Jeg undrer mig over ulighed

21. februar 2018

Sebastian synes, at økonomisk ulighed er en underlig størrelse. Så nu har han sat sig ned og forsøgt at forklare det. Med en masse stykker brød. Med marxisme. Med vindere og tabere. Med pinlig logik, uretfærdighed og en del andre ting, der pisser ham af i debatten om ulighed. Eller faktisk – den ikkeeksisterende debat om ulighed, som han mener, vi mangler at tage op.

Grafisk design af Caroline Hjorth Lehmann

”Når ingen taber, vinder alle,” hørte jeg engang en eller anden socialdemokrat sige, og sætningen har jeg ofte tænkt på. Det er præcis dét, som jeg gerne vil tro på, men det er, som om jeg gang på gang skal minde mig selv om det. Som om jeg skal overbevises om, at det er rigtigt. Det virker unaturligt og ulogisk: For at kunne vinde, må nogen tabe, og dermed er vinderen og taberen vel stærkt afhængige af hinanden for overhovedet at kunne eksistere. Skal vi tro på sociologen Karl Marx og hans ‘lov om modsætningernes enhed og kamp’, er der netop en taber og en vinder, som er afhængige af hinanden, men også kæmper mod hinanden – og som skaber hele vores samfund. Loven brugte Marx fx til at beskrive ”fejlen” eller det uundgåelige sammenstød i kapitalismen. Det er fx, når en fabriksejer tilbyder den lavest mulige løn, mens arbejdere kæmper for en så høj løn som muligt, hvilket vil give anledning til strejker, lockouts og mest centralt hos Marx: undertrykkelse!

På Borgen siger nogle politikere, at ulighed er en forudsætning for vores samfund. Den organiske samfundsopfattelse, som ser på samfundet i sammenhængende og gensidigt afhængige dele (bare med en varierende vigtighed), viser os det rationelle i, at personer med større ansvar, højere kvalifikationer og større værdiskabelse skal have mere i løn end personer, der ikke har samme kvalifikationer eller udfører samme job. Det tror jeg, de fleste af os finder pinligt logisk: At man bør blive belønnet efter det, man bidrager med til samfundet. Sådan hænger vores verden nu engang sammen: Vores værdi baseret på en simpel markedsanalyse.

Jeg mener dog, at der er en fejl ved Den organiske samfundsopfattelse, som mangler en form for retfærdighed, fordi den er bygget på, at alle kan blive lige, hvad de vil. Det er nemlig ikke et 100 % frit valg, vi tager, når man beslutter, om man vil være håndværker eller bankdirektør. Man kan filosofisk set problematisere ”det frie valg”, selvom man bliver lært alt muligt andet, men på et videnskabeligt niveau kan man se, at en faktor som indkomst- eller uddannelsesniveau i høj grad er baseret på social arv, og demografiske karakteristika som køn, race og religion har stor indflydelse på ens succes i livet, eller om man kan blive undertrykt. Fx tjener kvinder ofte ikke det samme som mænd i samme positioner, også selvom de er lige kvalificeret – og hvis man bærer tørklæde, er man mindre tilbøjelig til at få et job.

Og det er bl.a. derfor, at de i USA har kvoter for, hvor mange afroamerikanere, der skal være på arbejdspladsen, og det er derfor, vi i Danmark har gratis uddannelse og SU.

En anden ting, der pisser mig af, er, at de rigeste rent faktisk tjener styrtende med penge alene på grund af deres formue: renter, kapitalindkomster, afkast på aktier og obligationer, som udover ikke at bidrage med en objektiv værdi for fællesskabet også er en af de stærkeste økonomiske kræfter, der foranstalter, at samfundets formue samler sig i toppen og underminerer retfærdigheden i den kapitalistiske økonomi.

Og selvom mange stater fører en progressiv indkomstskattepolitik, hvor de større indkomster betaler forholdsvist mere i skat af deres indkomst end de mindre indkomster – ud fra princippet om, at de stærkeste skuldre bærer den tungeste byrde, for bl.a. at modvirke denne sammenhæng, er det fx også sådan, at i Danmark, når slagteriarbejderen står op kl. 5 og går på 12-timersvagt, afleverer han næsten halvdelen af sin løn til skat, men når direktøren sælger sin Strandvejsvilla, betaler han ingen skat. Det er noget, man vil kalde marxistisk dystopi! Kapitalisterne bliver rigere og rigere, og arbejderne undertrykkes.

Hvad jeg trøster mig selv med, er, at studier viser, at når man tjener over 290.000 DKK om året, betyder penge ikke længere noget for vores lykke. Det fungerer lidt på samme måde, som hvis man ikke har noget mad, så er ét stykke brød rigtig godt, men hvis man i forvejen har 290.000 stykker brød, er det ene stykke brøds værdi ikke så stor. Ikke at dette retfærdiggør ulighed, men det kan bevæge vores fokus hen på, hvordan vi som samfund skaber rammerne bedst for det meningsfulde liv og måske ikke bare for at få økonomien i vækst. Og det er en kendsgerning, at i mere lige og udviklede lande har indbyggerne det generelt bedre, og de klarer sig generelt bedst på de fleste parametre.

For lige at konkludere en gang:

Lad os nu kollektivt en gang for alle anerkende, at vores økonomi er uretfærdig, selvom vi bor i socialdemokratiske Danmark! De rigeste har strukturelt bedre forudsætninger end andre.

Lad os nu kollektivt en gang for alle anerkende, at vores økonomi er uretfærdig, selvom vi bor i socialdemokratiske Danmark! De rigeste har strukturelt bedre forudsætninger end andre. Lader vi uligheden vokse, som den længe har gjort, har vi snart en adel.

Vi mangler i høj grad en mere basal debat om ulighed. Hvorfor har person A fortjent et rigere liv, og hvorfor har person B fortjent et fattigere liv? Vi mangler i høj grad en indre refleksion om vores privilegier eller mangel på samme og en debat, der er mere marxistisk. Undskyld, jeg bander.

Hvad tænker du?

  1. Sofie siger:

    Egentlig et konstruktiv konflikt-teoretisk indlæg – dog en vovende påstand. I et land med så mange muligheder, uddannelser, og samfundsydelser kan man simpelthen ikke benytte sig af undskyldninger. Den organiske samfundsstruktur er yderst funktionel, og den tror på, at alle kan – og virker kun; hvis alle vil.

    1. Sebastian Crone Faarborg siger:

      Helt enig med dig Sofie, selvom jeg mener din påstand om ingen undskyldninger og ren vilje, virker en smule forsimplet, men det er vidst en anden diskussion. Jeg problematiserer sådan set ikke funktionsdygtigheden, da den jo nok er svær at kritisere i og med vores samfund jo, nogle ville sige i faldende grad, hænger sammen og fungerer groft sagt, men det er i højere grad retfærdigheden, jeg mener er diskutabel. Intet samfund er perfekt og specielt i vestlige, liberale demokratier, som Danmark, glemmer vi at anerkende og italesætte, at der stadig er økonomiske strukturelle uretfærdigheder, som er mulige at gøre op med – derfor min opildning til lidt mere marxisme.

  2. anonym bekymret siger:

    super fedt indlæg <3 Alting hænger sammen, og vi skal huske at vi er en del af et samfund, og at vi kan afgøre samfundets fremtid.

  3. Bo Stengaard siger:

    Kære Sebastian,

    Hvor er det godt at læse dit indlæg. Vi har i den grad brug for unge mennesker som interesserer sig for det samfund, som i skal forvalte fremadrettet.

    Jeg håber meget, at du finder tid og lyst til at bidrage med andre tanker og refleksioner, i form af nye fremtidige indlæg.

  4. Anders Larsen siger:

    Kære Sebastian
    Det er vel nok et særdeles indsigtsfuldt og velovervejet indlæg fra et ungt menneske. Du har læst meget, kan man se, overvejet meget, og er oprigtigt engageret og indigneret på de svages vegne. Stærkt !!!
    Og mon ikke du vil læse videre inden samfundsvidenskab, politik eller økonomi. Det håber jeg, for der er brug for folk som dig med hjertet på rette sted.😃👍
    Jeg har dog et par kommentarer og ting, du bør tage i betragtning i denne enorme og svære debat, du har kastet dig ind i:
    Først og fremmest at ulighed og vindere og tabere i sit udgangspunkt er et grundlæggende biologisk vilkår.
    “Survival of the fittest” er helt grundlæggende for alt liv, og en iboende trang til at kæmpe for en bedre tilværelse for sig selv og sine. Hvis ikke vi har mulighed for – i hvert fald i nogen grad – at kæmpe for egen vinding vil vi alle blive ulykkelige og triste. Det er derfor at alle forsøg på at skabe fuldendte kommunistiske (marxistiske) samfund er kuldsejlet og endt i de mest horrible samfundsmæssige tragedier. For lederne af disse samfund udnyttede naturligvis straks situationen til rage til sig (som biologiske skabninger naturligt vil gøre) og centraliserede magten på den mest uhyggelige måde (prøv blot at læse lidt på, hvad der skete i 20’erne, 30’erne og 40’erne i sovjettiden … chekhaen, nkvd osv., men brug ikke for meget krudt på det, for du bliver blot i dårligt humør over humør af al den død, frygt og tortur, som det affødte),
    og for de brede masser betød det, at al initiativ blev taget fra dem, fordi de ikke måtte gøre noget godt for sig selv, og alt hvad de skabte skulle gå til fællesskabet.
    Drn frie ejendomsret blev faktisk afskaffet, ingen måtte eje noget, og staten (fællesskabet) ejede alt.
    Det er stik imod den biologiske natur og derfor sænkedes iniativ, energi og den fælles velstand til meget lave niveauer. Eller rettere, det endte med særdeles fattige og ulykkelige samfund. Det er så trist at tænke på alle de mennesker i alle de år, der levede i fattigdom, tristesse og krybende frygt. Lad det aldrig ske igen !!!!
    Imens blomstrede vesten i stor rigdom og velstand, for her byggede samfundene på det frie initiativ, dvs. naturens egen “survival of the fittest”. (og læs nu lige til ende, for der er jo også plads til medmenneskelighed, humanisme, næstekærlighed og socialistiske elementer, det kommer jeg til)
    Men det kapitalistiske samfundssystem vil altid skabe den største samfundmæssige kage (velstand), som man så kan dele ud af til de svage, fordi det ansporer de stærke og de almindeligt foretagsomme til at skabe noget og kaste deres kræfter, intellekter og kreativitet ind i konstruktivitet og spændende projekter og virksomheder (som de bedste samfundssystemer så kan beskatte på forsvarlig vis, så vi kan dele ud til fattige uden at slå de frie initiativ ihjel) så langt så godt.
    For i den biologiske (og menneskelig) natur findes jo også sociale hensyn og næstekærlighed, og vi kerer os om vores nærmeste, først og fremmest vores egen familie og venner men måske endda også alle svage i samfundet og måske endda også i andre lande, fattige lande mv. (hm, hvis altså har overskud til at tænke sådan).
    Og det er derfor ikke nogen overraskelse, at mange arbejder med teorierne om at de rigeste og mest lykkelige samfund, der har man ca. halvt af hver, dvs. at halvdelen af økonomien er på private hænder, mens den anden halvdel er statslig, og at skatteprocenten således bør ligge omkring 50% for at maksimere den fælles økonomi og lykke (således som det er f.eks. er tilfældet i de skandinaviske og tyske samfund).
    I andre dele af vesten, f.eks. er den private del af økonomien større, og man betaler kun 25% i skat, hvilket igen afføder enorm ulighed med masser af fattigdom, vold, misbrugsproblemer mv. til følge. Så det er heller ikke optimalt.
    Vi skal holde fast i 50/50-modellen er det noget, der tyder på.
    Jeg vil opfordre dig til at læse den franske økonom Thomas Pikettys “Kapitalen – i det 21. århundrede”, som er en sand bibel til forståelse af uligheden i samfundet, det så objektivt og med så mange facts som muligt prøver at beskrive uligheden historisk set (du har måske allerede læst den), og jeg åd den råt – alle 600 sider – med rystende hænder, som at læse den mest spændende kriminalroman, og faktisk under rejse rundt i USA, hvor jeg kun observere grotesk ulighed på første parket.
    Det sjove er, at Piketty konkluderer, at nogle de mest ulige samfund faktisk var de kommunistiske i Rusland og Kina hvor en meget lille elite af elstremt magtfulde mennesker holdt resten af befolkningen i fattigdom, mens at de historisk set mest luge safind nogensinde var de skandinaviske i 70’erne og 80’erne.
    Vi skal mao. bare være så umådrlig glade for at leve og vokse op i Danmark, for det er så absolut en utrolig sjældenhed, og kun bygget på så mange ofre og mange hundrede års kamp. Tænk på det, når du hører vores smukke næstekærlige dronning tale nytårsaften og knib en lille tåre!
    Når det så er sagt, så er en anden af Pikettys konklusioner, uligheden er steget kraftigt i de vestlige samfund de sidste 30 år, i særdeleshed i USA men også i Danmark og Vesteuropa, hvor eliten (eg. mænd i jakkesæt i finasielle institutioner) er begyndt at berige sig fildstændig vanvittigt. Vi skal bekæmpe den tendens, da den nedsætter vores alkesammens velstand re betragteligt, og undergraver følelsen af fælleskab og medmenneskelighed i vores smukke dejlige land.
    Hav en rigtig god jul, min ven
    Gode hilsener
    Ander

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *