Jeg er træt af din kur

25. februar 2018

Mille er træt af at føle sig for stor, for grim og for usexet. Hun synes, vi har brug for en revolution, en kropsrevolution, hvor vi gør op med det ideal, som de sociale medier er med til at diktere.

Fotos af Caroline Hjorth Lehmann

”Tab dig 5 kilo på 5 uger”, ”Sådan får du den perfekte krop – 10 slanketips til dig”. Det er bare nogle eksempler blandt de mange reklamer, som dukker op i mit Instagram- og Facebook-feed hver dag. Jeg har selv tilmeldt mig et fitnesscenter, hvor jeg træner – i hvert fald to gange om ugen. Ellers får jeg dårlig samvittighed og tænker dårlige tanker om mig selv. For det er nemlig sådan, at jeg engang imellem hader mig selv. Jeg hader mit udseende så meget. Jeg kan ikke holde ud, hvor meget fedt der er på min mave – som er blød – medmindre jeg spænder den, og små antydninger af muskler kommer frem. Jeg kan slet ikke klare, at mine hofter er så brede, at jeg kan tage fat i fedtet på siden af mig selv og så mærke hoftebenet gemme sig indenunder, så jeg skal bruge en str. medium i bukser. Og jeg hader, at mit ansigt er så rundt, at der ikke engang er en antydning af kindben, som ellers er det, alle andre har. Jeg kan bruge flere timer hver dag på at hade min krop.

Men min omgangskreds har det endnu værre. Her har størstedelen af pigerne valgt at gå på kur. Oven i det snakker de så hele tiden om den kur og pisker en stemning op om, hvor lidt man må spise, og hvor meget man skal bevæge sig. De tvinger sig selv ned i fitnesscenteret et sygeligt antal gange om ugen. Nogle af dem sulter tilmed sig selv, hvis selvhadet bliver for stort.
Selvom jeg febrilsk har bildt mig selv ind, at jeg SKAL elske mig selv og min krop for alle de funktioner, den har, kan jeg ikke undgå at blive påvirket af deres ”kost- og fitnessmani”.

Det sande billede?

’Alle andre’ – et fænomen, der huserer blandt min generation – er blevet et problem for min omgangskreds (og til tider også for mig). ”Alle andre er pænere end mig!”. ”Alle andre har en rundere og mindre numse end mig, en mere markeret mave end mig. Og alle andre kan spise pizza og burger, uden at man kan se det på dem OVERHOVEDET!” Sådan siger nogle af mine veninder, inden de går på kur, for sådan ser det ud på de sociale medier. Og det er også det, mine venner og veninder rammes af. Inden jeg kom på de sociale medier, gik jeg ikke op i, hvordan andre så mig, eller hvordan jeg så andre – i hvert fald ikke så bevidst. Nu lægger jeg især mærke til min omgangskreds, hvor jeg har en fornemmelse af, at alle pigerne er tyndere end mig.

Hvis jeg tænker rationelt, så ved jeg godt, hvorfor de virker tyndere. App’en ’Airbrush’ har sat gang i en ny måde at fremstille sig selv på. Hofterne er smallere, kindbenene gjort mere tydelige, og huden er glattet ud. Og selvom jeg er opmærksom på, at billederne, jeg ser i min hverdag, er redigerede, kan jeg ikke undgå at stræbe efter det uopnåelige. Det ved jeg også, at min omgangskreds gør, derfor ender vi med at føle os som fiaskoer, når vi ikke lykkes med at se lige så perfekte ud som folk på de sociale medier. Men når selv min bedste veninde, som er model (og dermed ifølge mange har den ”perfekte” krop), kan tude over sit udseende – så er drømmen om den tynde, lange og trænede krop måske en illusion?

En illusion

Og JA, det er den. Forskning viser nemlig, at grunden til, at vi ændrer på vores kroppe, er, fordi der er noget andet (ofte psykisk) galt. Problemet er bare, at det er svært for sig selv at få øje på og dermed ændre. Derfor opstår den ’falske’ idé, at det er nemmere at tabe sig og på den måde opnå en form for succes i livet.

Ofte handler det jo om – når vi gerne vil ligne de smukke idealer, vi ser på fx de sociale meder – at de ser ud, som om de har styr på livet og alt det, vi går og drømmer (hemmeligt) om. Negative tanker om uddannelse, karakterer, stress – kort sagt: det perfekte liv –  går udover vores kroppe, fordi vi ikke sådan lige kan ændre på de destruktive tanker. Den rationelle tankegang er blevet forsvundet for mig og min omgangskreds. Og med dén øjnene til at se realistisk – og ærligt – på hinandens kroppe, huske at tale sammen om de problemer, vi faktisk deler og minde hinanden om, at livet sagtens kan gå videre, selvom vi ikke får 12 eller har den app’ede Instagram-krop. I stedet lukker mange af os unge os inde i os selv og får stress, mindreværd og bliver ensomme.

Det giver problemer senere i livet, når vi som voksne ikke kan finde ud af at præstere ordentligt, fordi vi føler, at vi skal leve op til 37 forskellige ting. Alt sammen fordi vi bliver hjernevasket. Vi får bombet urealistiske idealer i hovedet. Hver. Eneste. Dag.

Det hjælper altså ikke, at man i perioder tvinger sig selv til ikke at spise. Eller at forbyde sig selv at spise sukker eller fedt og sørge for kun at få grøntsager og få kulhydrater, tværtimod.

 

Stop den smittefarlige generationssygdom

Og nu er jeg altså også blevet træt af jeres kure. Jeg er træt af at høre om, hvordan I er blevet fede, slaskede eller tykke. Jeg er træt af, at I nævner jeres u-perfektheder og hele tiden prøver at lave om på jer selv. For det hjælper ikke. Det er en generationssygdom, som skal stoppes med det samme, og som vi går og smitter hinanden med.

For det er galt, at jeg i perioder bliver besat af at træne eller af at fange mig selv i et godt lys, så jeg kan tage et godt billede af mig selv.

For det er jo galt, at jeg i perioder bliver besat af at træne eller af at fange mig selv i et godt lys, så jeg kan tage et godt billede af mig selv. Det går ikke kun udover mig selv, men også udover mine venner og min kæreste. Jeg jo også selv, at mine veninder bliver dårligere veninder af at gøre det, jeg selv gør. Pludselig har vi ikke  overskud til at tage os ordentligt af problemer, fordi vi er drænede for selvtillid og selvværd. Det  går udover vores selvværd.

Jeg bliver – når jeg bliver suget ind i de falske kropsidealers drømmescenarier – en ikke-tilstedeværende kæreste, som klager over at, jeg ikke ligner alle andre piger. Jeg har brug for konstant bekræftelse, og jeg kan tage mig selv i ikke at have lyst til sex, fordi jeg føler mig u-attraktiv.

 

Bak op om en kropsrevolution

Vi har brug for en revolution. Og jeg vil gerne stå i spidsen for den, bare du gerne vil være med. Vi skal gøre op med det ideal, som er blevet alt for forskruet. Vi skal have et bredere ideal, som da Venus Fra Milo, Marilyn Monroe og Hanne Borchsenius var hotte med deres kvindelige former.

Vi skal omfavne hinandens u-perfektheder. Det er derfor, at vi skal gå i bad sammen, se deller og lange bryster. Min omgangskreds og jeg skal finde ud af, at ”alle andre” ikke findes. At ingen er perfekte, og at det er okay ikke at have vildt stramt maveskind eller en rund numse, at vi alle sammen er forskellige, og at det, som er lækkert ved os, netop er, at vi er unikke og helt vores egne.

Det handler om at gå mod strømmen, at omfavne sig selv, at gøre sociale medier yt, så man ikke ender her. For vi har vores kroppe for evigt og skal leve med den. I medgang og modgang.

Hvad tænker du?

  1. Freya J. siger:

    Hvor er det bare fedt, modigt og vigtigt at du skriver det her!

  2. Agnes siger:

    Virkelig godt at du vil være med og vigtigt emne at tage op, også her på Sein 🙂
    Jeg har lige to kommentarer og det ene er at jeg synes man skal passe på med at bebrejdede sine veninder og huske på at de (som du også skriver) udsættes for samme pres. Man må bare sørge for at skabe et trygt og rart rum i éns vennegruppe, hvor der ikke er nogen kropsnegativitet.

    Det andet jeg har at sige er, at hvor fedt det end er at du vil være med og give den et ordentligt skub i den kropspositive revolution, skal folk som os – ikke-tykke, smukke, hvide kvinder, uden fysisk handicap – passe på med at se sig selv som nogle der står ‘i spidsen’ for en kropspositiv revolution. Vi skal være opmærksomme på vores privilegier og lade dem, som ikke har disse i samme grad stå forrest i kampen. (Jeg synes der bliver sat rigtig godt ord på det ca halvt inder eller hen mod slutningen af det afsnit af Fries before Guys hvor de har besøg af Scandinavian dreamgirl.)

    1. Anonym siger:

      Hej Agnes,
      Tusinde tak for din kommentar. Jeg er helt enig i at man skal passe på med at bebrejde sine veninder. Det er heller ikke meningen at jeg vil “bebrejde” nogen. Jeg vil bare skabe opmærksomhed og komme med et eksempel på det, som jeg ved foregår i mange vennegrupper. Jeg håber at samtalen fremadrettet kan handle mere om, hvordan man kan ændre på hvem man er i stedet for, hvordan vi ser ud.

      Derudover har du helt ret, det tænkte jeg også på da jeg skrev. Jeg er mega priviligeret og jeg er så glad for alle mine muligheder. Men jeg synes alligevel ikke at det må afholde os fra at blande os i debatten og bidrage til revolutionen!

  3. Mathilde siger:

    Jeg vil meget gerne være med til den revolution 🙂

  4. Peter siger:

    Der er intet galt i at ville være slank. Alle har forskellige værdier så lad vær med at nedgøre andres mål og værdier. Hvis du er misundelig så træn mere og spis sundt. Det kan ikke være sygeligt at gå meget i fitness, tværtimod sundt for kroppen og sindet. Stop hykleriet.

    1. Anonym siger:

      Hej Peter,
      Mange tak for din kommentar. Jeg er ked af at du mener at min artikel er et udtryk for hykleri. Det er ikke meningen eller rigtigt. Tværtimod mener jeg mere bare at vi skal have brede idealet ud og at vi skal gå sammen om at ændre på, hvordan idealet bliver mere og mere usundt. 2. Jeg er helt enig, det er sundt at gå i Fitness – og sjovt! Indtil at det bliver af andre grunde end for at holde sig sund og at have det sjovt – og ikke for at leve op til et “dameblads”skønhedsideal, som hylder noget, der nogle gange er tenderende til at blive spiseforstyrret. Der skal være plads til alle mennesker og kropstyper i det ideal, som bliver afspejlet.

      1. Peter siger:

        Du har til dels ret. Men lad os ikke lyve over for os selv. Et kropsideal er skabt i og med det er set som den ideelle krop. Man kan ikke brede et ideal ud, så folk der ikke lever op til det kan føle sig bedre. Sådan fungerer det bare ikke. Du kan ikke skabe et nyt ideal omkring en mindre flot krop så andre folk der bruger mindre tid på sundhed og fitness kan føle sig bedre.

        1. Anonym siger:

          Som jeg læser det, prøver Mille at kritisere en dybere, strukturel idé om sundhed. På ingen måde læser jeg en kritik af motion og sund kost, men af en kultur vi har skabt der får folk til at overtræne, sulte sig selv og folk til at hade sig selv –
          om de så lever op til “idealet” eller ej (måske fordi idealet ikke findes naturligt, men er noget vi airbrusher og sulter os frem til fx) Alle sindssygt usunde tendenser – og til og med i SUNDHEDENS navn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her