Moderne maskulinitet eller kønnet modbevægelse?

“Hvis du ikke kender nogen mænd, der er trætte af ligestillingsdebatten, så kender du alt for få mænd.”

Sådan udbryder Jonatan Spang sarkastisk i sit populære politiske comedyshow ‘Tæt på Sandheden’. Publikum bryder ud i grin, joken er en succes.

Joken er i høj grad vellykket, fordi den er tidsaktuel. For samtalen om unge mænds holdninger til ligestilling har på det seneste fyldt meget i offentligheden. Det sker i kølvandet på, at der de seneste måneder er blevet udlagt nye holdningstendenser blandt unge mænd og kvinder i Danmark og rundt i verden.

“Jeg var jo ung i 60’erne og 70’erne. Dér var det virkelig kvindebevægelsen, klassekampen og ungdomsoprørets tid. Dér så man i højere grad de unge mod de gamle end de her forskelle, som vi ser nu blandt unge.”

Sådan udtaler Svend Aage Madsen om polariseringen, der i skrivende stund udvikler sig internt mellem unge i dag.

Svend Aage Madsen er psykolog, formand for Forum for Mænds Sundhed og bekendtgøres af flere medier som “mandeforsker”. Han har i det seneste årti undersøgt, hvordan kløften i generation Z har udvidet sig; med et særligt fokus på de unge mænds holdninger.

Men først: Lad os dykke ned i, hvilke holdningstendenser, der er skudt frem.

I slutningen af januar kunne man i ‘Financial Times’ læse om en global politisk udvikling blandt de yngste generationer. I Tyskland, Tunesien, Storbritannien, USA, Kina – og specielt i Sydkorea – har politiske professorer kunnet berette om en polariserende kløft mellem unge kvinder og mænd i generation Z angående identitets- og værdipolitiske holdninger.

Det fremgår af studierne, at kvinderne bliver mere og mere “liberale” og “progressive”, mens mændene bliver mere “konservative”.

Hvad med herhjemme?

Hvordan det ser ud i dagens Danmark, fik vi muligvis svaret på én måned senere, hvor Den Danske Valgundersøgelse i februar præsenterede deres resultater. Her kan den globale tendens også spottes blandt unge danske mænd og kvinder; specielt når det drejer som om holdninger til værdi- og identitetspolitiske emner som feminisme, ligestilling, indvandring og minoritetsrettigheder.

Undersøgelsen viser blandt andet, at unge mænd og kvinder er mere uenige i spørgsmål om emner som køn og ligestilling, end deres bedsteforældre var/er.

Hver femte mand mellem 18 og 34 år mener, at ligestillingen er gået “for langt”, hvorimod blot to procent af kvinderne i samme alder har samme holdning.

Det seneste folketingsvalg viste også konturerne af en kløft mellem kønnene. Her stemte 36 procent af unge mænd mellem 18 og 24 år på Liberal Alliance, hvorimod omtrent 30 procent af de unge kvinder stemte på SF eller Enhedslisten.

Ovennævnte data og de skitserede tendenser udfordrer de politiske fortællinger i vores samfund.

Man kunne fristes til at tænke, at når kønnene i dag er mere ligestillede end nogensinde før, så vil holdningsforskellene mellem unge mænd og kvinder også udviskes. I stedet tegner der sig en modreaktion hos både mænd og kvinder.

Specielt de unge mænds holdninger er påfaldende. Mændenes holdninger rykker yderligere ved en grundlæggende politisk generationsfortælling i vores samfund: fortællingen om de unge som de rebelske og progressive, og de ældre som systembevarende og konservative.

Den historieløse mand

Noget må altså være anderledes eller forandret hos de unge mænd.

“Det er vigtigt at forstå, at når unge mænd svarer, som de gør, til emner som blandt andet ligestilling – så er det fordi, de unge mænd kommer ud i et liv, som er historieløst for dem”, fortæller Svend Aage Madsen og fortsætter:

“De unge mænd har ikke været med til at opleve, at kvinder i mange årtier har kæmpet mange frihedskampe mod en utrolig undertrykkelse. Når unge kvinder udtrykker og positionerer sig holdningsmæssigt ved at gå ind for moderne regler og normer i dag, så har det en historisk baggrund, som de unge mænd ikke identificerer sig med.”

Modsat tidligere generationer, så er vi, unge mænd, heldigvis vokset op med formel ligestilling mellem mænd og kvinder. Derimod har vi ikke været vidne til en historisk Rødstrømpebevægelse, der stod ude på gaden og råbte kampråb som “ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp.”

Ligestillingslovgivning, herunder retten til fri abort i 1973 og Ligelønsloven fra 1976, er noget, der dengang var skelsættende for kvinder – men også for mænd.

Alle disse kampe er blot blevet normen nu. Måske er historieløsheden både et privilegium, men også en politisk sovepude, der gør, at nogle unge mænd fortrænger ligestillingskampens historiske tyngde.

Mandkøn

“Hvordan ser du dig selv som mand?”

Således fik jeg, lettere beruset, spurgt en af mine gode venner til en privatfest for nogle uger siden. Han så undrende på mig.

Han kunne ikke rigtig svare, og da han spurgte, om jeg kunne uddybe spørgsmålet, måtte jeg ydmygt erkende, at nej, det kunne jeg ikke.

Paradoksalt nok kunne jeg ikke svare på mit eget spørgsmål. Så var den samtale ligesom død.

Sidenhen har jeg tænkt på vores samtale. Alkohol er en for nem forklaring. Den er uangribelig, tynd som luft. Det var ikke sprutten, der tog sproget fra os. Måske var det nærmere, at vi ikke rigtig havde noget at trække på: Vi havde ikke en fælles referenceramme for, hvordan vi ser os selv som køn.

Ifølge Svend Aage Madsen, er det at se sig selv som “køn” noget, der har stor betydning for unge mænds syn på værdi- og identitetspolitik. Indtil for nyligt har mænd ikke set sig selv som et køn. Modsat kvinderne, der har set sig selv som køn i hundredvis af år gennem bevægelser – så har mændene ikke rigtig været nødsagede til det.

Mændene har altid haft den strukturelle og privilegerede overhånd i samfundet, en slags strukturel blindgyde, hvor der intet var at komme efter. Indtil nu.

For i gydens horisont tegner der sig nogle foruroligende strukturelle tendenser om unge mænd. Det skriver den amerikanske økonom Richard Reeves om i sin bog ‘Of Boys and Men’. Hovedpointen i bogen er, at selvom mænd stadig dominerer i de helt øverste samfundslag, dominerer de til gengæld også samfundets bund.

Mænd halter bagud i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet, socialt og sundhedsmæssigt.

Selvom Reeves primært tager afsæt i USA, er de samme tendenser også gældende i Danmark, hvor unge mænd klarer sig dårligere i uddannelsessystemet, de får lavere karakterer i folkeskolen, på gymnasiet og har en mindre sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse, end kvinder har.

Oveni det, er mænd generelt mere ensomme, har en lavere middellevetid, og de lider oftere triste skæbner, hvad angår alkohol og selvmord.

Det er måske derfor, vi ser, at 20 procent af de unge mænd mener, at “ligestilling er gået for langt”. Det er et slags modsvar. Nogle af de unge mænd er begyndt at se sig selv som et køn, der i høj grad ikke kan genkende de strukturelle privilegier, som deres køn historisk har haft. Tværtimod. Snarere oplever de det modsatte.

Derfor anses MeToo-bevægelsen og kønskvoter som et slags offensivt angreb. Trods bevægelsen og kvoternes gode og nødvendige intentioner om at bekæmpe sexisme, seksuel chikane og ulighed, oversættes det af nogle unge mænd paradoksalt nok til at være et angreb af manden som et køn, der i forvejen er i knæ.

Derfor er debatten om feminisme og ligestilling også blevet til den frommeste, konfliktfyldte og polariserede kampplads ude i debatspalterne i Danmark og i Vesten generelt.

En mangfoldig maskulinitet

De unge mænds modsvar og holdninger har også haft muligheden for at blive grebet og formet i personbårne bevægelser, som hos den kulturkonservative Jordan Peterson eller hos den mere radikale Andrew Tate, der nærer popularitet, især blandt yngre mænd.

Tate er blevet en viral, ultra-maskulin ledestjerne på sociale medier, Petersons bøger sælger i millionvis, og de sidste år har Peterson turneret rundt som en global rockstjerne.

Svend Aage Madsen ser på de to – ganske vist karikerede – eksempler med en vis alvor.

Ifølge Svend Aage Madsen promoverer både Peterson og Tate en forstokket og unuanceret måde at være mand på, som er “ude af trit med virkeligheden.” I stedet burde fokus ligge i at promovere en mangfoldig maskulinitet – gerne i en bevægelse.

“Mænd skal ikke nødvendigvis være på én bestemt måde. Jeg tænker meget, at vi skal leve med det, som er en mangfoldig maskulinitet, hvor vi anerkender, at mænd kan være forskellige på mange måder, men alle har behov for, at det er i overensstemmelse med tiden.”

Svend Aage Madsen lægger slutteligt vægt på, at (unge) mænd har brug for positive fællesskaber og nære relationer. Hvis mændene ikke kan finde det nogen steder, så kan de i stedet risikere at ende i radikale bevægelser, pointerer han.

Sociale, kulturelle og politiske bevægelser lever dog i et univers, hvor der altid vil eksistere alternativer. Selvom Tate og Petersons bevægelser har fyldt meget, har man i de seneste år også kunne glimte nye personbårne bevægelser, der stræber efter at udvide den ellers historisk afgrænsede maskulinitet.

I den populærkulturelle sfære har Tobias Rahim med sin sang ‘Når Mænd Græder’ gået forrest og banet vejen for, at skrøbelighed ikke er umandigt. I sportsfeltet har den dobbelte Tour de France vinder Jonas Vingegaard, de sidste to somre været en rollemodel for mænd og vist vejen til, at ydmyghed, sårbarhed og følsomhed også er en del af det at være mand.

Sebastian Lynggaard, der måske er bedre kendt som ejeren af Instagram-profilen herligesvend, udkom sidste år med bogen ‘Mandsforræder’, der fokuserer på, hvad det er, der forener mænd, og hvad der sker, når mænd kommunikerer med hinanden.

Og ja, apropos at kommunikere, så burde jeg måske igen tage fat i min kammerat, gerne i en sober setting, og få spurgt ordentligt: Hvordan ser du dig selv som mand?

Forhåbentlig kan én af os give et svar.

Tekst: Jeppe Grandahl
Visuelt: Astrid Ida Cornett
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen