Julehumøret, der forsvandt juleaften

23. december 2017

Carolines julehumør er højt hele december, men til sidst kollapser det. Alt er, som det plejede at være i hendes barndom – julemad, juletræ og masser af gaver – men noget har ændret sig. Dengang tænkte hun hverken på kød og klima eller genbrugsgavepapir. Nu skal Caroline finde balancen mellem omtanke og de rare, gamle traditioner, så hendes julehumør kan komme tilbage.

Illustration af Clara Martens

Jeg kan virkelig godt li’ jul. Jeg elsker at gå ture i mørket og kigge på alle julelysene, gense “Christmas with the Kranks” og “Love Actually”, pynte konfekt, som var jeg stadig 10 år, og skråle med på julesange. Jeg lærte hurtigt at grine over julekort og julegavepapir, når jeg åbner gaver på min fødselsdag den 1. december, for jeg er trods alt en julegris, som min familie siger. Men jeg kan ikke rigtig forelske mig i juleaften. Eller også er min forelskelse i juleaften forduftet, i takt med at jeg er blevet ældre. Jeg ved i hvert fald, at jeg elskede juleaften, da jeg var yngre. Men hvorfor har det ændret sig?

Sidste år skrev jeg SRP og tog både køretimer og teoriprøve i december. Det var ret meget at se til, og før jeg havde set mig om, var det den 23. december, og jeg havde endelig juleferie, men det betød også, at juleaften stod lige for døren. Måneden var løbet fra mig, og så var det lige pludselig ovre. Derfor er jeg startet tidligt i år. Den 1. november måtte jeg høre julemusik. Det kan alligevel ikke betale sig at undgå det, for det bliver spillet i radioen, og butikkerne har allerede fundet julepynten, pebernødderne og chokoladejulekalenderne frem i efterårsferien. Man kan jo lige så godt gå med på bølgen. Jeg prøver virkelig på at embrace jul og finde julehumøret frem. Især efter sidste år. Men det forsvinder oftere inden og når ikke sit klimaks den 24. Det er, som om det hele kolliderer og bliver lidt for meget. Så peaker mit teenagehumør bare, og der er ikke noget, der er godt nok. For meget religion, tradition, forbrug og julemad. Især tradition og julemad går hånd i hånd. Det er det samme, vi spiser hvert evige eneste år, og jeg kan virkelig ikke lide det. Det er for brunt, for kedeligt, for bastant og har et for stort fokus på kød. Min mor prøver på at finde nye opskrifter på nøddepostejer, vegansk sovs og grøntsagsretter til os to vegetarer, men jeg vil hellere spise en curry med ris. Men det går jo ikke, for hvad så med traditionerne? Det er den samme procedure hvert år med æbleskiver, Disneys juleshow, oplæsning af juleevangeliet og bordbøn, middag, dans rundt om juletræet og gaveoppakning. Måske er det gentagelsen af det samme på samme dag og vendingen “som vi plejer”, der får min hjerne til at sitre en smule. Sikkert i kombination med forestillingen om, at juleaften nok bare var bedre, da jeg var barn.

Jeg kan ikke redde verden i julen, men jeg kan gøre mit for at blive bedre og tage lidt mere hensyn

Der var noget mere uforklarlig magi og glæde over alle de gaver, december havde at byde på med både fødselsdag og jul. Nu overtænker jeg, om min gaveindpakning burde være zero waste, om jeg overhovedet burde ønske mig noget i stille protest mod det kæmpe forbrug i julen, og burde jeg i stedet give hjemmelavede gaver? Man siger jo, at hjemmelavede gaver er mere personlige. Jeg tror, det kunne være spændende at begynde at lave flere diy’s såsom scrubs, læbepomader eller ansigtsmasker, give en god te og finde flotte kopper i genbrug eller finde en potte og give en plante. Det kunne også være flere oplevelsesgaver, der viser, hvor godt man kender det andet menneske, som koncert- og teaterbilletter eller en tur på museum og café. Det er jo ikke, fordi det er sværere at give end klassiske gaver, men det bidrager ikke i lige så høj grad til forbrugskulturen. Det kræver bare at tænke i mere kreative baner!

Men kan jeg så alligevel være det bekendt at pålægge min familie mine egne forbehold og kvababbelser? Jeg gør det, jeg er bedst til, og det er at overtænke. Og måske er det netop dét, der gør, at jeg føler, jeg mister julehumøret til juleaften; at jeg gør et problem ud af næsten hvert enkelt element den dag pga. miljømæssige og kapitalistiske forhold sat op på et alt for højt plan. Jeg kan ikke redde verden i julen, men jeg kan gøre mit for at blive bedre og tage lidt mere hensyn: spise vegetarisk til julemiddagen, genoverveje min gaveindpakning, give flere hjemmelavede gaver, kigge mere i genbrug efter julepynt og gaveidéer, og måske behøver juleoutfittet ikke at være nyt hvert år. Det fjerner sikkert også en masse julestress, at man ikke skal tænke på hverken Black Friday, goodiedays i Magasin eller lave hastejulegaveindkøb den 23. Jeg skal lære at sænke mine forventninger til både mig selv og min familie den dag. Vi gør vores bedste, og måske er vores aftryk på verden lidt større i julen, men det er vel også okay, så længe vi handler med omtanke resten af året?

Jeg tror måske, jeg kan dæmpe mit teenagehumør til jul i år ved at tage nogle dybe indåndinger. Det er hverken fair overfor familie eller mig selv at bruge dagen på at lege Ebenezer Scrooge. Det kommer man jo ingen vegne med. I stedet vil jeg lære at sige “det går jo nok” til julemaden, skemaet for dagen og juleevangeliet. Juleaften skal ikke kun gå efter mit hoved. Måske kan det være, at man i fremtiden, hvis jeg holder min egen jul, kan se to skåle med curry og ris sammen med resten på spisebordet. Der er en ny juleaften hvert år. Jeg vil gerne lære at leve bedre med den, ligesom jeg gør resten af december.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *