Om sex, skrøbelighed og alt derimellem

29. november 2022

Det er, som om vi befinder os i en guldalder for ungdoms-TV og -teater. Der er et stort, ungt publikum, der hungrer efter gode værker at spejle sig i og undersøge livets svære tematikker igennem. På Aveny-T i København bliver dét ønske opfyldt. Forestillingen ‘SEX’ giver publikum et sprog til at tale om sex, skrøbelighed og alt derimellem. Beate mødte instruktør og dramatiker, Leo Clara Mendes, til en samtale om sex, seksualitet og forestillingens tilblivelse. 

Jeg tror, min Facebook-algoritme har opfanget, at jeg er interesseret i forestillingen ‘SEX’ på Aveny-T. De sidste par uger er Nina Rask tonet frem på mit feed hver dag med budskabet: “Hvis der nogensinde har været noget ved sex, som, du synes, har været svært eller sårbart, så skal du tage ind at se forestillingen.” Det gør jeg.

Man kan tænke, at det er en selvfølge, at alle synes, sex kan være svært eller sårbart, men da jeg ser forestillingen, går det op for mig, at det faktisk ikke er noget, vi taler særlig meget om. Stykket er ikke et ensidigt manifest for sexpositivisme, som ellers er populært i meget kunst for tiden. Det er derimod en ærlig undersøgelse af sex, kærlighedsforhold og venskab; både det dejlige og intime, men også det konfliktfyldte, akavede og forvirrende. Befriende. Jeg har inden forestillingen set tv-serien ‘SEX’, som udkom i 2020, og som teaterstykket er baseret på. Men på Aveny-T rammer historien mig på en helt ny måde. Når skuespillerne ER her – fysisk sammen med os – er det, som om at det sårbare rum, jeg så på skærmen i serien, pludselig spreder sig ud og omfavner alle i salen. Samtidig er det ikke for meget at være i, fordi skuespillerne ikke kun dyrker den pinefulde akavethed, men også den sjove. Først er der latter fra publikum, så eftertænksom tavshed og til sidst en stående applaus (sådan én, hvor man får ondt i hænderne).

 

Portræt af forestillingens instruktør og dramatiker Leo Clara Mendes. Af Sigrid Langgaard.

Nogle dage efter jeg har set stykket, møder jeg instruktør og dramatiker, Leo Clara Mendes, for at tale om forestillingens temaer, politik og arbejdet med at omsætte ‘SEX’ fra TV-serie til teaterstykke. Jeg spørger dem, hvad der gjorde, at de fik lyst til at lave tv-serien ‘SEX’. 

»Jeg tror bare altid, sex har været lidt et mysterie for mig. Dengang jeg skrev serien, var der ikke lige så meget fokus på nuanceringerne af sex og seksualitet, som der er nu. Så det var noget, jeg selv savnede, og noget, jeg var optaget af og puzzled af – altså det der med at være en del af en generation, der er blevet bombarderet med sex og seksualitet, men ikke rigtig er blevet eksponeret for den mere nuancerede samtale, som jeg synes, der er kommet mere af de senere år. Der er så nogle andre ting, der er blevet sværere.«

Hvilke? Hvordan har det ændret sig?

»Der er både nogle ting, der er blevet nemmere, fordi der er blevet mere plads til den nuancerede samtale. Der er jo også samtaler om eksempelvis overgreb nu. Men jeg synes stadig, der mangler en samtale om, når man ikke er helt klar over, hvor ens grænser går, og/eller hvordan ens lyst tager sig ud.«

Leo fortæller om et afsnit af Politikens Poptillæget, hvor Maja Malou Lyse taler om emnet:

»Kapitalismen griber fat i den feministiske frigørelseskamp af seksualiteten og kaprer den – gør den til en forretning. Men det bliver også bare lidt sort-hvidt. Så er det et nyt ideal, at så skal man være rigtig god til at have sex og have rigtig meget sex, vide præcis hvor ens grænser går. Den samtale har vi brug for at nuancere.«

Det er fantastisk at tale med Leo, fordi mange af de ting, de har blik for, er noget, jeg er meget enig i, men selv kan have svært ved at sætte ord på. Jeg synes, normerne for sex er så stærke, at det føles, som om de kvæler mig, når jeg prøver at tale ærligt om det. Måske er det, fordi sex på én og samme tid er så privat, men også kan være meget politisk. 

Teaterscenen er et offentligt indblik i det private rum, og det er nok derfor,  jeg synes, forestillingen blotlægger problemstillingerne om sex på en meget mere oprigtig og rørende måde, end en feministisk teoritekst eller et politisk manifest kan. 

Jeg spørger Leo ind til, hvordan det har været at arbejde med et emne, der ligger i netop det krydsfelt mellem det meget politiske og meget private.

»Manuskriptet har været et sted henne, hvor det har været mere eksplicit politisk. Men det, der fungerer bedst til den her historie, fordi den er så nært et portræt, det er faktisk, når karaktererne taler meget mere fra sig selv. Ikke med en eller anden tydelig politisk agenda. Men jeg tror samtidig bare, at mit blik er politisk. Det, jeg ser i relations-hierarkier, det jeg ser i måder at relatere til hinanden på og sådan noget – der kommer jeg fra en politisk tradition. Men jeg synes ikke, det er noget, der kæmper mod fortællekunsten. For mig er de to meget integrerede dele i hinanden. Med respekt for at fortællinger er fortællinger og ikke skal være en politisk slagsang. Det er bare en integreret del af den måde, jeg ser verden på, så jeg tror altid, det vil være en integreret del af det, jeg skaber.«

Idéen om, at det “politiske” fungerer bedst, når karaktererne bare er oprigtige, leder mig videre til noget, jeg længe har tænkt meget på: Hvordan man skriver ærlige portrætter af unge mennesker. Fordi jeg ofte synes, der bliver talt ned til unge karakterer i bøger, serier og teater. Portrætterne bliver mere et glansbillede af en ungdom end egentlige, hele mennesker. I ‘SEX’ er det dog modsat. Det er, som om karaktererne minder mig om nogle, jeg kender, uden jeg helt kan sætte en finger på hvem. De er ikke skabt i et univers for sig selv, men føles i stedet, som om de er i direkte forlængelse af den virkelighed, jeg lever i som en ung i starten af 20’erne.

»Jeg trækker meget på min egen erfaringsverden og emner og temaer, der optager mig, og mine venner. Folk omkring mig. Så de karakterer står også mig selv meget nært. Nogle af de ting, de er optaget af, er noget, jeg både er optaget af personligt, men også politisk. Relationelt. Så jeg tager dem meget alvorligt. Og det er måske også det, man kan mærke, hvis man ræsonnerer med dem,« fortæller Leo. 

Jeg begynder at tro, at denne “tagen alvorligt” er det, der karakteriserer godt TV og teater – særligt det til unge. Og jeg håber, at forestillingen ‘SEX’ markerer en ny måde at tale om intimitet og sex på fremover. Forestillingen viser, at sex handler om mere og andet end hvad, der kan koges ned til et PEECH-slogan. Og det er jo egentlig fedt. For hvis det var så simpelt, ville det slet ikke være lige så spændende og vigtigt.

 


Forestillingen ‘SEX’ kan ses på Aveny-T i København frem til d. 10. december.
Læs mere om forestillingen her.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her