BIDRAG: Jeg-skal-ud-og-handle-ensom

Jeg har opdaget en ny form for ensomhed. Jeg kalder den jeg–skal–ud–og handle–ensomheden. Jeg betragter ikke mig selv som et ensomt menneske. Absolut ikke. Jeg har gode venner, en familie, jeg elsker – generelt mange mennesker i mit liv, jeg holder af. Alligevel oplever jeg denne her helt særlige form for ensomhed; jeg–skal–ud–og–handle–ensomheden. Lad mig fortælle dig, hvad den går ud på.

Jeg ser det som en form for fænomen, der blomstrer om sommeren. Når syrenerne blomstrer, så blomstrer jeg–skal–ud–og–handle–ensomheden også.

Klik her og Støt SEIN

Jeg handler som oftest alene. Jeg kommer hjem efter en lang dag, indser at mit køleskab ikke har fyldt sig selv i løbet af dagen (det er da for dårligt!) og må begive mig ud på en rejse ned til min nærmeste Netto. Og det er faktisk lidt af en rejse; Den går forbi Elmegade og ned til Nørrebrogade, og det er på denne – på kedelige hverdage farefulde – strækning, det sker: her kommer jeg–skal–ud–og–handle–ensomheden.

Min færd starter ved kioskmanden, der har slået sig ned i det samme støvede, røde murstensbyggeri som jeg. Dernæst skal jeg forbi Sankt Hans Torv, der er fyldt med smukke, unge mennesker, der drikker kaffe med havremælk og spiser surdejsboller med smør og øer af salt vesterhavsost. Forbi Funke, hvor der serveres fadøl i blanke, skinnende ølglas ugen – ja, sågar døgnet – rundt. Og forbi slikhytten, hvor børn kommer ud med øjne, der ligner sismofytter, ved tanken om det slik, de skal hjem og spise.

Jeg skal forbi genbrugsbutikker, hvor kvinder med tørklæder i håret og hjemmehæklede, spraglede tasker ler højt af noget, jeg ville ønske, jeg var en del af. Og forbi ØL, hvis weissbier har nogenlunde samme farve som indersiden af mine blege håndflader, der savner at kysse solen. Til sidst når jeg endestationen, Nørrebrogade. Og mere specifikt: Netto.

Jeg kan nu bevæge mig ud på anden del af min færd. Anden del af min færd er en, som går mellem rækker af makrel-dåser og oliven på glas. Mellem unge mennesker, der forsøger at pante, men fortvivles over skiltet: ”I udu – repareres snares”, som, man skulle tro, var sat op permanent. Forbi kvinder med håret sat stramt tilbage og armene fulde af Svanemærket. Og mænd, der skal have snus og har lidt for langt hår bagtil. Fordi det er blevet hipt at ligne Crocodile Dundee. Når jeg hele vejen igennem og får handlet ind til en pasta med blomkål fra ‘Vegetarisk Hverdag’, er jeg heldig. Her stopper jeg op og tager en dyb indånding. Så må jeg begive mig den lange vej tilbage.

Vejen i sig selv er jo ufarlig. Det kan du godt høre. Problemet er jeg–er–ude–og–handle–ensomheden. Og den har jeg slet ikke fortalt dig om endnu!

Jeg-er-ude–og–handle–ensomheden er et fænomen, der rammer mig, når jeg har læst hele dagen, har haft for mange timer alene og har set fire afsnit af The Office i streg. Det er, når jeg konfronteres med alle de mennesker, der lever et liv, der sommetider virker mere som et liv end det, jeg lever. Og det er en løgn – det ved jeg godt.

Men læser man til eksamen og på sin gåtur ned til købmanden konfronteres med unge, der drikker store øl og får ølskæg, kan det give et stik i hjertet og en følelse af ensomhed; jeg–skal–ud–og–handle–ensomhed. Ikke fordi man reelt føler sig alene, men fordi hverdagen kan være svære at være i, når solen skinner. Når København blomstrer, og man bare selv, ligesom alle andre, også har en hverdag, som består i at skulle hjem og stå i osen fra stegt blomkål. Så føles det, som om syrenerne blomstrer, uden man selv blomstrer med.

Selvom alle blomster skal vandes derhjemme engang imellem. Og selvom ingen har ølskæg hele tiden.

Så kan vi lave en aftale om, at I smiler til mig, når jeg går forbi på min færd? Jeg slæber garanteret på porrer, müsli og hummus i store mængder. Mit net er nok proppet, slynget om på ryggen. Og jeg kan sikkert ikke høre dig, hvis du siger noget, for kender jeg mig selv ret, er jeg måske et andet sted; opslugt af mine tanker. Men smil alligevel! Anerkend at her kommer en ung kvinde alene –hun fortjener et nik og anerkendelse af sin tilstedeværelse. Et smil, der siger: ”hej med dig. Næh, du har købt porrer! Det gjorde jeg også i går. Altså, du må forstå: Jeg sidder ikke her og drikker øl og lever mit bedste liv hele tiden. Jeg handler også alene og bliver jeg–skal–ud–og handle–ensom – ligesom dig.”

Så kan vi måske komme jeg–skal–ud–og–handle–ensomheden til livs.

Jeg vil i hvert tilfælde sende alle andre, der kommer trissende alene med deres fyldte net, et ekstra stort smil. Et smil, der siger: ‘Jeg ser dig, og jeg har det ligesom dig. Du er ikke bare endnu en i mængden.’

Tekst: Marie Falkner
Redaktør: Anna Bjørg Juul Sørensen