IdaGanderup Fænk

Milles liv som nødhjælper i Ukraines grænseland

30. marts 2022

Normalvis bor min søster Mille i Odense, læser til sygeplejerske og vinterbader om torsdagen. Lige nu befinder hun sig i Seret i Rumænien, hvor hun fra en medicinsk Van modtager ukrainske flygtninge og skal være på vagt over for menneskesmuglere.

Det er 17 grader og høj sol, mens jeg sidder på min altan i Odense og snakker med Mille over telefonen.

“Det sner her. I forgårs var der 15 grader og sol. I nat bliver der minusgrader. Her er virkelig koldt,” fortæller hun gennem den løse forbindelse.

Hun er rejst til Rumænien i sin studiepraktik, hvor hun arbejder for NGO’en Medicines du Monde Greece.

“Lige nu befinder jeg mig 6 km udenfor en by, der hedder Seret. Det er en lille by i Rumænien lige ved grænsen til Ukraine. Den kan måske bedst sammenlignes med Bramming. Normalvis er byen helt tom, men pga. krisen har byen tiltrukket mange mennesker: journalister, NGO’er og frivillige. Der er et hotel, hvor alle bor, og det er altid helt booket.”

Mens hun er i Rumænien, står hendes lejlighed i Odense tom. Det samme gør hendes stol på UCL i Odense, hvor hun er i gang med 5. semester på sygeplejestudiet.

“Hey, kan jeg lige ringe tilbage?”

Væbnet med tålmodighed venter jeg, mens vores samtale 7-8 gange bliver afbrudt af ukrainere, der har brug for hjælp. Mille er alene i den medicinske Van, da de andre er til møde.

“Der var en dame med højt blodtryk, så jeg har sendt hende hen til lægen.

Vi er de eneste medicinske folk her. Lægen hedder Laina, hun er neurolog. Så er der mig, som sygeplejerske og en anden sygeplejerske, Katarina. På tirsdag kommer der så et nyt hold, der skal være her i to uger.”

De fleste frivillige er samlet på vejene fra grænseovergangene til byen. De har sat boder, telte og biler op med forskellige livsvigtige funktioner for at hjælpe ukrainske flygtninge.

“Det føles som et loppemarked, fordi der er boder, NGO’er og mennesker hele vejen op af vejen. Der er mange frivillige hernede, som hjælper med det juridiske. Bl.a. er der en bod fra Portugal, som hjælper flygtninge, der ikke ved, hvor de skal hen. Boden hjælper dem med at søge om portugisisk opholdstilladelse. Der er også en NGO fra Italien, der sender store busser, som samler folk op og kører dem til Italien. Der er endda et sted, der hjælper flygtninge med at søge om visum til deres kæledyr.”

Allerede 14. marts havde ca. 2.8 mio. ukrainere taget rejsen og var landet i nærområderne til Ukraine. Det svarer til ca. til 1% af Ukraines befolkning, som under normale omstændigheder er 44 mio. Ifølge politiet i Seret har 600.000 ukrainere krydset grænsen til Rumænien den seneste måned.

“Rumænien har forberedt sig på at tage imod rigtige mange, hvilket der ikke har været behov for endnu. Men det kan hurtigt ændre sig over et par uger. For to uger siden passerede 10.000 mennesker om dagen i denne overgang. De seneste dage er det kun 4-3000. Mellem 20-30 kommer forbi vores Van om dagen, nogle gange flere.

I dag mødte jeg en kvinde med sin mor og sin datter fra Kjiv. De havde været her i 2 uger. Hun havde ikke nogen intention om at tage videre, fordi hun troede, hun kunne komme tilbage. Men det er for farligt, så de er blevet. Hun snakker engelsk, så nu er hun frivillig tolk her. De bor i flygtningelejligheder, men hun arbejder som tolk i hverdagene og kan hjælpe andre flygtninge sådan.”

De fleste flygtninge, der ankommer til Seret, tager videre efter et par dage. Men det er en udfordring for mange at krydse grænsen. Har man ikke sine dokumenter, kan man ikke forlade Ukraine. Derfor er mange strandet i landet.

“Huslejen i byen før grænsen til Rumænien er steget 600 procent de seneste uger. Det er en af de få byer i Ukraine, der endnu ikke er blevet bombet. Så vil de bo der for at være i sikkerhed og tæt på grænsen, mens de venter på deres dokumenter.”

Mille og hendes hold er udstationeret i Seret for at yde al slags sundhedsfaglig hjælp. Ukrainernes behov varierer nemlig. Når de har fået mad, varmt tøj og en madras at sove på, bliver mange ramt af den virkelighed, de befinder sig i. På flygtningecentrene er der kun kvinder og børn, da de alle har måtte forlade deres mænd i Ukraine.

“I onsdags var jeg med en emergency psykolog i et flygtningecenter for 150 kvinder og børn, hvor vi lavede positiv terapi. Vi tegnede tegninger, der gjorde dem glade. Alle tegningerne indeholdt taknemmelighed for Rumænien, også børn ned til 4 år, der kun havde været der én dag. De er alle ubeskrivelige taknemmelige.

Det er svært. Flere af børnene brød ud i gråd efter tegningerne. Det var første gang, de kunne græde, fordi mor hele tiden græd. De fortalte om mor, som snakkede i telefon med far, som stadig var i Ukraine. Om mor, som bliver sur på far.”

“Mange af kvinderne er pressede og har brug for beroligende medicin. De får angstanfald, da de ofte kommer fra steder uden vand eller mad. Så kan vi hjælpe med vejrtrækningsøvelser og holder dem i hånden. De skal bare mærke, at der er nogen, der ser dem. Imens de får vejret, så bruger jeg meget tid på at lege med børnene og give dem en pause. Jeg er slet ikke uddannet til psykisk førstehjælp, men det betyder alverden for dem.

Hov, de andre er tilbage nu. De har været til møde siden kl. 12 med politiet. Det tog 3 timer og handlede om menneskesmugling.”

Nogle husker måske Operation Hvepsebo, som tilbage i 2016 rettede alles blikke mod Rumænien. Den sag gjorde det nemlig tydeligt, at Rumænien var blevet en populær destination for menneskesmuglere.

“Rumænien har Europas største mafia for menneskesmugling. Allerede efter to dage var der et tilfælde: en bus fyldt med børn og en anden fyldt med kvinder, som blev forsøgt stjålet af menneskesmuglere.

Jeg tænker tit, at fx. kan de gå fra vores Van, videre til et busstoppested, hvor der er nogle der kan stoppe op og tilbyde dem et lift. Man ved aldrig, hvem de er. Så lige nu kæmper vi for at skærpe sikkerheden. Politiet er meget vågne, og faktisk har alle NGOer også pligt til at reagere, hvis vi bliver mistænksomme. Det sker desværre.

Jeg tænkte, at alle var her i bedste henseende. Men man bliver helt sikker meget kritisk, fordi der er så mange mennesker, og man ved aldrig helt, hvad folk vil.”

Serets frivillige og NGOer skaber ikke kun samlingspunkt for kriminelle, men lokale har også fundet muligheder i at udnytte den sårbare situation.

“I går aftes kom der en mand og en kvinde, der har et chokoladefirma i Belgien hen til os, og fortalte, at de ville donere 20% af deres chokolade til ukrainske flygtninge. Men de ville ikke have det gik til de lokale eller de frivillige, det skulle være direkte til flygtningene. Så vi tænkte jo at henvise dem til flygtningecentret, hvilket også var det, de fiskede efter. Så jeg kontaktede Karl, som er koordinator der. Han fortalte, at de skulle afvises med det samme. At de kun gjorde det for at promovere dem selv, og at det var utrolig hensynsløst. Flygtningene ville bringes alle steder som reklame for deres chokoladefirma. ‘That is so nasty,’ sagde han.

Og bagefter tænkte jeg, det var meget naivt af mig. De kunne jo være hvem som helst, og jeg var ved at sende dem direkte videre.”

Det lyder lidt som flygtninge-versionen af greenwashing, tilføjer jeg.

Efter Mille ankom til Seret, har hun talt med utallige journalister og endda endt på De Kanariske Øers nationale tv-kanal. Nødhjælpen i grænselandet har kun kunnet lade sig gøre, fordi mange hundrede mennesker bidrager til det. Og Milles stolthed over at deltage stråler tydeligt igennem.

“Jeg føler mig rigtig inspireret til at fortsætte det her arbejde. Det har bekræftet mig i min personlige vej i NGO’er. Når jeg kommer hjem, skal jeg skrive min bachelor om det her og forhåbentligt blive i den slags arbejde. Jeg håber sådan, at jeg får mange flere muligheder for at blive sendt afsted og hjælpe andre.”