Julen er en lang omgang hygge på kommando
Juleaften er kulminationen på en måned fyldt med kærlige følelser, barmhjertighed og idyl. Den forestilling og fortælling tror jeg i hvert fald, mange går med sig.
Men måske vi må erkende, at den fortælling nok nærmere er et ønske og en utopi. I virkeligheden er julen nok nærmere en lang omgang hygge på kommando, indhyllet i duften af klementiner og pebernødder.
I dette indlæg opfordrer Ida til, at vi bliver bedre til at rumme alle sider af julen – også dem vi ikke idylliserer.
Visuelt af Albert Bjerregaard Poulsen
Sidste år markerede min første jul som udeboende. Og det var derfor også første år, jeg for alvor blev konfronteret med, at min pyntetrang var noget udover det sædvanlige. Jovist, jeg var klar over, at skrigrøde nisser en masse måske ikke er for alle. At det ikke nødvendigvis er det, der giver allermest feng shui i stuen. Men da mine bofæller valgte at give mig julepyntskvoter i fællesarealerne, var det alligevel noget, der gav lidt stof til eftertanke. Mere om det senere.
”Det’ så nemt og nul problemer”
Som jeg sad der på mit overpyntede værelse og reflekterede over julen, stod den naivitet, der ofte følger med julen, mig tydeligt klart. “Sætter stemning i systemer, det’ så nemt og nul problemer,” synger MC Einar i den måske mest legendariske julesang, der er lavet (det er nok mere et skøn end decideret fakta).
Og det er vel en meget god opsummering af den jul mange af os kan genkende. Hvis vi altså husker at medtage den tykke ironi. Nærvær på kommando. Pligt-hygge? Jeg tror, mange kan genkende følelsen af at skulle påtage sig den glade julestemning juleaften, selvom alt i virkeligheden summer lidt af kaos.
Det skal jo være idyllisk, når nu det er “hjerternes fest”, som Lise Nørgaard skrev det i 1978. Men når man træder ind i voksenlivet, bliver man pludselig klar over, at juleidyllen i høj grad er en idealiseret forestilling. Og idealer må jo siges ofte at være uopnåelige.
Selv begynder jeg så småt at tage del i småskænderierne under madlavningen juleaften. At være inviteret til “hjerternes fest” er også at skændes over kogetiden på sine kartofler. Og måske dét er årsagen til, at jeg er blevet så vild med MC Einars gamle julebasker. Den udpensler absurditeten i vores forventninger og dyrkelse af julen.
Jeg tror, mange kan genkende følelsen af at skulle påtage sig den glade julestemning juleaften, selvom alt i virkeligheden summer lidt af kaos.
Den uundgåelige affortryllelse
Den uundgåelige affortryllelse, som den tyske økonom og sociolog Max Weber skrev om allerede i 1904, er blevet en del af vores moderne tilværelse. Vi skal effektivisere, optimere, innovere, konkurrere – you name it. Skal, skal, skal en masse ting for at kunne følge det tempo, der er sat for dagen i det kapitalistiske samfund.
Denne affortryllelse gælder bestemt også julen. Vi vokser op og forstår pludselig, at julen er mere end pebernødder ad libitum og nisser på loftet. I år sov jeg sågar to timer over min alarm den 1. december. Den var ikke gået, da jeg var otte år og følte kriller i maven fra midten af november. I stedet vågnede jeg frustreret og med en snert af dårlig samvittighed over at vide, at jeg ville møde uforberedt op på studiet. Så var man bagud igen, pis!
Konfrontationen med vores relationer
Julen er også en tid, hvor samværet bliver højt prioriteret. Men i dette samvær opstår uundgåeligt også konfrontationen med vores relationer og dermed deres kompleksitet. I denne fejring af samværet åbner tomrummet sig tilmed for de relationer, vi savner, de relationer vi forsømmer, og de relationer vi måske ikke længere har. Konflikt, sorg, ensomhed og afsavn. Nok ikke lige, hvad man umiddelbart vil forbinde med jul.
På juleaften vil jeg tænde et lys og mindes min moster og mine bedsteforældre. Heldigvis er jeg så privilegeret at have en familie at savne med. Dette er ikke tilfældet for alle.
Visuelt af Albert Bjerregaard Poulsen
Julen er hjerternes fest
Analysen ‘Ensomhed i Danmark’ fra forskningscentret Defactum viste i 2021, at 12 procent af de unge mellem 16-29 år føler sig ensomme. Dertil udtaler Lise Lind, chef for fællesskabssektionen i Røde Kors, også hvordan ”ensomheden kan føles dobbelt op i julen”.
Måske fordi vi bliver konfronteret med alt det samvær, vi ikke selv er en del af. Vel ofte fordi det forventes af os, at vi ikke blot er inviteret til ét juleklippeklister arrangement men helst fem – og helst de rigtige fem. Og så er der julefrokosterne. Og julebag. Og burde man ikke også lige tage ud og drikke noget gløgg?
Jeg forstår godt, hvis nogen glæder sig til, at julen snart er et overstået kapitel.
Jeg håber, at vi kan blev bedre til at rumme kaosset, konflikterne, ensomheden og det afsavn som – om vi vil det eller ej – også er en del af julen.
At genstarte de magiske følelser
På trods af julens affortryllelse så undrer jeg mig over, hvorfor jeg alligevel har en sådan trang til at pynte op? Mit bud er, at pyntetrangen i bund og grund er et udtryk for den længsel jeg har efter at genstarte de magiske følelser, jeg havde omkring julen som barn. Og når nu voksenlivet og dets forpligtelser så småt affortryller julestemningen, må jeg vel gøre ekstra for at sikre at den vedbliver.
Det bliver med andre ord en rammesat adfærd, hvor man selv aktivt må tænde julelysene i øjnene. Helt bestemt naivt. Men jeg mener ikke alene, naiviteten er negativ. Den rummer et håb og en lethed. En pauseknap, jeg mener, vi er heldige og privilegerede at kunne trykke på.
Jeg håber, at vi kan blev bedre til at rumme kaosset, konflikterne, ensomheden og det afsavn som – om vi vil det eller ej – også er en del af julen. Man kan godt synge ‘Jul i Valhal’-sange i et alarmerende falsk toneleje med gode venner den ene dag og den næste dag synes, at det hele ramler. Man kan sagtens være trist på et overpyntet værelse.
God juleferie. Jeg håber, I vil få hygget lige så meget på kommando, som jeg vil.
Skribent: Ida Marie Bak Christensen
Visuelt: Albert Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen
Hvad tænker du?