Bøger på abonnement

Hverken vælge eller trykke play
Underholdning på abonnement er ikke noget nyt – slet ikke. Digital underholdning er hyper-tilgængeligt. Vi abonnerer på TV, film, serier og podcasts, der flyder i en lind strøm ind gennem vores øregange og øjenæbler. TV2 Play, Netflix, Amazon Prime. “Hvem har Disney Plus?”, “Har du Viaplay?”, “Vi kan dele en Podimo-profil eller et Zetland-abonnement!” Vi holder os opdaterede og underholdt med en ny sæson af ‘Love is Blind’, ‘The Crown’, ‘Big Mouth’ eller ‘Vild med Dans’. Vi kan få reality-tv, drama og dokumentarer. Vi kan få det hele, og det kræver ikke noget af os. Ikke andet end en månedlig betaling og et valg mellem en overflod af muligheder. Derefter er det bare at tænde skærmen og slukke hjernen.

Alligevel er jeg stødt på et nyt slags abonnement. Et abonnement, der kræver lidt mere af mig. Mere end bare at vælge og trykke play. Faktisk kræver det lige netop ikke dette. Jeg har det seneste år abonneret på mikroforlaget OVBIDAT’s bogserie af små håndsyede udgivelser. Jeg blev i første omgang opmærksom på bogserien, da journalist Lucia Odoom udkom med sin første skønlitterære tekst: ‘Sange fra andre rum’. Denne tekst var også OVBIDAT-abonnementets første udgivelse i år 2022. Et ømt og kærligt langdigt om Fona, fortid og fremtid. 24 sider indbundet i sandbrunt papir om skildpadder og dump musik gennem vægge. På OVBIDAT’s hjemmeside havde jeg mulighed for at købe digtet for 90kr. eks. fragt eller abonnere på bogserien og modtage ukendte bøger i løbet af året for 600kr. alt inklusiv. Seks styk 24 sider lange og håndsyede bøger af forfattere jeg endnu ikke kendte, og hvis form og indhold skulle vise sig at overraske mig igen og igen. De få sider og deres æstetiske indbinding i afstemte farver er måske det eneste, de fem bøger, jeg indtil videre har modtaget med posten, har tilfælles. For i denne farverige og smukke samling finder jeg både et drama, et langdigt, en fabel, brudstykker af sorg og et anderledes grammatik-kursus. Den lille samling på min hylde fylder ikke meget, og alligevel har glæden ved den været strakt ud over alle årets måneder.

At give sig hen til det ukendte
Men lad mig nu være ærlig; Jeg læste de to første bøger, så snart jeg modtog dem med posten (hvor dejligt og old school er det lige at modtage noget med posten!?). Lucia Odooms langdigt: ‘Sange fra andre rum’ og Gry Stokkendahl Dalgas fabel: ‘Kudan’ eller ‘kalven’ om kalven, Kudan, der fødes med et menneske-ansigt og spådomsevner. Men i maj fisker jeg den tredje bog ud af postkassen og lægger den på bordet. Den er sart lyseblå, og jeg ved intet om forfatteren. Rushet over de første bøger har lagt sig, og bogen ligger i månedsvis på mit køkkenbord, i min taske, ved min seng. Jeg tager den med mig, for intentionen om at læse den er der. Men jeg glemmer det lille, tynde, lyseblå værk. To måneder senere dumper den næste bog ind gennem postkassen, og sagen er den samme. For dette abonnement kræver, at jeg sætter mig ned, slukker for skærmen og den lette underholdning og giver mig hen til noget ukendt. Jeg ved intet om værket, men det kræver af mig, at jeg fokuserer. Til gengæld skal jeg ikke vælge – OVBIDAT har valgt for mig. Bestemt at ”denne tekst er værd at læse”. Og har ret – de har hver især været det værd. Havde jeg selv købt Christoffer Thunbo Pedersens ‘Ved porten over broen til gangene’? Et drama om Yussuf, Ignacio, en soldat, en herold og et grønt hoved, der alle misforstår og forstår hinanden i én lang tumult og fascinerende forvirring. Nej, for dramaet er ikke mit umiddelbare litteraturvalg. Havde jeg selv købt Olga Liva Bruuns ‘Grammatik i praksis 1: Lommesyntaks’ om arbejde i bydeform? Arbejd! Nok ikke, for jeg vidste ikke, at et poetisk og legende grammatik-kursus med undertoner af klassekritik ville underholde mig, som det gjorde. ‘Månens Urt’ rørte mig dybt. Sabitha Söderholms små tekster om at miste og at holde fast i minder om birkes og svedige hænder er smukke brudstykker af blomstrende sorg. Jeg har læst alle bøgerne nu og venter spændt på den sidste: ‘Kartoffeløje’ af Andrea Fjordside Pontoppidan. Hvad mon den handler om?

En investering
Mens jeg som regel ser Netflix for at koble af, læser jeg bøger for at koble ind. Koble ind på mig selv. Øve mig i at koncentrere mig i stedet for at dødsscrolle på min telefon. Derfor har det litterære abonnement været en investering, jeg ikke på noget tidspunkt har fortrudt. Jeg forpligtede mig til bogserien af nysgerrighed og for mit velværes skyld. Draget af tanken om at betro valget til nogle andre. Et valg, jeg ellers betaler Netflix 114kr. om måneden for. Det umulige valg mellem uendelige underholdnings-muligheder. Men underholdt har jeg også været af OVBIDAT’s abonnement. Og rørt. Forvirret og fortryllet. Og jeg håber at blive det igen i 2023.