SEINblik: Flere unge vælger den humanistiske konfirmation
SEINblik sætter fokus på fire udvalgte nyheder, som i den heftige nyhedsstrøm ikke har fået scenetid. Læs med, når vi hver måned zoomer ind på vigtige, men oversete begivenheder i vores samfund og verden omkring os.
Flere unge vælger den humanistiske konfirmation
Flere unge vælger at blive konfirmeret humanistisk. Ifølge foreningen Humanistisk Samfund, der arrangerer humanistiske konfirmationer i Danmark, blev 569 unge humanistisk konfirmeret sidste år. I år var dette tal steget til over 600. Denne type konfirmation er et alternativ til den kristne konfirmation og nonfirmationen, som de fleste af os kender i forvejen. Formålet med den humanistiske konfirmation er at motivere de unge til at tage stilling til deres værdier og handlinger.
Traditionelt handler det at blive konfirmeret blandt andet overgangen fra barn til voksen. Men hvor relevant er dette ritual stadig i dagens 2024? Der er nok få af os, der følte os særlig voksne, dengang vi var 14 år. Mange blev konfirmeret mest fordi det var noget man gjorde og det var fedt med de penge man eventuelt fik som gave.
Den humanistiske konfirmation sætter fokus på etik, kritisk tænkning, identitet, menneskerettigheder, livssyn og seksualitet. Flere unge, der vælger den humanistiske konfirmation, fortæller at dette er temaer, der rent faktisk appellerer til dem som unge teenagere, og som de kan stå inde for, når de siger ja.
Læs videre her.
Flere amerikanske kvinder vælger at blive steriliseret efter abortrestriktioner
– Af Jeppe Kjærgaard
Den 24. juni 2022 afsagde den amerikanske højesteret en dom i sagen Dobbs v. Jackson Women’s Health Organization, som ophævede den forfatningsmæssige ret til abort. Dette betyder, at amerikanske delstater nu kan begrænse eller helt forbyde abort. Siden da er adgangen til abort blevet begrænset i 21 delstater, hvoraf 14 har indført totale forbud.
Et nyt studie tyder på, at dette har påvirket væksten af steriliseringsprocedurer for kvinder i USA. Før afgørelsen i Dobbs-sagen i 2022 steg antallet af steriliseringer blandt kvinder allerede med cirka 2,8 procedurer om måneden per 100.000 kvinder.
Umiddelbart efter afgørelsen accelererede væksten i antallet af steriliseringer med yderligere 58 procedurer per måned. Siden da er denne vækst stabiliseret til en stigning på 5,3 procedurer per 100.000 kvinder per måned, hvilket næsten er en fordobling fra udgangspunktet før Dobbs-sagen.
Undersøgelsen fandt ikke nogen signifikant ændring i udviklingen af mandlige steriliseringer.
Man skal tage de præcise tal med et gran salt, da de stadig er forbundet med usikkerhed. Dog viser undersøgelsen en helt klar tendens: De amerikanske abortrestriktioner har påvirket mange amerikanske kvinders forhold til kontrol over deres egen krop og fertilitet.
Læs nærmere her.
Danmarks største pensionskasse frasælger milliardinvesteringer i Shell grundet klimaambitioner
– Af Sofie Dyhm-Junge
Pensionskassen PFA, som er Danmarks største, har længe haft penge stående i olie- og gasselskabet Shell. Men nu har valgt at frasælge deres investeringer værd milliarder.
PFA investerede oprindeligt i Shell for at påvirke dem indefra og dermed gøre dem mere klimabevidste. Dog sælger de dem nu på baggrund af, at PFA for nyligt indså, at de ikke kommer videre med deres strategi om at påvirke Shell til at blive grønnere gennem deres aktive ejerselskab.
Den videre begrundelse for salget er også, at Shell er blevet mindre ambitiøse om deres klimamål for 2023, end de tidligere har været. Hvor deres mål før var en forventning om at udlede 20 procent mindre CO2 i 2023, er målet nu reduceret til et sted mellem 15-20 procent mindre.
Ifølge en opgørelse fra Mellemfolkeligt Samvirke havde danske pensionskasser i 2023 investeringer for 2,7 milliarder i Shell, hvor PFA i indgangen af 2024 havde 1,2 milliarder investeret.
Selvom PFA har valgt at sælge deres investeringer, holder de andre pensionsselskaber fortsat fast i, at det er det rette stadig at investere i Shell.
Bøger på abonnement
Elsker du at læse, og sætter du pris på en god boganbefaling? Så er den aarhusianske boghandel Kristian F. Møllers nye bogpakkeordning måske noget for dig.
Hvis du nogensinde har været i Kristian F. Møller boghandleren, har du nok lagt mærke til, at de gør en dyd ud af den gode anbefaling. Det gør de ved blandt andet at dedikere en hel reol til formålet, hvor du på små lapper papir kan læse, præcis hvorfor de anbefalede bøger er værd at købe med hjem.
Nu kan du nyde godt af anbefalingerne en gang om måneden – uanset om du bor i Aarhus eller ej. Den gamle boghandel beliggende på Store Torv har i sidste uge nemlig lanceret deres nye abonnementsordning kaldet ”Bookpack”.
Med ordningen modtager du hver måned en pakke med bøger, som medarbejderne ved Kristian F. Møller finder særligt værd at læse. Temaet for pakken skifter for hver måned, så du får med garanti bevæget dig rundt i det litterære spektrum.
Har du mulighed for at svinge forbi Store Torv i Aarhus, kan du spare fragten og hente pakken der, men bor du et andet sted i Danmark, kan du få pakken tilsendt. Du kan købe abonnementet på deres hjemmeside eller ved at stikke hovedet ind til dem i Aarhus.
Hvis det lyder som noget for dig, kan du læse mere om ordningen på Kristian F. Møllers hjemmeside eller på deres Instagram.
Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen
Hvad tænker du?