Jeg har lært af Frederik, at det er okay at sætte hverdagen på pause og gøre det, man drømmer om

Min yndlingsfilm har altid været ‘Into The Wild’. Jeg husker tydeligt at se den for første gang i 9. klasse og føle mig helt mindblown over hovedpersonen, som tager et valg om at gøre noget helt andet end alle de andre unge på hans alder.

Til dig, der ikke har set filmen, så handler den om en ung fyr Christopher McCandless, som netop er blevet færdig med sit studie på universitetet. Han har en lovende fremtid foran sig, men i stedet for at følge den slagne vej, vælger han at forlade familie og venner, smide sin opsparing væk og køre ud på landevejene på jagt efter eventyr.

På mange måder minder historien om McCandless mig om min ven Frederik. 

Foto af Frederik

Frederik er 28 år og er lige blevet færdiguddannet som ingeniør i sommer på Aarhus Universitet. Frederik har opsagt sin lejlighed og kører lige nu ned gennem Europa. Helt alene.

Frederik har altid haft det godt i sit eget selskab og betegner sig selv som mere introvert end ekstrovert – eller måske bare lidt selektiv med sine mennesker.

De banale samtaler om vejret, livretter og kæledyr er uinteressante for Frederik, som godt kan blive væk i sit eget tankespind. Det var først i gymnasietiden, han fandt værdien i at dyrke sine relationer på et dybere plan. 

Klik her og Støt SEIN

Jeg har egentlig ikke kendt Frederik særlig længe. Jeg mødte ham for halvandet års tid siden igennem min kæreste. Selvom jeg ikke har kendt ham længe, så giver mange af de ting, Frederik fortæller mig om sig selv, mening.

Jeg forstår ham.

Han er kompleks og ligetil på samme tid. Og på en måde giver det også god mening for mig, at Frederik har valgt at købe en brugt bil og køre ned i Europa helt alene uden nogen særlig plan om et formål ud over at have tid og plads til sig selv.

Jeg har aldrig været særlig god til at være alene. Jeg bliver hurtigt rastløs. Frederik er god til at være alene, og følelsen af rastløshed er ikke farlig for ham. Og jeg forstår det egentlig på Frederik, som om at han ikke tager afsted, fordi han føler sig presset, men nærmere for at tage afstand til et samfund der har lyst til at presse én.

Det tyder på, at der er en stigende tendens blandt unge til at føle sig presset. 

En generation under pres

En ny rapport fra Psykiatrifonden viser, at hele 41% af unge studerende i slutningen af deres studier har oplevet at få stresssymptomer og 28% har søgt hjælp eller været sygemeldt fra deres uddannelse på grund af stress eller sygdom. I samme undersøgelse svarer 37% af de unge, at de i høj grad føler sig presset til at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet. 

Jeg ser mig tydeligt mig selv i denne rapport. Samtidig oplever jeg også at være en del af en generation, som hepper på dem, der stopper op og mærker efter.

Hvad er det egentlig, jeg har lyst til at bruge min tid på? Hvad er det, jeg har så travlt med? Jeg har ringet til Frederik én gang i ugen i løbet af den seneste måned for at høre om hans rejse.

Første stop

Første stop var omkring Mörsdorf i Tyskland. Vi talte meget om det store perspektiv. Hvordan og hvorfor han har valgt at begive sig ud på sådan en rejse?

Frederik fortæller, at han i slutningen af sin uddannelse følte sig meget mættet af studiet. En følelse jeg sagtens kan genkende, selvom jeg også holder meget af mit studie. Måske fordi man omgås meget med folk, som minder om en selv. Jeg er særligt fascineret af Frederiks form for kompromisløshed. 

Visuelt af: Emma Kreutzfeldt

Vi taler meget om, at det er okay være kræsen, når man skal ud på arbejdsmarkedet. Drømmejobbet skal ikke være et kompromis. Det er okay at insistere på at have tid til sine egne projekter og interesser og ikke lade sig presse af en omgangskreds, som måske ønsker at strukturere deres liv på en anden måde. 

“Jeg har ikke lyst til at blive den bedsteforælder, som sidder og fortæller om alle de ting, jeg fortryder ikke at have gjort. Jeg vil hellere sidde med de gode historier,” siger Frederik.

Det giver jeg ham ret i.

Andet stop

Frederik har haft problemer med bilen og befinder sig her ved Maria Alm i Østrig. Det er lidt op ad bakke, når den både agerer transportmiddel og bolig. Det betyder til gengæld, at han er nødt til at flytte på hostel et par dage, hvilket er fint, da behovet for at være sammen med mennesker begynder at kicke ind igen. På den måde er det også nyt at være helt alene i så lang tid. Derhjemme vil man ofte rende ind i andre mennesker på studiet eller i supermarkedet eller i sin opgang.  

Visuelt af: Emma Kreutzfeldt

Jeg spørger ind til, hvad han taler om med de mennesker, han møder på hostellet. Frederik svarer, at øvelsen nok ligger i bare at hoppe med på samtalen og se, hvor den ender. Ofte er det her, folk deler ud af det mere personlige: livshistorier, musikpræferencer, religiøse overbevisninger.

Han fortæller blandt andet om en snak med en slovakisk gæstearbejder, som er taget til Østrig for at tjene penge til at kunne støtte sin autistiske datter hjemme i Slovakiet.

Efter et par dage på hostel er bilen fikset igen og menneskesulten stillet. 

Tredje stop

Det tredje stop er i det vestlige Italien. Han fortæller, at han har mødt en pige fra Tinder på sin tur, som han er sammen med en enkelt aften. Det lader til, at det har været hyggeligt, men at de ikke skal ses igen. Sådan er det måske nok med mennesker, man møder på sin vej, når man rejser.

Jeg spørger Frederik, hvad han lytter til, når han kører bil. Det er trods alt det, han bruger mest tid på, så jeg er nysgerrig på, hvad han får tiden til at gå med: 

“Jeg hører meget The Growlers, Allah-las og Mystic Braves. Psykedelisk beach-rock. For mig er det synonym med at rejse. Jeg har lyttet meget til det på alle mine rejser, særligt på roadtrip i Australien og sejlads i Middelhavet,” fortæller Frederik. 

Frederik og jeg har også talt om hans tidligere rejser. Jeg bemærker, at han fortæller, at når han har sejlet, har han kigget længselsfuldt ind på land, og når han har rejst til lands, har han kigget længselsfuldt ud på havet. Sjovt med længsler. Bliver de nogensinde indfriet? Samtalen bliver kort, da min kæreste overtager opkaldet til Frederik. Jeg tror, de savner hinandens selskab.  

Er Frederik et symbol på en ny tendens blandt os unge?

Frederik og jeg taler meget om, at vi er en del af en generation, som har fundet en måde, hvorpå vi kan dyrke individualitet, mens vi indgår i et fællesskab. Vi lader hinanden mærke efter, vi tager flere pauser, og vi dyrker vores egne interesser, samtidig med at vi er en del af et fællesskab af unge. 

Jeg tror, jeg kan lære af Frederik, at man godt kan være ambitiøs og tage tingene i sit eget tempo. At man gerne må være træt af sit studie, men stadig være dygtig til sit arbejde på den anden side. At man godt kan tage tid for sig selv og stadigvæk have venner at komme hjem til. At det er sjovere med gode historier end stressede minder.

Skribent: Alberte Stage Frausing
Visuelt: Emma Kreutzfeldt
Redaktør: Veronica Magaard