Jeg SEIN’er ud

Jeg har i lang tid vidst, at jeg skulle skrive en historie til SEIN, der omhandlede afsked eller i hvert fald om det, der sker, når man skifter en ting ud med noget andet.

Men som så mange andre jeg kender, er jeg personligt enormt dårlig til at tage afsked, uanset om det er med personer, steder eller ting. Derfor begyndte jeg også først at skrive mine tanker ned omkring den her udgivelse dagen inden deadline. 

Jeg holder afskeden på afstand. 

Jeg holder den på afstand for ikke at skulle tage stilling til de følelser, der følger med.

Frygten for at miste

Betydningen af ordet afsked er ifølge Den Danske Ordbog, at personer siger farvel til hinanden for at skilles i længere tid. Et eksempel på dette kunne være en hjertelig afsked. Det får tanken om afskeden til at lyde ret smuk, synes jeg.

Jeg tror egentlig grunden til, at jeg har svært ved at tage afsked med folk og i dette tilfælde SEIN og Aarhus, er frygten for at miste. Men hvorfor er det, vi er så bange for at tage afstand til en ting for at kunne begynde på noget nyt?

Det bunder vel egentlig bare i, at jeg har følt mig tryg. Jeg har opbygget en forbindelse til stedet og de mennesker, der følger med, og derfor er det skørt pludselig at skulle forlade noget, man har et stærkt tilhørsforhold til. Jeg ved egentlig heller ikke, om det er et endegyldigt farvel.

Bag forelskelsen

Hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg nok erkende, at den største årsag til, at jeg i første omgang sendte min ansøgning som kulturredaktør hos SEIN, var at forbedre mit cv i forbindelse med mit studie på Journalisthøjskolen.

Selvfølgelig lå der en nysgerrighed bag ansøgningen, men min start hos SEIN havde nok grobund i en egoistisk tanke. Jeg må dog erkende, at jeg gik hen og blev rimelig forelsket i hele universet omkring SEIN – et magasin af unge til unge.

Det er et fællesskab, man ikke får mulighed for mange andre steder.

Ligesom i ethvert andet forhold har der været op- og nedture. Jeg gik fra at vælge SEIN til af selviske grunde til pludselig at tilsidesætte min egen fritid og mine behov.

I bagklogskabens lys har jeg måske også givet lidt for meget af mig selv i perioder, men jeg kunne ikke rumme, at det fællesskab og de muligheder, SEIN dannede omkring mig, gik tabt på grund af noget så åndssvagt som økonomi.

Derfor tilsidesatte jeg og mange af mine kollegaer os selv for en periode. Jeg glemte simpelthen at mærke efter. Heldigvis er både SEIN og jeg kommet helskindet ud på den anden side.

Jeg er bange for at miste, fordi jeg som person har behov for mennesker for at trives, og jeg tror generelt på, at mennesker har brug for andre mennesker for at trives. Jeg har brug for, at der er fællesskaber som SEIN, der skaber værdi. Værdi for ungdommen og dens stemme.

Ungdommen bliver hørt

For lige at tage dig med tilbage til starten af den her artikel, har jeg hele tiden vidst, at jeg skulle stoppe hos SEIN på et tidspunkt og har derfor også været bevidst om, at et brud skulle ske.

Men jeg har sjovt nok undgået at tage stilling til det. Egentlig tror jeg også, at SEIN som ungdomsmagasin fungerer bedst, hvis der sker et skifte nogle gange. Ligesom der naturligt sker et skifte hos ungdommen, og hvad der rører sig omkring den. 

Jeg er heldig at have været en del af et sted, hvor vi sammen kan inspirere og dele med hinanden samt tegne vores helt eget billede af den ungdom og verden, vi står i netop lige nu. Jeg har hjulpet ungdommen med at blive hørt, og den er blevet hørt, lige så vel som jeg føler mig hørt.

Jeg vil altid have SEIN med mig, jeg vil bare befinde mig på sidelinjen fremover.

Tekst & redaktør: Mille Ravn Nyhauge
Visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen