Jeg har et stort og et lille øje
Da Jonas en dag møder en gammel klassekammerat, får det ham til at tænke over sin egen eksistens. Hvem var han før, da han var glad?
For nylig stødte jeg ind en gammel klassekammerat fra gymnasiet. Samtalen var en tåge af småsnak. Det eneste, jeg kan huske, er en lille fortælling om, at han snart er færdiguddannet ingeniør.
Snart klar til arbejdsmarkedet. Imens han forgæves forsøgte at have en samtale med mig, var det eneste i mit hoved én tanke: “Sidst jeg så dig, var jeg glad”.
Det var det eneste, jeg kunne tænke på. En tanke, som ramte mig som lynet, og som har været altoverskyggende den seneste uge.
Jeg kan ikke tænke på andet.
“Der var engang, hvor du var glad,” går igennem hovedet på mig konstant som en slags evig migræne. Jeg har haft det på den her måde så længe, jeg kan huske. Jeg kan tænke tilbage på dengang, jeg var barn.
Da var jeg glad, tror jeg. Det regner jeg da med. Jeg tror, jeg har minder om dengang, jeg var glad på samme måde, som man tænker på sin barndom. Det føles som at famle efter en forsvunden følelse. En følelse, jeg ikke længere kan genkalde.
Jeg frygter at min personlighed ændres på antidepressiv medicin. Måske bliver jeg til det menneske, jeg engang var igen. Glade Jonas. Hvordan er han mon? Er han mig uden at bruge firs procent af sin vågne tid i sengen. Hvad mon han vil bruge al den tid på?
Vil han endelig tage sig sammen til at få et arbejde, så han ikke konstant skal tænke på økonomi? Tager han sig sammen, og får han endelig læst alle de bøger, han drømmer om at læse. Bliver han venner med sine venner igen? Jeg håber, at glade Jonas er nice, og hans gamle venner kan lide ham. Måske han vil tænke tilbage på, hvordan deprimerede Jonas var.
Jeg håber glade Jonas viser sig, men han skræmmer mig også.
Da jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling i Glostrup, spurgte de mig flere gang, om jeg kunne huske den glade Jonas, og jeg sagde altid ja.
“Jeg begyndte at have det sådan her omkring da jeg blev student,” sagde jeg altid.
Men nu er jeg blevet i tvivl om, hvornår man overhovedet er glad. Jeg kan ikke finde en definition på det, og det er til uendelig frustration for mig for tiden. Man er vel ikke glad, hvis man gerne vil dø. Men alligevel har livet ikke nogen mening, medmindre man giver den mening. Kan jeg godt rationalisere mig frem til, at jeg gerne vil dø, og stadigvæk være rationel?
“Folk kommer over tabet og lever videre, selv hvis jeg stopper med det,” siger jeg til mig selv.
Men jeg ved, det er løgn. Savnet til mine bedsteforældre, som engang var, sidder stadigvæk i mig. Hver gang jeg er hjemme i Esbjerg, besøger jeg deres gravsted.
Jeg ved aldrig, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer derover. Nogle gange nikker jeg anerkendende sådan: “Nå, I er her.” Andre gange siger jeg: “Hej, hvordan går det?”
Men oftest stirrer jeg bare blankt på deres gravsten og prøver at mindes dem, de engang var. Både for dem selv, for mig og for dem, de kendte.
“En dag bliver vi alle glemt,” er en tanke, som før i tiden har skræmt mig. Men i dag finder jeg den betryggende: Min eksistens, blot en af mange eksistenser, vil blive glemt. Det er dog sjovt at spekulere over, hvor længe der går.
Måske går der et par generationer, før det sidste billede, den sidste tekst, det sidste levn fra en går tabt. For så at blive gravet frem af en slægts interesse i familien. For igen at blive glemt, når interessen forsvinder. En anden mulighed er, at man ender med at være en af de knoglesæt, som ender i en eller anden museumssamling: “Menneske, mand, født omkring år 2000.”
Det bliver nok ikke mig, jeg vil gerne brændes. Måske bliver man krediteret som “Ukendt kunstner” for noget, man engang har lavet, ligesom de malerier, man ser på museer, hvor det selvsamme står, og som jeg bliver så glad af at se udstillet.
Jeg har en tanke om, at de har skabt mening i deres egen eksistens med den kunst, de har lavet, og ikke har haft behovet for at øremærke deres ting som noget, der skal være en del af deres eftermæle.
Jeg holder meget af tanken om, at min eksistens er min egen, at det er mig, som former den, og at den slutter med mig.
Hvad tænker du?