Jeg tager sorgerne på forskud

Jeg tager sorgerne på forskud. Kigger på dit ansigt, nærstuderer det, bryder det ned til hver detalje: næsen med knæk, den glatte pande, det viltre hår, der omkranser den. Du har forsøgt at trække det tilbage, men det går jo ikke helt. Du har intet, du vil trække tilbage – ikke fra mig i hvert fald. 

Klik her og Støt SEIN

Alt det kigger jeg på og suger til mig. Disse dele af dit ansigt kommer til at symbolisere noget, jeg meget snart vil savne. Nemlig os. Ligesom at næsen med knæk snart ikke er inden for rækkevidde, er vi det snart heller ikke. Så jeg ser kun savn i dit ansigts former. Min hals snører sig sammen og sender en kraftig bølge i maven på mig. Vi er snart langt væk fra hinanden.

Eller snart, hvad er snart? Lige nu er det først rigtigt om en måned, men der er den ene uge, hvor du er væk, og den anden, hvor jeg er væk. Så det er faktisk ti dage. Ti dage til os og med næsen, panden og håret. Og jeg vil nyde de ti dage med dig, men næsen, panden og håret er der jo også, så jeg aldrig helt glemmer, hvad det er, jeg har, men ikke kan beholde. 

“Jeg ser alt i minder
Selvom det sker lige nu” 

Det skrev jeg engang i min notesbog, og det skriver jeg ud over hver af vores ti dage. Det er savnet om en, to, tre måneder, der taler til mig. Det er mig alene i en smal seng eller mig alene blandt mennesker. Det er mig og mine tanker om den dag, der kommer i morgen, og som snart er oplevet; den dag, der giver os kun ni dage mere.

De dage, du er væk, er på ferie, hedder overskrifterne i mine noter: to do, ting der skal ordnes, planer uge 30, torsdag:, fredag:, og deres indhold er noget med en masse streger – købe …, – ses med …, – træne …, – ordne …

Mine dage er en masse streger.

Jeg overkompenserer, overforbereder, finder tryghed i tingene, køber ting, jeg ikke har brug for. Tryghed i en ny vasketøjskurv, tryghed i en ny kuglepen, tryghed i en kurv. En flettet kurv. Hvis der ikke er styr på tingene inde i min skal, kan der i det mindste være styr på tingene uden for min skal.

Jeg tager sorgerne på forskud. Sidder ynkelig på en bænk og græder. Du er der også, og det regner. Jeg har fortæret en kold samosa fra kiosken, drukket en sodavand, smilet og grinet. Gjort alt det, mens solen skinnede. Hele tiden havde jeg klumpen i halsen. Jeg sank den ned med maden, den røg op igen som en hoppebold.

Jeg nåede at fælde de første par tårer, før himlen åbnede sig. Det var, som om det var mig, der gav tegn til himlen. Som om den først ville give slip på sine ferske tårer, når jeg gav slip på mine salte. Så sad vi der og græd sammen, mig og himlen.

Din næse drypper. Det samme med håret. Regnen har samlet sig der, holder stædigt fast, før den glider ud. Din trøje er også våd, to øjenformede pletter viser sig ved din skulder. Du smiler til mig, og jeg får lyst til at græde lidt mere. For det er det, jeg kommer til at savne. Jeg tror ikke, du forstår, hvorfor jeg græder, når du smiler, og jeg har ikke stemme til at forklare dig det. Den knækker. Så jeg græder bare. 

Jeg vil så gerne være sorgløs. Danse gennem dagene, lade hjertet blive let, så jeg igen kan løfte fødderne. Bevæge mig fremad uden byrden af tanken om tunge fremtidige følelser, som jeg mærker i nuet. Bare uden byrden af tanken faktisk. Lad mig være tankeløs.

Uanset hvor meget jeg prøver at være rationel, kommer mine følelser mig i forkøbet. De er store og blå og griner min rationalitet i ansigtet. De kommer fra knuden i maven og puster en tåge i hjernen på mig.

På den sidste dag, vores sidste dag, er jeg næsten ved at brække knuden op og udtørre samtlige af min krops væskedepoter. Jeg sidder foroverbøjet på trappen og ser dig forsvinde i det grønne på stien. Det gør ondt, men gør godt, at du er væk, for nu er jeg det sted, som jeg så ustyrligt frygtede. Stedet, hvor mine sorger lå: de sorger, jeg tog på forskud.

Et par måneder efter er mine øjne tørre og klare. Jeg tror faktisk, de skinner. Jeg er i den smalle seng, og jeg er blandt mennesker, men jeg er ikke alene. Jeg græder kun, når jeg griner. Det gør jeg meget. Dagene svejses sammen af latter. Der er intet, jeg skal ordne. Nu er der ro inden for min skal, så der må gerne rode uden for den.

Nok tog jeg sorgerne på forskud, men nu ligger de bag mig. En gang imellem kommer de frem igen – især når du taler til mig gennem telefonen, og jeg ser dit solbrændte ansigt med de hjemlige øjne. Og næsen med knæk. Og det viltre hår.

Skribent: Karoline Laksàfoss Lauritsen
Redaktør: Johanne Ringøen
Visuelt: Emma Hjortkjær