Kælder fuld af fisk
På den tomme og øde Nyagerskole i Rødovre møder Magnus Carsten Thorleif, en ud af 14 som holder til i Rødovre Akvarieforening. I en af skolens kælderlokaler finder man de 100 akvarier, mere end 10.000 liter vand og massevis af fiskearter, som udgør Rødovres Akvarieforening. Det er hernede blandt akvarier og Tanganyika-cichlider, at Thorleif spenderer størstedelen af sin tid.
“Kælder fuld af fisk” handler om Thorleifs kærlighed til Tanganyika-fisk, og hvordan en nichehobby på mange punkter har sat rammerne for hans liv i form af venskaber på tværs af kloden, gammel og ny forelskelse, depression og en hverdag med fisk.
Carsten Thorleif udgør sammen med tretten andre akvariefisk-hobbyister Rødovre Akvarieforening, som holder til i et kælderlokale på Nyager Skole, med mere end 100 akvarier og ligeså mange forskellige arter af fisk. Carsten er 50 år, arbejder som vagt på Københavns Hovedbanegård, bliver kaldt for Thorleif og har en særlig kærlighed til Tanganyikafisk. Tanganyikafisk kommer fra Tanganyikasøen og anses som værende den næstældste og næstdybeste sø, som med sit areal på 32.000 km2 (lidt større end Jylland) flyder gennem fire lande i det østlige Afrika. I godt og vel 25 år har Thorleif samlet og passet på fisk fra søen, og hvad der startede med “at passe et par fisk” for sin brors kammerat, er nu mundet ud i 33 arter fordelt på 18 akvarier, et par foredrag, et par artikler i det polske Tanganyikamagasin, et par autografer og et par parforhold.
“Min ekskone var uforstående overfor det med fisk … Men da jeg så lærte min nuværende kæreste at kende, kom der ren snak på bordet om, at jeg har den her hobby, og hvis jeg ikke kan få lov til at dyrke min hobby, så kan det ikke være os to. Fordi det er en del af mig.”
Godt og vel en tredjedel af Thorleifs fisk har han selv hentet og fanget i Tanganyikasøen. For ham handler det mest af alt om at give fiskene og deres akvarier den rette biotop. Altså sørge for at økosystemet i akvarierne afspejler fiskenes oprindelsessted mest muligt. Og selvom “stenene” i akvarierne er svenske, håndlavede og malede afstøbninger af rigtige sten, så finder man små vækster og alger på overfladen, som giver fiskene en naturlig føde.
“For mig har det været kronen på værket at tage ned og se, hvor mine fisk kommer fra. Det er det bedste, du kan gøre for din hobby.” Thorleif har fisk, som svømmer rundt på universitetet i Schweiz, et par fisk som venter ham i Tyskland, og han besøger årligt sin ven og hans fiskebutik i Rotterdam.“Størstedelen af min vennekreds, den har jeg jo ikke engang her i Danmark, den har jeg i udlandet. Det er folk, jeg møder på rejser, og jeg har været rundt omkring og har givet nogle foredrag, i Frankrig blandt andet … Der er ingen tvivl om, at når du nu møder 100 forskellige mennesker fra 14 forskellige lande, jamen så får du en masse guldkorn, og det er sådanne guldkorn, som man ikke kan læse sig til på internettet. Og lige udover fiskene og hobbyen i sig selv, så er det faktisk dét, som jeg allerbedst kan lide.”
Den 40 år gamle Akvarieforening under Nyager Skole bidrager også med fremvisning og undervisning til kommunens skolebørn. Det har plantet akvariehobby-frø i nogle af børnene, som ofte vender tilbage som teenagere. “Det handler om at fange dem, når de er små,” siger Thorleif. Foreningen refereres der til som “klubben” blandt medlemmerne, og for dem fungerer den også som et socialt rum. Folk kommer og går på forskellige tidspunkter, sniksnakker og passer hver deres akvarier, side om side. Men der er også plads til at mødes, “uden at der skal gå fisk i den,” som Thorleif siger. Her sludres om alt og intet, der er øl og sodavand på køl, og der er plads til venskabelig rivalisering.
“Inde ved siden af har vi nogle folk, som har rejst til Malawisøen, og de har også et helt utroligt venskab. Og os fra Tanganyikasøen kan godt lide at gå og drille dem fra Malawisøen, fuldstændig ligesom Københavnere og Århusianere”
Thorleifs hverdag følger mere eller mindre et fast skema. Når han ikke passer sine fisk, er han sammen med sin kæreste eller passer sin mor, som efter en blodpropsoperation og et år med corona bor hjemme hos ham. Hver torsdag laver de mad og ser Matador sammen. Ellers flexjobber han som vagt på Hovedbanegården. Et trafikuheld efterlod en skade på hans nakke, som gjorde at han måtte gå ned i tid. Thorleif sammenligner sit job med sin hobby: at observere og hjælpe flokken. Det er et intenst arbejde, hvor han ofte må træde i karakter; stikke retningslinjer ud for, hvordan folk skal opføre sig, og der er ikke mangel på grove kommentarer. Arbejdet på Hovedbanegården har konfronteret ham med døden, hvilket spillede en rolle i den depression han fik sidste år:
“For det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde en depression her for et års tid siden, og det kunne jeg se på mine fisk. Jeg havde masser af syge fisk, og de døde, simpelthen fordi jeg ikke passede dem. Og det er så der, man skal gøre op med sig selv, hvis du ikke har tiden og energien til det, så skal du stoppe, for det er jo levende dyr. Men måden at komme ud af min depression på, det var jo netop at bruge min tid på det, jeg holdt af.”
I godt og vel 25 år har Thorleif samlet og passet på fisk, og hvad der startede med “at passe et par fisk” for sin brors kammerat, mundede ud i 33 arter fordelt på 18 akvarier, et par foredrag, et par artikler i det polske Tanganyika magasin, et par autografer, et par parforhold, en depression, et stærkt fællesskab og venskaber på kryds og tværs af landegrænser. Men:
“Der har udviklet sig lidt af en samvittighed i det her med at fjerne fisk ude fra naturen … At byde en fisk som har uanede mængder af plads sådan en lille glaskasse, det gør en lille smule ondt på samvittigheden. Den her fisk, den er 15 år gammel, og den kommer til at dø i mit akvarie. Men lige så længe jeg kan, så kommer jeg til at passe og pleje dem, som er de mine egne børn”.
Hvad tænker du?