Jeg skriver: Jeg savner dig

Fotografi af Cecilie Fang Jensen

Jeg skriver: Der er ikke noget at være bange for.

Hver aften føles som verdens mest dovne aften, og vi vil hellere sove og se film end at bolle. Mærkeligt. Troede det ville være omvendt, men jeg har åbenbart ikke særlig meget lyst til sex i krisetider. Apocalyptic sex fantasy annulled.

Skriver til dig, at jeg aflyser, og får en vred besked tilbage. Det er vreden over, at alt er blevet aflyst, og nu er du vred over, at jeg også aflyser. Frygter hele tiden, at mine planer bliver lavet om, at kalenderen ikke passer med tidspunktet. Klamrer mig til alt, hvad der bare minder om rutine, og begynder at tage tre vitaminpiller hver morgen. Tog dem før sporadisk, men nu bliver jeg insisterende og vil ikke have nogen impulsive vitaminer. Jeg vil have rutinevitaminer. Hver dag samme tidspunkt.

Jeg tager op på besøg. Hopper på havetrampolin og vinker til dig gennem nettet. Har min egen kop med, og vi drikker te i haven. Når man ikke må, får jeg virkelig lyst til at kramme dig.

Jeg har en lille tilbøjelighed til angst og kan hurtigt komme til at gå ned ad en vej, som måske ikke er så god. Jeg er lidt bange, og det er, som om jeg ubevidst undgår at være for meget alene med mig selv – for hvad hvis nu. Jeg må snakke med min psykolog om det, men det er, som om det ikke kan lade sig gøre, nu hvor jeg skal sidde på mit eget værelse og ikke hos hende og snakke. At jeg skal tale til hende gennem skærmen. Sværere at sænke facaden, svært for hende at gennemskue mig.

Du græder i telefonen, og jeg kan ikke sige noget godt, for jeg har også selv lyst til at græde, så jeg prøver at skifte emne, og vi snakker lidt om solen. Drømmer, jeg holder din svedige hånd, og du nægter at løsne grebet.

Jeg kigger på billeder fra før og tænker, det var før, og nu er det noget andet, og jeg håber bare så inderligt, at det snart bliver som før, selv om Mette siger, at ingen ting vil blive som før. Det værste, man kan sige til en tryghedsnarkoman.

Jeg prøver at finde en måde at komme videre med min dag og må takke nej til hvidvinen om fredagen, fordi jeg føler mig for svag til at kunne blive udsat for noget. Fordi alt er åbent i mig, og fordi jeg intet kan stå imod. Er bange for at vågne op alene med angsten. Er i det hele taget bange for at være alene. Selv den tanke kan give mig angst, fordi jeg er så bange for at være alene med en tanke.

Jeg skriver: Jeg vil aldrig være alene med en tanke igen.

Jeg bliver så bange for at miste det, vi har sammen, fordi vores liv jo går meget forskellige veje, og jeg vil bare gøre alt for at blive ved med at have dig meget i mit liv. Du er bare vigtig for mig, og jeg elsker dig så meget.

Jeg bliver sur på dig, hver gang vi snakker i telefon, og det får mig til at føle, at der er noget galt, og hvad hvis nu vi slår op. Det bedste for os lige nu ville være at være rigtig meget sammen, og det kan vi ikke.

Jeg skriver: Du er okay?

Jeg er villig til at cykle over alt, hvis bare jeg kan få lov at vinke til en ven. Cykler 12 km hjem til mine forældre og snakker med dig hele vejen. Du siger, jeg lyder meget forpustet, og jeg prøver at trække vejret roligere.

Jeg er begyndt at tage selfies igen, hvilket jeg ikke har gjort i lang tid. Ved ikke, hvem jeg tager det for, måske bare et forsøg på at se, jeg stadig lever.
Bliver bange for, at jeg tager selfies, fordi jeg ikke har nok i mig selv. At jeg har brug for at have et billede af mig selv for at føle, at jeg findes, og at der er bevis på det.

Jeg er bange for at tage en selvisk beslutning, der vil sprede smitten og dræbe andre mennesker. Føler alle mine behov er selviske, fordi alt potentielt kan sprede smitte. Hvorfor køber jeg ind lidt ad gangen i stedet for at købe stort ind én gang om ugen? Hvorfor går jeg ture? Hvorfor ser jeg mine forældre? Det er alt sammen utrolig selvisk og uansvarligt. Sådan tænker min indre coronadiktator i hvert fald. Det bedste ville være at lukke sig inde på sit værelse, og derfor får jeg dårlig samvittighed af alting.

Får dårlig samvittighed over at skrive, at jeg har det svært, når jeg ved, at jeg jo har det fint compared to everything. Får dårlig samvittighed, når jeg har det godt, fordi andre ikke har det. Læser mig frem til, at det nok i virkeligheden alt sammen er kapitalistisk overforbrugs skyld, og får det rart med at begrave min dårlige samvittighed hos kapitalismen, den son of a bitch.

Jeg begynder at lægge store planer for næste sommer, og det hjælper lidt at give sig selv lov til at drømme stort.

Jeg tæller mine venner i hovedet bare for at få en følelse af deres mængde. Det er svært at tro på, de er der, når jeg ikke kan se dem. Har aldrig været god til at chatte, men øver mig en hel del nu og er begyndt at finde ind i en god skriftlig jargon. Griner lidt af autocorrect og sjove misforståelser. Bliver glad, når folk svarer med det samme, og det føles, som om vi i et kort øjeblik trækker samme vejr.

Jeg bruger stor energi på at lave en kæmpe portion Pad Thai til min familie i sommerhus. Nudlerne brænder på og var i øvrigt ikke de brede. Falder sammen under serveringen og føler stor skuffelse over mig selv. Tænker flere dage efter over, at jeg puttede for meget forårsløg i og for lidt tamarinsauce. Utroligt, hvor lidt der skal til for at slå mig ud.

Jeg tænker tilbage og tænker, jeg har klaret det sværeste nu. Tænker på i morgen og ved, at jeg skal til forelæsning på Zoom kl.13. Folder dynen ind under mine fødder og finder ud af, jeg sover bedst, når jeg ligger skævt, hvilket jeg kun kan, når jeg sover alene. Drømmer, jeg er på Roskilde Festival, og Taylor Swift er dobbelt så høj som alle andre.

Jeg skriver: Jeg savner dig.