Jeg ville helst fejres, hver gang jeg kom hjem

03. november 2022

Overgange er ofte forbundet med uvished, men for Fria har overgange været en del af hele hendes barndom og har derfor været et mere eller mindre forudsigeligt element i hendes liv. I anden artikel i serien om overgange taler Arendse med Fria om, hvordan det at være skilsmissebarn har lært hende at skulle håndtere at tage sig selv i hånden og sige: “det her skal nok gå” fra en meget tidlig alder.

Noget af det, som kan gøre mig allermest presset, er, når jeg skal pakke min taske. Jeg føler, jeg skal have alt og hele mig selv med og ned i min orange North Face taske. North Face tasken var på mange måder mit hjem, da jeg var barn, fordi det var den, jeg skulle have med frem og tilbage. Jeg hader den overgang. For alt kan jo ikke være der, men jeg vil have alting med, og jeg vil ikke have noget med. I dag føles det stadig som en kvælning, fordi jeg skal pakke den lortetaske.

Vi sidder på Assistens Kirkegård på en udvalgt bænk i solen. Om lidt har skygger overtaget vores plads og gjort vores hænder kolde. Det har lige regnet. Jeg har vådt hår. Fria er tør og har lige sovet en halv times lur. Vi har aftalt at mødes og tale om overgange – mest om Frias gennemgående møde med overgange som skilsmissebarn.

Hun fortalte mig kort i telefonen, en uge inden vi mødtes:

Jeg var 10 dage ved min mor og fire dage ved min far – men i begyndelsen kun hver anden weekend hos min far. Overgange har været en meget konstant ting i mit liv, og noget jeg hele tiden har skulle forholde mig til, fordi mine forældre er skilt, og jeg derfor har skulle veksle mellem deres familier. Det har bare været en præmis i mit liv, fordi de allerede blev skilt, da jeg var 6 eller 9 måneder. Jeg tror, jeg har et enkelt fysisk billede af, hvor de holder mig og kysser mig, men ellers kan jeg ikke huske, de var sammen. Så på den måde har mit liv ikke gået ud på, at jeg håbede på, at de kom sammen igen – det har mere været, at jeg hele tiden har skulle forholde mig til overgangene mellem de to familier.Og det har jeg synes var vanskeligt.

Nu sidder vi i København. Fria er lige rejst fra Aarhus dagen før. Som en mindre overgang – rejsende lige ind i temaet og vores snak.

Fria snakkede med sin mor forleden og fortalte hende, hvad vi skulle tale om i dag, og så sagde hun:

“Du ville gerne fejres, når du kom hjem. At vi anerkendte, at nu var du her. Hurra. Fria er hjemme igen”.

Og det er så rigtigt – jeg ville gerne have, at vi skulle have et eller andet lækkert. Min mor sagde, at jeg gerne ville have kage, men jeg husker, at vi spiste dadler.
Vi sad hjemme hos min mor, som nu havde fået en stor familie, og min ene lillebror var baby. Vi sad der, og jeg tænkte; nu blev jeg godt nok taget godt imod.

Jeg havde meget nogle forventninger til, hvordan jeg skulle blive taget imod, eller hvordan jeg skulle blive sagt farvel til, som jeg som lillebitte barn havde svært ved at sætte ord på og formidle til dem. Så derfor betød det meget for mig, at det blev anerkendt med f.eks. dadler, at jeg nu var hjemme igen.

Som et ritual

Jeg tænker meget på det som et ritual. F.eks. det med at spise noget tænker jeg meget rituelt. Vi gør det her. Min mor har været ude at købe de her dadler, til når jeg kommer hjem, og dem skal vi spise sammen, fordi hun har glædet sig til at se mig.

Var det fordi, at det var utrygt at skifte hjem, at det betød noget med ritualet?

Jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver rørt af det, når jeg taler om det – jeg ved ikke hvorfor.
Men ja, det tror jeg. Det var utrygt, at jeg ikke vidste, hvad jeg kom hen til. Jeg vidste jo ikke, hvad der var sket i den tid, jeg ikke havde været der. Eller hvad de lige havde gang i, eller hvor meget overskud de havde, når jeg kom.

Og sådan nogle små ting, som har været svære, var for eksempel, når jeg kom hjem og de havde dækket op til fire, og vi så var fem, når jeg kom. Og de glemte den ekstra tallerken. Eller hvis vi skulle hjem til nogle af deres venner, og jeg ikke vidste, om de havde sagt, at jeg kom med. Sådan nogle små ting som bare gjorde ondt. Jeg tænkte:

Ved de, at jeg også er en del af familien?

Har de savnet mig?

Lagde de mærke til, at jeg var væk?

Men jeg har mig selv med

Men en følelse jeg har med mig fra dengang – og jeg har arbejdet mig frem til siden – er, at jeg kan sige til mig selv: “jeg skal nok klare det, fordi jeg har mig selv med”. Det er kun mig, der flytter mellem min mor og min far. Jeg er det eneste barn i den her kæmpe flok, men jeg skal nok klare den, fordi jeg har mig.

Det er noget, jeg stadigvæk tænker på. Jeg havde f.eks. ikke særlig meget lyst til at tage til København den her gang, fordi jeg fik min gamle skilsmissefølelse/børnefølelse:

Nu er det mig, der skal flytte mig igen. Der er ikke nogen, der opdager, at jeg er væk. Der er ikke nogen, der siger farvel til mig på den “rigtige” måde. Eller siger: “nu er du kommet til København. Hurra, Fria du er her”.

Og så blev jeg nødt til at tænke: “men jeg kan godt klare det, fordi jeg har mig selv med.”

Mit eget sted, mine egne ting; det er mig, der holder juleaften

Men den største drøm er stadig og har længe været, at jeg skal have alle mine ting det samme sted. Det har jeg faktisk fået i et værelse nu. Og det er virkelig, virkelig rart, men jeg glæder mig til, at jeg får min helt egen lejlighed og bare kan invitere hele min familie hjem til mig. Sådan nogle forestillinger om at det er mig, der holder juleaften, og at det er på mine præmisser og med de rammer, jeg har sat. Så det ikke er mig, der skal flytte mig og tilpasse mig, men at jeg kan invitere min familie ind i et hjem, jeg skaber. Det glæder jeg mig så meget til.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her