at være bemærkelsesværdig eller at få komplimenter. Men jeg har ikke lyst til at sætte mig selv i en mere udsat position for hån og vold. Jeg har ikke lyst til at føle, at jeg bliver nødt til at nedtone min fremtoning for ikke at gøre mine veninder eller venner flove, når jeg ankommer til deres fester og fødselsdage. Jeg har ikke lyst til, at min lillebror skal skamme sig over at gå på gaden med mig, eller hvad hans venner tænker om mig. Jeg kan godt lide at vække opsigt, men jeg har ikke lyst til at skulle bekymre mig om, hvad de utallige blikke på gaden betyder. Damen i butikken på Bornholm ramte noget i mig den dag. Jeg ved ikke hvad. Normalt tænker jeg egentlig, at jeg er blevet rimelig hårdhudet over for blikkene, kommentarerne. Jeg er blevet vant til dem, for de er der hver dag, og jeg er vred over, at man skal hærdes på den måde, før man tør tage de mindste skridt væk fra normen. Jeg er vred over alt det shit, man skal være i stand til at tage uden at bukke under.

Og hver gang på togstationerne ind og ud af byen, på vej ud af døren: frygten for hån og vold. Og tanken: ville det være nemmest at lade være. Og det ved jeg, at det ville, men jeg har ikke planer om at gøre det.

Anneli har lavet en smuk Oskar-påklædningsdukke. Du kan downloade den til udklip her og et ark med tøj og accessories til ham her.