SEINblik – uge 5

05. februar 2023

Velkommen til dit ugentlige nyhedsoverblik. 

Hver søndag samler nyhedsgruppen op på 3-6 historier fra ind- og udland, tech og fællesskab, alvor og fnis. I denne uge skal det blandt andet handle om to aktive fravalg: Organdonation og Irma.

Skal vi som udgangspunkt være organdonorer?

I disse dage hersker der en debat omkring organdonation, og om hvorvidt vi skal ændre på de nuværende regler, som bygger på at man aktivt skal tilvælge at være organdonor. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil gerne have at man automatisk skal blive organdonor, når man fylder 18 år. Det er i kølvandet på denne udmelding at debatten fødes.. 

Mens størstedelen af Europas lande (herunder Frankrig, Storbritannien og vor skandinaviske naboer) allerede har indført aktivt fravalg af organdonation, har vi i Danmark, sammen med bl.a. Schweiz og Tyskland, endnu aktivt tilvalg, hvilket altså vil sige at man i Danmark som udgangspunkt ikke er organdonor, medmindre man tilvælger det. Men nu siger Løhde, at vi skal overveje at følge i det europæiske flertals fodspor. 

Ministeren har i flere år været fortaler for aktivt fravalg. Allerede i 2016 åbnede hun op for diskussionen, da hun som daværende sundheds- og ældreminister skrev et brev til Etisk Råd med ønsket om, at de skulle tage stilling til de etiske problemstillinger vedrørende organdonation. Det er imidlertid også Etisk Råd, som i dag stiller sig i opposition til Løhdes forslag, da et markant flertal af medlemmerne anbefaler ikke at ændre reglerne for organdonation. 

Etisk Råd påpeger, at der i debatten omkring organdonationer er to etiske dillemaer, som der skal tages højde for: “den enkeltes selvbestemmelse og integritet” og “pligten til at hjælpe dem, for hvem nye organer kan være et spørgsmål om liv og død”, som de udtrykker d. 30. januar. De anerkender, at der er behov for flere organdonorer, og tilføjer i den sammenhæng at “der bør indføres en mere systematisk form for information om organdonation”, som led i et forsøg på at få flere organdonatoriske tvivlere til at tage stilling. 

Men hvad vil de så? “Den anbefaling, rådet nu kommer med, er vores bud på en balanceret afvejning, som både tager hensyn til princippet om selvbestemmelse og pligten til at hjælpe”, skriver de. 

Nu er spørgsmålet om Sophie Løhde kan finde flertal blandt Folketingets medlemmer, og få gjort aktivt fravalg til en realitet.

Irma lukker og folk har meninger

Enten er du irriteret Københavner eller også synes du, at Københavnere er irriterende. Det har nok især kunne mærkes siden tirsdag, hvor detailhandelsvirksomheden Coop annoncerede, at de lukker Irma. Men hvorfor raser Sjælland?

Det kan kulturjournalist for Heartsbeats, Ditte Giese, svare på: “Man købte aldrig stort ind i Irma, det handlede om enkelte luksuriøse specialvarer, der kun kunne fås der […] Og sådan er det stadig. Irma er dyrt ja, men det er der meget, der er, og det er en bedre idé at købe småt og godt end stort med madspild,” skriver Giese i en klumme tirsdag d. 31. 

Lidt våd i øjnene kan man måske blive af artiklen. Men måske vi lige skal hanke op i os selv. Er du en af dem – en af os, måske – der vil savne Irma, så tag traditionen med videre. Prøv din lokale grønthandler. Tag til slagteren. Smag en kaffe fra en selvstændig kaffeshop. Mon ikke vi kan udsøge oplevelsen andre steder fra, og samtidigt støtte endnu flere mennesker?

Danmark bliver håndboldherskere igen igen

Søndag d. 29. januar skrev det danske landshold i håndbold historie, da de blev det først land til at vinde VM i håndbold tre gange i træk. Danmark vandt 34-29 over Frankrig. 

DR’s håndboldekspert Camilla Andersen tror på, at håndboldherrerne også kommer til at vinde VM næste gang. Udover det konkluderer Andersen også, at selvom Frankrig stadig er gode med håndbolden i deres hænder, så er Danmark nu den stærkeste håndboldnation.

Andersen fortæller, at en af grundene til den danske dominans på håndboldbanen på nuværende tidspunkt er, at vi har styr på generationsskiftet, selvom de gamle stjerner Mikkel Hansen, Niklas Landin og Rasmus Lauge stadig leverer et fantastisk højt niveau. Den nye generation af spillere gør kun holdet stærkere ifølge Andersen og udlandet stemmer sig enig i Danmarks nuværende magt på håndboldbanerne, dermed tyder alt på at håndboldherrerne går en lys fremtid i møde.

Regeringen vil give statsstøtte til grønne virksomheder

I onsdags brød det ud, at Danmark vil bruge flere penge til at beskytte danske virksomheder. Især håber regeringen på at støtte de virksomheder, der kæmper for miljøet. 

Til det har vi USA og Kina at “takke”. Både EU og Danmark mener nemlig, at vi skal lægge kræfter i den bæredygtige udvikling, for at kunne hamle op med konkurrencedygtigheden blandt de to stormagter. Ved at pille lidt ved, hvor vi sætter rammerne og lægger pengene for virksomheder i Danmark, krydser SVM-regeringen fingre for, at flere grønne virksomheder slår rødder i landet: “Vi vil gerne være med til at se på målrettede ændringer af statsstøttereglerne de steder, hvor der er et konkret behov i forhold til at udvikle morgendagens grønne teknologier,” fortæller erhvervsminister Morten Bødskov (S). 

På EU-plan vil man tilbyde skattefradrag der kan hamle op med dem i USA, som altså også har indsat stærkt på klima- og energiudvikling. Dele af EU-kassen skal blandt andet gå til de lande, der ikke selv har råd til at give deres grønne virksomheder statsstøtte.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her