Kampen mod racisme i fodbold: Når ord ikke er nok

I vores moderne og oplyste samfund er det svært at acceptere, at racisme stadig eksisterer i fodboldverdenen. Vi har set billeder af spillere fra forskellige baggrunde, der smiler og spiller sammen på tværs af grænser og kulturer. Vi har hørt store erklæringer om lighed og respekt fra de øverste instanser i sporten. Men desværre er virkeligheden en anden.

Det er frustrerende at erkende, at selvom der er sket fremskridt, så er det stadig langt fra tilstrækkeligt. Racisme kaster stadig sin grimme skygge over den største sport på kloden. Det er på tide at stille spørgsmålet: Hvorfor er vi ikke kommet længere? Hvorfor gentager historien sig igen og igen?

Ligesom racisme i samfundet ikke er noget nyt, har det også længe været et problem i sporten. Det ironiske er, at fodbolden ved første øjekast kan se ud, som om den er godt på vej. De offentlige kampagner for at fremme mangfoldighed og inklusion er synlige, hvilket gør det endnu mere ironisk, at vi stadig ikke ser tilstrækkelig forbedring.

Ledelsen svigter, spillerne lider

I denne sæson er der særligt to tilfælde, der understreger, hvor langt vi stadig har igen. Disse episoder er dybt bekymrende og kaster et skarpt lys på de udfordringer, sporten stadig står over for.

Den 4. april på Juventus Stadium i den italienske pokal-semifinale blev Inter Milan-angriberen, Romelu Lukaku, udsat for racistiske tilråb fra Juventus-fans før, under og efter, at han scorede sit kamp-afgørende straffespark. Lukaku blev derefter udvist for at fejre sit mål på den sædvanlige måde. Dommerens forklaring på udvisningen var, at det var provokerende, da Lukaku valgte at gøre det lige foran hjemmeholdets allermest dedikerede supportere. Som resultat endte han med at blive betragtet som skurken i stedet for at fokusere på Juventus-fansenes forfærdelige opførsel og de potentielle konsekvenser. 

Den brasilianske Vinicius Junior har også oplevet gentagende racisme. Den 21. maj på Mestalla Stadion i den spanske LaLiga blev ‘Vini Jr.’ udvist i kampens overtid. Dette blev han efter at have været udsat for racistiske bemærkninger fra Valencia-fansene, lige fra det øjeblik han trådte ind på banen. Igen blev “provokation” undskyldningen for hans udvisning, og igen ser vi offeret blive straffet. Vi må heller ikke glemme, at det ikke er første gang, Vini Jr. oplever racisme i en af fodboldens største ligaer LaLiga. Han har beskrevet situationen som så alvorlig, at de i hans hjemland, Brasilien, betragter Spanien som et racistisk land. En anklage, han ikke længere kan forsvare dem imod. Derfor må vi ikke lade Vini Jr.’s stemme lyde for døve ører. De negative oplevelser spredes langt ud over Spanien, og det samme gør ønsket om at skabe forandring.

Spillerne skal høres. La Liga har et racisme-problem. Italien er ikke meget bedre, og resten af fodboldverdenen er nødt til at tage fat om det. Det er ikke spillernes opgave at løse problemet. Vi er nået til et punkt, hvor fans fra flere klubber, i flere byer, føler sig så trygge i deres had, at de uden konsekvenser tør chikanere spillere racistisk, hvem end der står for skud. At det sker én gang er en skændsel. Men at det gentagne gange sker i løbet af denne sæson får pilen til at pege mod ledelsen og kulturen i de respektive lande. 

Hvis du vil have en visuel repræsentation af alt, der er galt med denne situation, behøver du ikke se længere end disse to eksempler. Begge gange har det været samme udfald. Offeret blev straffet i stedet for lov-overtræderen. Dommerne mangler både følsomhed og et tydeligt regelsæt til at håndtere disse situationer. Fodbolden lider under manglen på en strategi til at håndtere racisme. Vi kan ikke blive ved med at gentage de samme samtaler uden at tage reel handling.

Virkeligheden er, at dette problem bliver undskyldt af mennesker med magt og indflydelse. Det er et rum fyldt med mænd – uden forståelse eller engagement – der implementerer regler. Disse regler påvirker dem, der er under angreb, mere end dem, der angriber. Hvis de, der driver spillet, ikke forstår vigtigheden af problemet, så er det nødvendigt at udskifte dem, der står med magten. 

Hvordan bevæger vi os fremad?

Med stor magt følger et stort ansvar; Alligevel udviser de myndigheder, der er ansvarlige for spillet, ikke ansvarlighed i deres magtposition. Racisme stopper ikke med buzz-words, slogans og flotte reklamer, men med konsekvenser. UEFA, FIFA og alle andre styrende organer for fodbold i de forskellige lande: Tag noget ansvar. Vi har fået nok af de tomme pressemeddelelser og skuespiller-prægede kampagner mod racisme. Indtil nu er racisme blevet behandlet som et mindre problem, og fodboldens magthavere er enten for langsomme eller for svage med deres straffe. 

Livstidskarantæner for racisme ville være det største svar, fodbold nogensinde har haft til et problem, der bliver ved med at dukke op. Hvilket er lige præcis det, jeg mener, der skal til. Nul tolerance.

Fodbold bevæger sig i en retning af stor mangfoldighed og inklusion. Det er også noget FIFA, UEFA osv. opfordrer til, men de ord må ikke være tomme. De skal bygge på et solidt fundament af regler, moral og etik i sporten, som sætter en klar ramme for, hvad der ikke bliver accepteret. 

Fra fans til klubber og spillere, både tidligere og nuværende, har det globale fodboldsamfund støttet op om sine egne. Nu er det på tide, at La Liga og andre instanser ikke blot lytter, men tager effektive skridt imod at bekæmpe racisme.

Tekst: Zakaria Abdiaziz
Visuelt: Klara Emma Lilhav Hoffmann
Redaktør: Martin Bjerg Dahl