Portræt: Min ven Julius på 20 år

Det er en mere stille café end andre caféer. Den røde farve, som indmaden på en ko. Et bilræs over Amerika, jeg tænker, at han må have læst flere amerikanske klassikere end mig. Vores højskolelærer ville altid spørge, drilsk, om vi havde fået fikset dynamikken imellem os.

Julius lader altid, som om han ikke forstår, hvad der bliver refereret til, men det tror jeg egentlig godt, han gør. Om eftermiddagen står han og sælger kaffe i en café og boghandel.

Hvordan gik den sang nu, “plat og baristasmart“? Der er noget ved en fyr i uniform, selv når den er skraldet. Et kaffeplettet viskestykke rundt om hans nipsede talje, lidt fugt i ansigtet fra at skumme mælk. Han tørrer hænderne af som en stolt slagter, inden han krammer mig og kysser mig på kinden og så den anden kind.

“La bise,” siger han. 

Og jeg tænker, at kærlighed er pinligt, men ikke for ham – ikke for ham. Jeg tørrer min kind. 

Børsen brændte ned i dag, har du hørt det? 

Han griner.

“Ja.”

Hvad tænker du om det?

“Altså, ærligt? Jeg er ret ligeglad. Jeg flyttede først til København, da jeg var tolv, og jeg har aldrig rigtig været derinde. Så jeg har på den måde ikke rigtig et kendskab til den.”

Jeg tror heller ikke, den har så meget værdig som børs længere. 

“Hvis det nu var Christiansborg, der var brændt ned,” joker han. 

Hvad havde du så tænkt?

“Det havde nok været en ambivalent følelse af både glæde og had på samme tid. Jeg holder også lidt af vores demokrati, altså …”

“Jeg er ikke helt lige så radikal, som du er på det punkt. Jeg ser nogle gode ting i det danske demokrati, også noget cute i Christiansborg. Selve bygningen ser jeg ikke en grund til at blive jævnet med jorden.”

Den er jo brændt ned to gange før. Men du siger også, at du ville føle en ambivalent form for glæde. Hvor kommer den glæde fra?

“Det er nok bare symbolsk, men jeg føler ikke, at der er noget fremskridt i dansk politik. It’s a standstill. Det er jeg også den første, der siger.”

Er der nogle områder, som du tænker, mangler ekstra meget fremskridt? 

Han griner fjoget, fordi jeg godt kender hans svar.

“Nu lader du, som om du ikke kender mig. Obviously klima, og så i forhold til Palæstina. Med klima sker der nogle fremskridt. Jeg føler, vi bliver rakt en finger, og hvad, vi har brug for, er mange, mange hundrede kroppe.”

Vi sidder ved et cirkelrundt bord ved vinduet og går i ét med caféinteriøret: postkort, stoleben, billedrammer og selvfølgelig bøger, masser af bøger.

Han forklarer mig, at skrivekredsen egentlig bare kom til, fordi han spurgte sin chef, om han kunne gøre det. Det er noget, han havde ønsket sig at gøre, siden han gik på skriveskole.

Hvad, synes du, var det bedste ved at gå på højskole?

“Det bedste ved højskole var faktisk alt det, som jeg ikke havde forventet. Alt det, som jeg på samme måde ikke kunne kontrollere.

“Man kan ikke kontrollere, hvem man bor sammen med eller hvem, der ellers går på højskolen. Det er også svært for mig at svare på, hvad det bedste var. Det var også godt for mig at slå op med min kæreste.”

Der er mange, der slår op med deres kærester, når de starter på højskole.

“Korrekt.”

Det var faktisk så stort et fænomen, at jeg i lang tid overvejede at skrive en artikel om det til skolebladet. Hvorfor tror du, at folk slår op med deres kærester, når de starter på højskole?

“Jeg tror, at det er en blanding af, at man er væk fra hinanden og man møder en masse søde mennesker og forandrer sig. Jeg oplevede, at jeg forandrede mig på højskolen.”

Altså, jeg havde den her teori om, at kærestepar ikke kun slår op, fordi de starter på højskole, men fordi kærestepar, der er ved at slå op, er mere tilbøjelige til at starte på højskole. 

Han giver mig delvist ret.

“Jeg tror, at min eks og jeg var blevet længere sammen, hvis jeg ikke var taget på højskole. Ellers havde jeg ikke fået nosset mig sammen til at slå op med hende.” 

Han pauser. 

“Kan du huske den første filosofitime? Du spurgte mig, om jeg var taget på højskole for at finde noget eller for at flygte fra noget. At det var de to grunde til, at man tog på højskole.”

“Vi havde kun været der i tre dage, men jeg kunne allerede mærke en klump i maven. Jeg flygtede nok en lille bitte smule fra en masse ting med min familie, skilsmisse, men faktisk også mit forhold og nogle usunde vennedynamikker.”

Når vi mangler noget at snakke om, hiver en af os en bog op af lommen og begynder at fortælle, hvad den handler om. Jeg har ikke nogen med i dag, han ikke allerede har læst.

Men han smiler og fortæller videre: et feministisk værk, noget med nogle piger langs en motorvej. Hans hår er stort og pjusket, måske med et orange skær. Det er altid så langt, at det delvist dækker hans øjne.

Sådan er mit også nogle gange. Og det irriterer mig forfærdeligt. Jeg ser ikke, at han rejser sig op, for jeg er blevet grebet af noget ude af vinduet. Der er kommet en kunde op, som gerne vil have en kop kaffe, og han får hende til at grine. 

Vi er taget hen på en bar inden. Han har venner med, det har vores veninde også, det har jeg ikke. Mellem cigaretrøgen og ølpladerne vifter Julius en kommentar til siden og kigger hen mod døren.

Den kom sikkert fra mig. Men ingen kommer ind endnu. Jeg ved, at han hader, når hans tøj lugter af røg. Vi driver begge to ind og ud af nogle andres samtale. Han ser på mig og banker let sin øl ned i bordet. 

“Jeg vidste faktisk godt, at jeg ville holde sabbatår. Jeg havde meldt mig til skriveskole, så jeg vidste, at jeg ville skrive. Men så var jeg på Interrail og fik en kæreste i udlandet og blev nødt til at udskyde det hele. Men så kom jeg alligevel ind i det. På den måde var der mange tilfældigheder.”

Hvad tænker du?

“Det tror jeg, at jeg har fortalt dig. Jeg læste den der Hartmut Rosa-bog.”

Hvad handler bogen om?

“Det ukontrollerbare. Den handler om – nu citerede jeg den også tidligere – at mange af de ting, der sker i ens liv, som ender med at have størst betydning for dig, faktisk ikke er noget, du selv kan kontrollere.”

Ja?

“Altså, du kan ikke selv kontrollere, om du får det der job eller ej. Eller om din kæreste går fra dig eller er sammen med en anden. Det er uden for vores kontrolsfære og derfor gælder det om at være god til at give slip, men også ligesom tage imod, hvad der kommer til en …”

Vi bryder begge to ud i grin. 

Altså, jeg sidder og smiler, fordi det er den blødere version af stoicisme. 

“Det er det også. Man kan sige: Det er både blød stoicisme, men det er på en eller anden måde … Det handler ikke kun om stoicisme, det handler også om … Det er okay … Det handler ikke kun om blød stoicisme, for stoicismen er meget sådan …”

Jeg afbryder.

Mandet. 

“Ja,” sukker han.

“Mandet, og Hartmut Rosa er selvfølgelig også en mand. Men hans bunder i virkeligheden også i en antikapitalistisk tankegang om, at som del af kapitalismen og som del af vores konkurrencesamfund så er hele verdenen blevet til, hvad han kalder, et aggressionspunkt.

“Altså, det er hele tiden noget vi skal dominere og overtage … Det er hele tiden noget, vi skal overtage og herske over, og alle har sådan to do-lister og sådan. Så da jeg kom hjem fra Interrail og skulle finde mig selv igen i København, så prøvede jeg bare en masse random ting.”

Ja. 

“Så blev jeg en del af nogle fede ting og fik et job i en boghandel og lige pludselig var der en verden.”

Så rullede stenen. 

Jeg forstår aldrig, at han ikke har en tykkere jakke på. Vi står ude foran kirken og venter på, at alle har stillet deres cykler. Én efter én finder folk hen til døren, som myrer mod et æbleskrog.

Han hopper på ølfjedre og tæsker luften til bassen fra musikken indefra. Jeg tænker på, at han er en fantastisk god danser, noget med hans hofter og den sorte støvle, som trommer takten. Han gør det samme, når han læser højt. Det har jeg sagt til ham. Og vi bliver lukket ind.

Hvornår begyndte du egentlig at skrive?

“Tekster? Jeg begyndte at skrive, da jeg var omkring ti-elleve år gammel. Der skete nogle ting i min familie, men så begyndte jeg at skrive sangtekster. Så begyndte jeg at tage det med at skrive digte seriøst i gymnasiet.

“Jeg troede jo, da jeg først startede på skriveskole, at jeg havde skrevet nogle fucking gode digte. Det var jeg overbevist om. Jeg havde skrevet en digtsamling på omkring 100 sider, som jeg næsten troede var klar til at blive udgivet.”

“Jeg kendte ikke særlig mange andre der skrev. Så da jeg kom til den første prima vista-læsning, kan jeg bare huske, at de andre kiggede på mig og var sådan: ‘Vi forstår ikke, hvad det er, du har skrevet’.”

Det gav kun mening for dig?

“Ja, jeg havde lavet alle mulige metaforer, som jeg selv synes var superintellektuelle, but it made zero sense for anybody else.”

Jeg griner. 

Der er også hårdt at blive slagtet. 

“Ja, jeg kan faktisk huske, at jeg græd bagefter, for jeg var sådan: ‘I’m getting nowhere with this’.”

I baren er det eneste sted, man kan tale sammen, hvis man ikke skal ud og ryge. Jeg er glad, fordi jeg kender musikken, de spiller.

Julius er ikke så kræsen. Vi er begge vegetarer, begge klimabevidste, spinkle, holder ikke af fodbold, ville kalde os selv feminister, hvis du gav os muligheden. Jeg lader IPA boble i min mund, imens han snakker. 

Hvem er din yndlingsforfatter?

“Kan vi sige, at jeg kan vælge tre? Jeg indfører, at jeg må vælge tre.”

Okay.

“Okay, jeg bliver nødt til at sige Deborah Levy. Og så bliver jeg nødt til at sige George Orwell, hvilket gør ondt.”

Skal vi dykke ned i, hvorfor det gør ondt? Er det, fordi du føler, der ligger en stereotyp forbundet med at kunne lide ham?

“Ja, selvfølgelig. Der er en kliché i det, men jeg tænker at klicheen bygger på, at man har læst ‘Animal Farm’ og ‘1984’, og det er det.”

Det er de to, jeg har derhjemme. 

“Præcis. Jeg er også glad for dem, men der er meget godt i hans andet. Han har skrevet en lille bog, der hedder ‘Books vs. Cigarettes’.”

Den har jeg faktisk hørt om. 

“Den handler om, at han har været boghandler i ti år, hvilket jeg kan spejle mig i. En tredje forfatter, så tror jeg bare, jeg siger Annie Ernaux, men det kan være jeg sender en revidering. Nej, fuck Annie Ernaux, jeg siger Ocean Voung.”

Vi træder ned på dansegulvet. En af pigerne danser op ad mig, jeg tror måske gerne, hun vil kysse med mig. Det er altid lidt akavet, når man er en svane.

Men jeg kigger på ham for at sikre, at han ser det. Fucking hykler. Og dansegulvet splitter. Nogle ting er uendelige og andre har sine grænser. Jeg udvider mig, til jeg er helt oppe i baren igen og mister dem begge, ude af syne. 

Har du nogensinde kysset en dreng?

“Ja, det har jeg.”

Okay, hvor gammel var du cirka? Første gang.

“Første gang jeg kyssede en dreng?”

Kom nu, det er et safe space, det her. 

“Nok en af mine venner i 8. klasse.”

Synes du, der var en sårbarhed i at kysse en fyr?

“Ikke dengang, men jeg har kysset med mine mandevenner, hvor der har været sårbarhed i det.”

Jeg er bare nysgerrig, i forhold til når man tager i byen og fester. Nu trækker jeg måske nogle lidt grove linjer, men det er mere almindeligt at piger kysser i byen, og det betyder ikke supermeget.

Men hvis man er en fyr, som kysser en anden fyr – oplever jeg jo selv – altså, så er hele rummet pludselig meget opmærksom på, at man er bøsse. 

“Det kan jeg godt spejle mig i. Det er noget, som jeg tror, jeg har prøvet at ændre over de seneste par år. Jeg havde mange queer veninder i gymnasiet, men det er først efter gymnasiet at flere af mine mandevenner er sprunget ud som queer.”

Ja?

“Det er noget af det, som jeg synes har ændret sig. Jeg kan da også lide at kysse med mine mandevenner i byen.”

Den allersidste af koldt før den kolde tur hjem. Jeg har altid været frustreret over, at han er den type, som ikke kan krydse et rum uden at skulle stoppe og snakke med alle.

Men jeg har nok aldrig forstået, at det er, fordi han søger det, man ikke kan styre. Den første sang, vi blev enige om, at vi begge to godt kan lide, var ‘You Got Me’ af The Roots og Erykah Badu.

Hvad er din yndlingssang fra højskolesangbogen?

“‘Skybrud’.”

‘Skybrud’. Vil du fortælle hvorfor?

“Jeg tror, at den passer rigtig godt på venskaber og familie, folk som man ikke kan give slip på i sit liv, men også i forhold til kærlighedsrelationer. Jeg har et håb om, at hvis jeg en dag har en fast partner, så kan jeg stadig ringe til mine ekser for sjov for stadig at være gode venner med folk, man går fra.”

“Alle de mennesker, jeg har elsket, eksisterer stadig et sted i mig. Jeg har gamle smykker, som er ekskæresters, tøj og andre ting. Hvis man ikke går igennem den der tilvænningsperiode, hvor det er svært og mærkeligt, så når man til et andet punkt, hvor man har taget det til sig.”

“Det er mig nu. Jeg vil ikke skille mig af med det. Jeg vil ikke slette alle mine billeder. Det er et kærlighedssyn, som jeg er meget enig med. “

Han tilbyder mig et glas vand, og at vi går ned på hans værelse, fordi hans mor kommer hjem. Det første rum har en masse musikinstrumenter, en gæsteseng og et skrivebord, hvor obduktionen af et digt ligger roligt.

Vi fortsætter ind i hans soveværelse, hvor hans seng står. Dynen er vredet i et universalstræk som en åben invitation til at lægge sig ned. På væggen har han kort, billeder og tekster hængende i kollage. Et gardin, et tøjstativ og en glasvæg arbejder sammen om at skabe privatliv.

Og så har han en høj og rank bogreol. Jeg tager mit kamera frem og tager et billede af ham og ‘The Hatred of Poetry‘. 

Hvad kan du bedst lide ved dig selv?

“Jeg tror, det, jeg bedst kan lide ved mig selv, er mit gåpåmod. Det hænger også sammen med skivekredsen  – det var det, som artiklen skulle handle om, ik’?

Jo. Jeg tror måske heller ikke, det altid er noget, du tænker over. At du har gåpåmod eller skal være modig. Du gør det bare. 

“Præcis. Bagsiden af den medalje er, at jeg ikke altid er verdens bedste til at færdiggøre ting.”

Hvad kan du mindst lide ved dig selv?

“Jeg tror, det, jeg mindst kan lide ved mig selv, er, når jeg godt ved, at jeg er et røvhul, men så er jeg …”

“Så er jeg for træt, eller så har jeg har ikke lyst til at anerkende det. Det er det værste, når jeg er virkelig sur på mig selv og ikke evner selvrefleksion – så er jeg vildt nederen.”

Hvorfor siger du, at du føler dig træt?

“Træt?”

Nogle gange kan følelsen af at have gjort noget forkert vel også få en til at føle sig udmattet.

“Ja, præcis.”

Så gerningen selv reproducerer en dårlig reaktion.

“Så kan man gå rundt og svælge i sorg. Og være bitter.”

Bitter … bitter … bittersød. Søde, røde blodappelsin. 

Jeg siger, det er bedst, vi sætter os i sofaen. Jeg vil gerne kunne filme noget af det. Han laver en joke, som jeg ikke vil nævne, om, hvad vi skal til at filme. Men jeg smiler stort. 

Vi starter bare lige med nogle spørgsmål.