Vi har ikke et sprog for det at miste

I foråret 2019 faldt min morfar og fik en indre blødning i hjernen. Ret hurtigt efter gik det ned ad bakke for hans helbred, og han sov ind i august. Det forhold, jeg havde haft med døden inden, ændrede sig markant, og den sorg, hans død bragte med sig, spredte sig ud i min familie og optrevlede de bånd, der før var så tæt knyttede. Men det skete alt sammen så hurtigt, at jeg knap nok nåede at sørge, før det, jeg havde bundfæstet min sorg i, var væk. Det er først nu, et halvt år efter, at jeg har indset dette. I denne tid er det gået op for mig, at selvom jeg altid har været bevidst om døden, har jeg aldrig budt sorgen velkommen. Hverken i forbindelse med min bedstefar i 2019, eller da vi mistede min bedstemor i 2012. Under karantænen prøvede jeg at italesætte denne sorg sammen med min mor, og vi oplevede for første gang at tage hul på et emne, der faktisk har været en følgesvend for os begge hele livet.

Min mor blev født d. 29 januar 1963 i kølvandet på, at min bedstemor mistede Laila, min mors storesøster på knap et år. Da hun blev bragt til verden, var min bedstemor plaget af en stor dødsangst og en frygt for at miste min mor, ligesom hun havde mistet en datter lige inden. Denne dødsangst resulterede i, at hun trak sig følelsesmæssigt fra min mor og dermed skabte en distance mellem dem. En distance, som prægede hendes opvækst i den grad, så hun udviklede en følelse af forsømmelse og i mange år sloges med tankerne om at være god nok, samtidig med at både bebrejde og forstå min bedstemor for den måde, hun håndterede sorgen på. Da jeg så blev født, mange år efter, valgte de at navngive mig som en forlængelse af min bedstemors navn og med reference til min farmors familie. Da min bedstemor spurgte ind til, om det var hende, jeg var opkaldt efter, kunne min mor bare ikke give hende ret og valgte i stedet at dele grunden til, at jeg blev kaldt Ernestine, med min fars familie. Da vi første gang snakker om dette, forklarer hun mig, at den affødte omsorgssvigt, hun oplevede som barn, fulgte hende op igennem voksenlivet og gjorde, at hun udviklede en afstandsfornemmelse til resten af sin familie. Og fordi hun aldrig helt følte, hun blev “inviteret” ind i familien, blev denne følelse selvforstærkende og gjorde, at hun fulgte nogle helt andre veje i sit voksenliv, end hendes søskende gjorde. Jeg tænker nogle gange på, om det var, fordi hun følte, at hun havde bevæget sig for langt væk ift. sin familie, at jeg rent faktisk blev opkaldt efter min bedstemor. Jeg har i hvert fald altid set på det sådan selv, og det har styrket mit tilhørsforhold til min mors opvækst og fødeby, på trods af at jeg som den eneste på min mors side af familien er født og opvokset i Århus. Jeg tænker også nogle gange på, om grunden til, at jeg voksede op så langt væk fra min familie, et eller andet sted også havde noget at gøre med min mors følelse af distancering til sin egen familie. Det eneste, jeg altid har kunnet dele med min familie, var gården Skovbjerggård, hvor min mor var opvokset.

Vores familiefortælling er i alle aspekter forankret i Skovbjerggård, et sted, hvor hele familien var samlet, og vi fejrede 2. juledag, fødselsdage, guldbryllupper og andre fællesdage og familiebegivenheder. Gården var for mig et helligt sted, hvor meget af min barndom har udspillet sig. Men det var også et sted, hvor jeg konstant blev mindet om, at jeg ikke var vokset op sammen med mine fætre og kusiner. Og det var et sted, hvor historierne var levende, ikke kun på grund af den fortællende natur, min bedstemor og moster besad, men også på grund af det landbrugsmuseum, mine bedsteforældre drev sammen. Artefakter fra fordums tid var med til at danne rammen for min barndom, og vi børn fik frie tøjler til at lege i levnene og give dem nye kontekster i vores fantasiverden. Skovbjerggård står stadig skarpt i min hukommelse som et land af uopdagede fund og endeløse ufortalte historier, der alle sammen bankede på døren for at blive sluppet ud. Men denne version af gården står dog kun tilbage i vores kollektive familieerindring.

Da min bedstemor døde i julen 2012, var det, som om hun havde forberedt sit eget dødsleje. Al julemaden stod klar, de sidste klejner var bagt, og der var to kæmpestore kummefrysere fyldt med mad, der kunne brødføde en mindre hær. Hun forlod Skovbjerggård, men efterlod sig stadig varmen, historierne og fortællingen til os andre. Da vi samledes med præsten for at gennemgå den tale, der skulle afholdes, var hendes ånd stadig til stede i de bruntlakerede bænke rundt om spisebordet, og hendes stol stod stadig ved siden af med skyggen af hendes krop indprentet i de hjemmesyede puder. Denne varme forblev forankret på gården i de efterfølgende år, men efter min bedstefars fald i 2019 blev han tvunget til at flytte på et hjem. Dette ryk virkede som det sidste skub, der sendte ham over på den anden side.

Da han forlod os, var det ikke langt fra Skovbjerggård, men det føltes som flere tusinde kilometer væk. Og da vi mistede ham, mistede vi for alvor den sidste flig af vores fælles barndomshjem. Men sorgen var overskygget af lettelsen over, at hans smerter var borte, og at han nu kunne tilslutte sig sin sjælefrænde et andet sted. Denne lettelse varede ved i nogen tid, en tid, hvor boet skulle gøres op, og alt fra museet skulle pakkes væk.
Efter at det er overstået, har jeg gravet i mine egne tanker og prøvet at genfinde den lettelse, jeg før oplevede, men jeg kan ikke finde den. Under karantænen var det, som om min krop for alvor fik lov til at sænke sig ned i den sorg, jeg har oplevet det sidste år, og ikke mindst det tab og den afmagt, jeg føler, hver gang jeg tænker på gården, der nu er i nye hænder. Og der var det så, jeg opsøgte min mor, og for første gang siden august måned prøvede at snakke med hende om, hvor ondt det faktisk gjorde. I denne samtale gik det op for os begge, at vi har meget forskellige måder at mærke sorgen på. Hun blev født ind i en sorgfyldt tid, og hun lærte aldrig, at efter vinteren kommer våren, så hendes tab stikker dybere end bare selve gården. Følelsen af at miste er rodfæstet i mulden og bindingsværket, der holder bygningen sammen, og som har dannet rammen for min barndoms vår. På samme måde som hun, ligesom jeg selv, er dybt forbundet med gården, så er hendes fornemmelse for sorg noget, hun fik med helt fra starten, hvor jeg på den anden side husker tiden før og har et afsavn over, hvad der engang var. Efter at dette er gået op for os begge, manifesterer spørgsmålet “Hvorfor har vi ikke snakket om dette før?” sig. Og der går det op for os begge, at vi ikke har et sprog for det at miste. Vi har ikke et sprog, der kan udtrykke den altomsluttende sorg, vi har oplevet på så forskellige måder, og vi er begge fanget i et emne, der stadig er tabuiseret den dag i dag.

Sorgen er en umålelig størrelse og kan iklæde sig så mange forskellige skikkelser, at det kan være svært at genkende den. Da min bedstemor mistede sin datter, oplevede hun en af de meste tabuiserede og en af de største former for sorg, et menneske kan opleve i sit liv, tabet af et barn. Min mor, på den anden side, bærer følelsen af at blive født ind i en sorg og at blive mærket af den, ufrivilligt, og dertil bære den resten af livet som et ekstra lag hud. Jeg har oplevet, hvordan noget, der før var det helligste sted på jorden, blev forvandlet til en tom skal og ebbede ud i et ekko af de minder, jeg gemmer i mit hjertekammer. Og selvom det har taget mig så lang tid at begynde at prøve at sætte ord på, er jeg glad for at jeg startede en varm forårsdag under karantænen. Og selvom jeg stadig ikke har et sprog for det at miste, må det blive min nedskrevne historie, der bliver det første skridt på vejen mod at kunne tale om min egen sorg med andre.