Jeg glemmer mig selv i naturen

28. marts 2019

Om at glemme sig selv, sine facader og sin forfængelighed i mødet med det beskidte og naturen. At være en del af noget større. Lige nu.

Collage af Lasse Bækkel

Mit første år på Roskilde kan jeg huske, at jeg kom hjem udmattet, solbrændt, rimelig lykkelig og tænkte, at jeg skulle huske ikke at være bange for det beskidte. Hvor befriende det var bare at kunne sætte sig ned på jorden overalt. Løbe, lege, falde. Slå hul på knæene og få jord under neglene. Spilde øl på min trøje og makrel på mine sko. Slippe min forfængelighed og selvbevidsthed. Løsrive mig fra mit spejlbillede, mit identitetsprojekt og glemme mig selv. Det mindede mig om at være et frit barn, der kunne lege uden begrænsninger.

Hvis bare jeg kunne bevare en lille del af den frihed i mit hverdagsliv.
Sætte den overdrevne renlighed på standby.

For i en nyvasket, hvid skjorte er jeg bange. Med perfekt lakerede negle er jeg bange. I en lejlighed uden fodspor og fingeraftryk er jeg bange. Bange for at spilde, bange for at ødelægge noget. I det rene bliver jeg hyper-selvbevidst, for her er der hele tiden noget, der kan gå galt. I det rene er jeg konstant en potentiel fiasko.

Jeg tror nogle gange, jeg demonstrativt fraskriver mig min forfængelighed og opsøger naturen og det beskidte, fordi jeg ved, at det er her, jeg kan slippe mit ego og skubbe lidt til den skarpt optrukne grænse mellem det rene og beskidte, mellem mig og verden.

Det er her, jeg kan glemme mig selv, når jeg bliver gennemblødt i regnvejr, glemmer at rede mit hår, får maling på tøjet, går igennem vandpytter, glider i mudder, laver bål, bygger sandslotte, lægger mig i sneen og bader i kolde bølger.

Med jord under neglene er jeg bare en lille del af en planet. 
Jeg er bare et barn i skoven,
der graver efter regnorme og laver bål.

I det beskidte skal jeg ikke skabe mig selv. Her skal jeg ikke opretholde en identitet. Her er der bare lyd og lys, regnvåd skovbund, slimede træstammer, langsomme snegle, foråret, der sitrer af liv.

Jeg vil ikke være et unikt individ. 
Jeg vil være beskidt og have sand mellem tæerne, saltvand i håret og hudafskrabninger på mine knæ.
Her er naturen, øjeblikket, fællesskabet.

Med jord under neglene, bålrøg i håret, græs på knæene, eller når jeg står solbrændt og beskidt med uglet hår på Roskilde og har glemt, hvordan jeg ser ud – dér er jeg fri. Fri for at være egocentrisk, selvbevidst og bange for livet. Fri for at holde igen og lade mig begrænse af dét, jeg tror, jeg skal være. I det beskidte bliver min bekymrede moderne hjerne sat ud af spil, og i stedet er der bare øjeblikket og alt det, jeg er en del af

lige nu.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Mega fin tekst, har tænkt så meget på det selv. Når man altid er blevet renere og renere, hvordan går man så tilbage?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *